Det var en grå og trist formiddag i 3. g, faktisk et år før maj 1968, at min koleriske, men inspirerende dansklærer forkyndte, at vi skulle samles i fællessalen for at høre en anden dansklærer holde foredrag om en fjern poet.
Vi blaserte drengerøve til fodbold, film noir og fadbamser, stedt i systemets sidste klasse, sendte himmelvendte øjne og sukkede over endnu en forårsdag i helvedet, det danske gymnasium. Endnu en Kloge Åge forklædt som überdannet dansklærer, endnu en Holger Fortolker i douce duffelcoat, baskerhue på sned og sort shagpibe med McBaren Mixture. Arrangementet var kun for afgangsklasser, så vi var få i aulaen, da den fremmede adjunkt med fuldskæg og vilde øjne begyndte at fortælle om moderne poesi med udgangspunkt i en metusalemgammel fransk digter med et navn, som mere lød som sovs eller rødvin end en herre med meninger og metaforer. Men så begyndte den fremmede at læse op af den gamle galliske poet og hans digte fra gårsdagens Paris. Det geometrisk groteske Et digt om at øjne en pige midt i storbyen, en flakke du kunne have elsket, hun vidste det og du vidste det, men det moderne er det flygtige, det korte møde, et blik på besøg og så desværre hurtigt videre i strømmen af mennesker, der alle leder efter noget, de ved, de aldrig vil finde, helhed, substans og mening. Et andet digt var om skønhedens grusomhed, om elskov om eftermiddagen, andre var om, at alt nyt og moderne bliver til symboler og stemninger, bliver til lunken støvregn, som danner en stakket regnbue midt i modernitetens solskin, for så tjept at blive omkalfatret til 1800-tallets trafikale nyskabelser og arkitektoniske rædsler i jern, beton og cement.
