Det bekendende dyr

Det er blevet en udbredt talemåde, at man skal 'arbejde med sig selv'.

Moderne mennesker taler i dag om deres selvbillede på samme måde, som man før i tiden talte om sin bil eller sit mavesår.

Selvet er blevet et råstof, der skal forarbejdes og udbydes på markedet.

Kalorieindtaget skal styres, motionen sættes på skinner, og det færdige produkt udbydes på et arbejdsmarked, der kræver vilje til selvudvikling og konstant omstilling.

Og hjælperne står parat. Vejen til et lykkeligt liv er brolagt med terapeuter, der kan dykke ned i psykens reservoirer og finde frem til skjulte potentialer.

Også privatlivet er underlagt selvudviklingens lov. Ægtefæller opfattes som midler i vores personlige udvikling.

Og på internettets datingsider kan det være svært at skelne personprofilerne fra brugtvognsannoncer.

Uomgængeligt krav
Denne svada affyrer psykologen Svend Brinkmann i en ny antologi 'Selvrealisering'.

Her retter etnologer, filosoffer, psykologer og præster et kritisk blik på det menneskesyn, som er skabt af psykologiens sejrsgang over hele den vestlige verden.

I dag kan vi ikke slippe for kravet om at realisere os selv.

Fra vugge til krukke lærer vi konstant at vende blikket indad og evaluere og vurdere os selv.

Skriftefader eller lærer
Således reklamerer en vuggestue med, at man hylder »filosofien om det enkelte menneskes iboende kraft og evne til udvikling og forandring«.

Og folkeskolen følger trop.

Skolebarnet udsættes for socialpædagogiske spil, hvor læreren kan indtage rollen som skriftefader og psykoterapeut.

I arbejdslivet skal man have lyst til faglig og personlig udvikling.

Der er medarbejderudviklingssamtaler, teamorganisering og personlighedsudviklende kurser, som det næsten er umuligt at takke nej til.

Et progressivt mærkat
Bogen beskriver en ny folketro, hvor kravet om selvudvikling har en næsten entydig positiv klang. Men kritiske røster begynder at melde sig. De peger på konsekvensen af, at ansvaret for fejl og utilstrækkelighed i stigende grad placeres hos det enkelte individ.

Hvis man bliver syg, arbejdsløs, hjemløs eller får svært ved at håndtere tilværelsen i det hele taget, er det ens egen skyld. For så har man jo ikke »arbejdet godt nok med sig selv«.

I selvudviklingsbølgen kan vi med andre ord miste fokus på politiske problemer og det sociale medansvar.

»Selvudvikling har i 20-30 år haft mærkatet som en progressiv kultur, alle kunne drage nytte af«, siger en af bidragyderne i antologien, etnologen Kirsten Marie Bovbjerg. »Den har været omgærdet af en retorik, som ikke kunne modsiges. Det er måske det værste. Tendensen og det menneskesyn, den repræsenterer, har ikke været til debat«.

»Tanken om selvudvikling er jo forførende. Hvem vil sige nej til et ledelsesbetalt kursus, der tilbyder personlig udvikling? For hvem vil ikke gerne udvikle sig og være med i videnssamfundet og den globaliserede verden? Man vil ikke fremstå som et brokkehoved eller et menneske, der er gået i stå«.

Kirsten Marie Bovbjerg har igennem flere år beskæftiget sig med udviklingen af en ny arbejdsetik og moderne virksomheders brug af personlighedsudviklende kurser. Her står idéen om personlig vækst i centrum.

En forestilling, der blandt andet har rod i hippiernes og new age-kulturens spirituelle interesser. Disse strømninger fik i løbet af 1980'rne tag i den brede middelklasse og områder af psykologien. Det blev stuerent at være åndeligt søgende.

Arbejdet som et kald
Mange