Tror man, at en større samling graner kan forløse ens iboende naturbarn i en snildt tilvirket Laura Engells-version, er man umådelig vildledt, kan jeg meddele. Og er man ikke allerede både sindssyg og fordrukken, ja så bliver man det, når Weekendavisens litteraturanmelder Nanna Goul bøjer det forårsgrønne løvhang til side for en samtidsfortælling om, hvad skovens mørkeste steder under de rette betingelser kan gøre ved sindet. Flinkepigesyge I hvert fald hvis man som romanens jeg-fortæller, den unge universitetsstuderende Olga, er et drys til at træffe beslutninger og sætte grænser. En svær grad af flinkepigesygen tillader andre at trampe ind over hende, når hun ellers mærker noget. For som umarkeret eftersnakker, der flyder med, hvor andre flyder hen, mærker hun sjældent efter. LÆS OGSÅKritiker knækker koden om det besværligste stedord i litteraturen Om Olga ganske enkelt er gået i stå, eller bare aldrig er kommet i gang med sit liv, er svært at sige. Hun kærester med Henrik Valentin Rick, fordi han engang har vist interesse. Og da han får den idé, at storbyen skal udskiftes med en idyllisk bolig i skoven, pakker hun sammen helt uden ballade, selv om hun egentlig trives udmærket i København. Eksistentiel dvale i skoven Som forpuppet eksistens fortsætter hun sin eksistentielle dvale i skoven. Her er det nu skovens folks (naboernes) sociale konventioner, der gælder. Ikke at det bliver sagt. Men man fræser naturligvis sin have, anlægger kartoffelbed om foråret og fylder fryseren med skamskudte fasaner. Ligesom man vader ind og ud hos hinanden uden antydning af respekt for ordet 'privatliv'. På sporet af personlig integritet Med Henrik Valentin Ricks stigende overarbejde i storbyen står Olga imidlertid hurtigt alene med at holde hele det menageri i gang, der kan vedligeholde ideen om det idylliske liv i skoven. Som en anden søvngænger lever hun i snorlige overensstemmelse med naboernes diktater og damebladsmanualernes detaljerede anvisninger, indtil skoven omsider rykker helt ind i hende, og en række skelsættende begivenheder omsider sparker hende ud af autocruise - på sporet af personlig integritet. Knivskarpt øjebliksbillede Med konturerne af en dannelsesroman leverer Nanna Goul et knivskarpt øjebliksbillede af tidens zeitgeist, som den doceres nonstop af 'det gode livs' ekspertvælde og truer med at bringe en hel generation af unge kvinder på kant med egen dømmekraft om alt fra fødsel til jordpåkastelse. Interessant nok et ombejlet tema blandt kvindelige romandebutanter i disse år, ikke mindst i Rebecca Baileys 'Helt perfekt' fra marts. LÆS OGSÅOriginal, norsk krimiforfatter indfrier næsten forventningerne At separere sig fra diktaterne er nødvendigt. Og noget har også lagret sig i Olga. Når hun tilbageskuende og med drivende sarkasme skildrer sin tid med Henrik Valentin Rick i skovhuset, skaber hun kritisk distance til oplevelser, hun nu har erfaringernes afstand til. Hun udstiller, ja nærmest prygler sin egen (tidligere) ungdommelige naivitet og mangel på initiativ og åbner allerede i romanens start for en jeg-fortæller på vej mod et mere defineret 'jeg'.
Elegant debutudspil På alle måder et elegant debutudspil, der med fuld skrue på sarkasmen sammenvæver et kærligt krast tilbageblik på 'sårbarhedens år' med en sønderlemmende kritik af livsstilsprædikanternes enorme magt. Men hvis absolut fornemmeste præstation ligger i den næsten Grimmske skildring af skovens tvetydige karakter af både idyl og afgrund. En skildring, der løbende i fortællingen samtidig lader skoven glide fra konkret fysisk sted til sindbillede på Olgas indre kampe. FACEBOOK