Sommetider er det let at finde ud af, hvem jeg er. »Igen vågnede jeg for tidligt og hørte mit rungende navn, Anna«, begynder en roman fra 1969. På forsiden af bogen står der, at forfatteren hedder 'Klaus Rifbjerg', og så kan man jo regne ud, at det ikke er sig selv, han taler om i 'Anna (jeg) Anna'. I hvert fald kun indirekte. »Det var i den tid, jeg gik rundt og sultede i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den«, begynder Knut Hamsun sin 'Sult'. Her er det straks lidt mere intrikat, hvem jeg er. Det vil sige, ingen læsere havde nu problemer med det dengang, for hundrede og toogtyve år siden, da den norske forfatter debuterede. Selvfølgelig var 'Sult' en roman, der skulle bedømmes på sin skrivekunst, ikke på om Knud Pedersen, som han hed, inden han digtede sit skribentnavn Knut Hamsun, nu virkelig havde sultet så slemt, som der står i romanen, eller om han bare bildte os noget ind. Det er først på det seneste, det rigtig er blevet et problem for læsere, om for eksempel Peter Høeg fra Nørre Snede nu i virkeligheden er den Peter Høeg, han skriver om i 'De måske egnede'. Med Karl Ove Knausgårds seks bind om en mand ved navn Karl Ove Knausgård er spørgsmålet om, hvem'jeg’ i en fortælling egentlig er, blevet allemandseje. Ser bort fra Hamlet Om dette spørgsmål har den svenske kritiker Ingrid Elam med let hånd skrevet en vægtig bog fuld af elegant sammenfattede eksempler fra to tusind og fem hundrede års litteratur. Den ældste jeg-forfatter på Elams reol er Sapfo, hvis jeg ifølge hende er unikt og selvudleverende, mens Bellmans 1700-tals jeg helt klart er en rolle. Det jeg, hun møder i Augustins middelalderlige'Bekendelser’, er en person, der bekender sine synder, for at omvendelsen skal få den rette værdighed. Han har ikke svært ved at tro, men ondt ved at afstå fra alt det, som omvendelsen kræver, at han lægger bag sig. Sådan er nu den figur, han vil gøre. Renæssancen satte mennesket i centrum, det ved ethvert skolebarn, men jeget selv var ikke et favoriseret emne, mener Elam. Ikke før med Racines'Fædra’ i 1677 træder et stærkt jeg frem på scenen, siger hun og ser altså bort fra Shakespeares Hamlet. Fra og med det følgende århundrede vokser eksemplernes antal. Det samme gør Ingrid Elams analytiske kraft. Hun kan med få ord ramme essensen af Rousseaus 'Bekendelser', der slår om i en forsvarstale, og Goethes unge Werther, hvis lidelser bliver et spejlkabinet. Ingrid Elam har et godt tag på de kvindelige selvfremstillinger, både dem fra mandlig hånd, som Richardsons 'Pamela', og kvindelige forfatteres jeg-fortællinger som Charlotte Brontës, Victoria Benedictssons og Emily Dickinsons, der fremstiller et jeg, som gror fra ingenting til en forfatter, stik modsat det grandiose jeg, hun finder hos Edith Södergran. Fortællinger eller fiktioner Svensk litteratur er hovedleverandør af eksempler til de sidste hundrede år af Elams jeg-historie, fra Strindbergs'En dåres forsvarstale’ til Lars Noréns 1.600-siders'En dramatikers dagbog’. Herunder de demonstrativt udleverende bøger, som svensk litteratur har været særlig rig på i de seneste år, med forfattere som Carina Rydberg, Sara Stridsberg, Maja Lundgren, der på grund af den rolle, lokale kendisser spiller i bøgerne, ikke er nået ret langt uden for Sverige. Tesen i Elams bog er, at alle fortællinger er netop det: fortællinger eller fiktioner. Og alle de forskellige jeger, der optræder i dem, er fiktioner, i den forstand at de er virkemidler i kunstnerisk prosa. Det elegante ved bogen er, at hun knap nævner sin tese. Hun viser den derimod ved med analyse efter analyse at godtgøre, hvad det er for et menneske, historierne stiller til skue, uden at kere sig om virkeligheden uden om - og uden at man af den grund savner noget. Det er litteraturkritik, der viser, hvordan man gør, i stedet for at sige, hvad man skal gøre. Blæser på, hvad der er sandt Læs for eksempel hendes behandling af Jan Myrdals 'En illoyal europæers bekendelser', 1964, en af Elams bedste dissektioner. Det var en bog, der satte standarden for en generation af venstreorienterede svenskere. Den fremstiller et jeg, som i alle døgnets vågne timer er bevidst og tager ansvar. Som Rousseau bekender dette jeg en forbrydelse. Den er intellektuel og består i »at vide og forstå uden at forhindre og forandre«. Det litterære plot, der skal drive denne pointe hjem, er en historie om et selvmord i jegets nærhed. Elam viser, hvor tydeligt præg den historie har af netop en litterær konstruktion, og hvordan bogens jeg er »som skabt til 1960'ernes velfærdsstat, hvor identitetsdannelsen er et produkt af et rationelt handlende subjekt i et rationelt samfund«. Nok ikke lige hvad Myrdal selv ville sige: som skabt til velfærdsstaten! Med andre ord, Ingrid Elam sløjfer skellet mellem roman og selvbiografi, blæser på, hvad der er 'sandt', og læser samtlige disse bøger på jagt efter det samme, nemlig spørgsmålet, hvad er et menneske, hvilke kræfter styrer det, hvad har det selv styr på? Tv-alderens identificerende billeder Hun søger ikke sporene af autentisk liv, som er trængt ind i teksten, men det livsbillede, der kan læses ud af den. Uanset om det er en jeg-tekst eller en han-tekst. Nej, den egentlige forskel består, mener hun, ikke mellem tekster, men mellem læsere: »Der findes læsere, der altid læser romaner, som om de udspillede sig i virkeligheden, og som indlever sig så meget, at de glemmer, at det er litteratur, de læser, og bliver oprørt over romanfigurernes handlinger og opførsel. Og der findes læsere, som altid er bevidst om, at litteratur er skabt, som holder distancen, ser grebene, opfatter ekkoet af andre tekster, går på jagt efter dybere betydninger, måske utilsigtede«. Hun nødes jo til at tilføje, at selve forekomsten af et jeg altid har formået at narre ellers sofistikerede læsere til at identificere jeg-fortælleren med forfatteren, men spekulerer henkastet på, om denne fristelse mon ikke er tiltaget i tv-alderen, med dens fascinerende og identificerende billeder. Elam er en kritiker, der hellere gør det, hun synes bør gøres ved en tekst, end rakker ned på kolleger, der gør noget andet. Det er nok derfor, hun undlader at citere Hemingways beskrivelse af de kritikere, der ynder at bore i forskellen på liv og digt. Dem, han kalder medlemmerne af litteraturkritikkens skole for privatdetektiver, der altid kan få øje på noget, jeg-fortælleren gør, som forfatteren aldrig kunne have gjort, »men hvad det skal bevise, ud over at en forfatter ikke er totalt blottet for fantasi og opfindsomhed, har jeg aldrig forstået«. FACEBOOK