Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
ib. 'Hjertets hemmeligheder', der indgår i et vel efterhånden mangeårigt erindringsprojekt hos Michael, er blevet et meget særegent, meget michaelsk, pletvis klogt, idiosynkratisk og interessant eksempel på erindringsessayistik.
Foto: JACOB EHRBAHN (arkiv)

ib. 'Hjertets hemmeligheder', der indgår i et vel efterhånden mangeårigt erindringsprojekt hos Michael, er blevet et meget særegent, meget michaelsk, pletvis klogt, idiosynkratisk og interessant eksempel på erindringsessayistik.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ib Michael er tilbage med modigt erindringsværk

Man kan have det blandet med Ib Michaels forfatterskab, men i disse modige erindringsessay kommer han os i møde som et rigtigt 'mensch'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Månens mørke bagside er ikke en klode, men en brønd. Og det er en brønd, der gemmer på alskens modsætningsfyldte elementer, der svinger og suser ind mellem hinanden.

Så syret er det, her i Ib Michaels erindringskalejdoskop ’Hjertets hemmeligheder’, men det udspringer samtidig af en helt konkret oplevelse, Michael har i sin baghave: at overvære en måneformørkelse, hvor månen jo stadig kan ses, eller anes, men hvor »hvad der for et øjeblik siden lignede en klode, viser sig at være den brønd, alle fortællinger øser af«.

LÆS OGSÅ

Men det er der jo alt sammen, baghaven, den seende og månen. Universet er virkelig sært. Men det er et godt afsæt for Michaels tur ned i hovedstolen, eller som han skriver: »Vildfarelser. Fascinationer. Yndlingshistorier«.

Emnerne klæder værket
’Hjertets hemmeligheder’ har på den led selv en komplementær struktur. På den ene side får vi oprullet selvbiografiske ’erindringsbobler’ fra et levet liv i noget, der med spring og sving kan minde om en kronologisk serie frem til et skrivende nu.

Men på den anden side er det en upersonlig og uegal genre- og tekstkollage, der i essayets fri form åbner sig mod verden og de andre og som sagt universet, den virkelig underlige samling af stof og energi, vi også selv består af.

Midt i det mest intimt selvbiografiske er det kosmologisk, og midt i kosmos zoomer vi ind på det private gebet. Dermed bliver denne skrummelkasse af en tekst selv det ’Calabi-Yau’-rum, Ib Michael nævner et sted, et avanceret, nidimensionalt univers.

Og så har Michael, klogt, tror jeg, valgt at skrive om det, han holder inderligt af: Gauguin, Melville, Thailand, Tranströmer, ’Kaperen’, Ekelöf, de fortabte indianerkulturer i Sydamerika ... dermed undgår vi stort set at få retfærdiggørelser, regnestykker, der skal gøres op, ufærdige slag, der skal kæmpes, al den slags. Det klæder ’Hjertets hemmeligheder’.

Far og Ib på ridetur i skoven
Ib Michael er grosserersøn fra Roskilde, men faderen var en proletar, der havde arbejdet sig op, og det lægger sig som et mørkt spor i billedet af en fader, der kunne være hård og smålig, mest rørende i en art urscene ude i skoven. Ib Michael og hans far rider sammen i skoven; Michael er en meget dygtig og talentfuld rytter, men på et tidspunkt presser hans far ham til, at de skal konkurrere ved at sætte over en grøft.

Michael farer af sted, indser midt i springet, at afstanden er for lang, holder sig iskold, ændrer hestens tyngdepunkt bagud og lander sådan, at både hest og rytter lige undgår faldet og døden.

Faderen? Han red rundt om grøften i en blød bue, veg uden om og sagde blot til den store dreng:

»Vi siger ikke noget til mor!«.

Ved at holde sin anerkendelse tilbage, og ved selv at opføre sig som en kujon, svigter han sin søn og skaber et raseri, der skal blive til hævn og faderopgør. Faderen napper på et tidspunkt også en ridetur alene med sønnens sommerkæreste, han kujonerer moderen, bl.a. ved at udnytte højtider til at afværge angreb, og så fremdeles.

Michael: »Af samme grund afskyr jeg urimelige mænd«. Men: »Nu har jeg begravet dem begge. Det vil sige, jeg var til min mors, ikke min fars begravelse«.

Ironi i kritikken
På den selvbiografiske side får vi dernæst følsomme overvejelser oppe fra sommerhuset i Kikhavn, meget nære naturbetragtninger.

Og en gennemgående kritik af Michaels standende polemiske modstander, nemlig dem, der mener at ligge inde med sandheden, de farlige idioter, der tager andre med sig på et korstog, fordi de er lykkeligt befriet for tvivl, forvirring, dobbeltblikkets nådegave.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ib Michael er klogest og bedst de gange, han skriver om sin kærlighed til ting og sager og mennesker.

Her gemmer sig lidt ironi, for undsigelsen af den farlige idiot uden evne til tvivl er jo selv fremsat med vished om, at den udsigende besidder sandheden om dén sag. Et sted hedder det: »Jo mindre jeg fatter, jo klogere er jeg«.

Et andet sted, at vi har de »dannede idioter« eller ’kritikken’, der per definition er farisæisk og stupid. Men så har vi en scene, hvor den uvidende tåbe står over for den dannede idiot! Det taber begge parter ved.

Udstiller det europæiske menneskes grusomheder
Jeg synes, Ib Michael er klogest og bedst de gange, han skriver om sin kærlighed til ting og sager og mennesker. De gode essays om Melville, de fantastiske tekster om Gauguin og hans dagbog ’Før og Efter’, som man får en voldsom lyst til at læse efter Michaels beskrivelse af den, i modsætning til den sødladne og idylliserende ’Noa-Noa’.

Hans hårde gengivelse af spaniernes fremfærd i Sydamerika og på Marquesas-øerne, der fylder én med tristhed og raseri over det europæiske menneskes undertiden ubegribeligt ondskabsfulde handlemåder. Sikke nogle dumme svin, vi har været.

Han er rent ud fremragende i den barokke historie om Mexicos kejser Maximilian, kalkeret over den læst, som hedder: Fantast møder virkelighed.

Og så har han virkelig mange gode onelinere, f.eks. »For intet er mere dødssygt end at høre om andres sanseoplevelser« – skrevet, fordi han ikke vil referere indtagelsen af et dejligt måltid på indonesisk restaurant i Amsterdam. Tak for det.

Meget michaelsk

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det hele begynder og slutter med Tiden, der jo hverken begynder eller slutter, og Michael skriver: »Til sidst visner eller eksploderer den i sygdommen, som ender med at gøre det af med dig. At universet fortsat består, er det eneste bevis, du behøver på udødelighed«. Jeg har altid haft det meget blandet med Ib Michael; men her synes jeg, han er knagende god, både når han er urimeligt åndssvag og selvoptaget, men jo også og især alle de steder, hvor han gavmildt givende kommer os i møde som et ’mensch’.

’Hjertets hemmeligheder’, der indgår i et vel efterhånden mangeårigt erindringsprojekt hos Michael, er blevet et meget særegent, meget michaelsk, pletvis klogt, idiosynkratisk og interessant eksempel på erindringsessayistik.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden