Kunstneren og digteren Claus Handberg Christensen har føjet et nyt led til den serie af ærinder, han tidligere etablerede og forfulgte, i de fine og hårdt avancerede digtværker 'En tilpas støj’ og ’Tak for mørket far’, dvs. vi får en undersøgelse af begærets, seksualitetens og kærlighedens brogede og utydelige vildveje mellem mand og kvinde og en stærk sidetangent, der hilser på den ikke synderligt velkomne arv fra faderen:

»allerede der rasede du over din far// og trøstede dig ved udsigten til den store arv/ intet andet end tørst skal jeg arve/ som jeg allerede sagde dengang«.