0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er min historie, sagde hun ...

Har man lov til at stjæle et andet menneskes liv – så længe det bare sker i kunstens navn? Forfatteren Janne Teller aktualiserer en god gammel diskussion.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For ikke så længe siden mødte jeg til et selskab en god bekendt. Han er ikke den flittigste læser af nyere dansk litteratur, for nu at sige det pænt, men var alligevel blevet grebet af læsefeber: »Jeg måtte lige se, om jeg var med«.

Sidste år havde han købt Helle Helles roman ’Rødby-Puttgarden’ (2005) til både sin mor og sig selv: »Og ved du hvad, jeg kan genkende de fleste af stederne og personerne«.

Var han så selv med? Næ, svarede han. På en gang skuffet og lettet. Han havde faktisk som dreng på Lolland mødt Helle, men da var hun bare en lille pige.

»Du kunne vel også skrive en sjov historie fra Lolland?«, foreslog jeg.

Jo, tøvede han, men nu var han jo ikke forfatter.

»Det er ikke noget problem. I dag er vi alle forfattere. Brug din egen barndom! Og slår den ikke til, så digt lidt til. Kan du ikke skrive noget svinsk om naboerne, skolekammeraterne – og måske Helle Helle ...«

»Du er lam i roen!«, udbrød han.

Sådan hedder det åbenbart på Lolland.

Vi skriver i disse år om hinanden som aldrig før. Stadig flere danskere er – genkendelige eller fordrejede, de fleste gange uden tvivl mod deres bedste vilje – begyndt at optræde i tidens litteratur. Vi låner så at sige af hinanden. Historier om eksmænd og mødre og skolegang, om egne og andres liv: selvbiografier, romaner, og hvad der ellers rører sig af nye litterære nøgleformer og private utidigheder.

Alt var sandt
Knud Romers roman ’Den som blinker er bange for døden’ (2006) er et godt eksempel. Var det rigtig sket – alt det med den tyske mor og hans dårlige barndom; her med Nykøbing Falster som scenen og byens borgere som skurkene? Romer hævdede, at hvad der stod var sandt. Anmelderne troede ham. Men så begyndte protesterne at tikke ind fra folkene i Nykøbing: Lille Knud havde løjet.

Og hvordan var det nu med Erling Jepsens romaner fra barndommens Sønderjylland om hans mor og far? Hele incesthistorien i ’Kunsten at græde i kor’, der bestemt ikke blev mindre af at blive filmatiseret. Romaner, og så alligevel ikke helt: »I stedet for at skrive mine erindringer, har jeg skrevet mine skjulte erindringer. Der er vel 80 procent sandhed«, udtalte han i 2002 i Berlingske. Var det faktisk sandt? Det var det, man sad og tænkte på ved første gennemlæsning. Det er også det, som Jepsen har været rigtig god til at overbevise os om – ligesom Knud Romer – i diverse offentlige interview. Siden begyndte man at tvivle ...

Erling Jepsen har foreløbig overlevet sit charmerende dobbeltspil – eller det, som Poul Behrendt ville kalde for dobbeltkontrakten mellem forfatter og læser. Spørgsmålet er, om den franske forfatter Michel Houellebecq gør det – altså, overlever. I sine skandaleombruste bøger har han heller ikke holdt sig tilbage for at bruge af sig selv og sine nærmeste; bl.a. i ’Elementarpartikler’ (2001). Især har han udleveret sin mor – ved navn – som en sexfikseret, egoistisk 68’er, der skred fra sine børn. I vores egen avis har vi kunnet læse, at den gamle mor nu truer sønnen med at hamre hans tænder ud med sin stok, hvis han skriver et ord mere om hende. Ja, man skal vare sig for at få børn i vore dage ...

Et vintereventyr’ (2002) har turdet sætte sine ben i Norge, er også tvivlsomt. I romanen gjorde Rifbjerg den store polarforsker Fridtjof Nansen til bøsse. Nordmændene græd og svovlede, da de læste om Fridtjof, der hygger sig under polarhimlen med rom og bjørnefedt i soveposen – med en anden mand. Det lignede et mord på en faderfigur; en både respektløs og faktuel fordrejning. Rifbjerg henviste til fiktionens ret. Det var jo for fanden et eventyr ...

Og bedre blev det ikke sidste år, da vi i biografien kunne se Morten Hartz Kaplers’ endnu mere provokerende værk, ’AFR’ – det var her, instruktøren gjorde Anders Fogh Rasmussen til bøsse og derpå myrdede ham. Og vel er Anders Fogh ikke Fridtjof Nansen, men han er, trods alt, så meget mere et levende menneske; en del af nutiden. Endnu et kendt liv blev taget, helt konkret, endnu en grænse blev flyttet, og virkeligheden og kunsten, der snoede sig ind og ud af hinanden, blev på ny debatteret: »Manipulationen muterer til kunst«, konkluderede Kim Skotte. Efter mange gode og svære overvejelser.

Hvem ejer Anders Fogh? Hvem ejer for den sags skyld historien om Helle Helle? Er der en ophavsret til Lolland og Nykøbing F. – for ikke at tale om Blekingegade med tilhørende sag og bande? Det er det spørgsmål, der senest er blevet vendt og drejet, da Peter Øvig Knudsen frygtede for, at Zentropa ville krænke hans ophavsret med en kommende filmatisering, der bygger på en andens bog. Kan man tage patent på en sag? Virkeligheden tilhører jo os alle sammen – eller gør den?

Ikke let at være menneske

Det er ikke blevet lettere at være menneske. Det er faktisk blevet temmelig besværligt. At leve og at læse og ikke altid lige vide, hvilken kontrakt man nu skal indgå med virkeligheden – og med de historier, vi får fortalt. Hvis historie? Og med hvilken sandhed? Med hvilken ret til at fortælle den, som man gør? Det er et faktum, at Thomas Vinterbergs ’Festen’ (1998) byggede direkte på en tragisk historie, fortalt af en ung mand i radioen. Men var det fyrens egen historie eller bare en løgn, der så blev til en sandhed, som så igen voksede til et stykke illusion, først som film, siden som teaterstykke? Kunstneren Claus Beck-Nielsen begik i 2001 litterært selvmord, ja, han udslettede simpelthen sig selv. I dag hedder han vist bare Nielsen. Han lever stadig videre som kunstner. Der er dog aftener i teatret, hvor jeg møder ham og giver hånd, men på et stadig mere usikkert grundlag: Er det nu ham? Er man selv virkelig? Man kan godt komme i tvivl i disse år. Er der snart noget at sige til, at man må dokumentere sig selv for at bevise sig selv: Kan man ikke googles, eksisterer man ikke, påstår nogen. Er virkeligheden, den gode gamle, skredet under fødderne på os, er nettet så meget mere blevet vores, nå ja, sikkerhedsnet. En garanti for, at vi er her! Face to facebook, og med alle de digitale fortællinger, der på en gang forstærker følelsen af virkelighed og forstørrer afstanden til den. Og med en ikke ubetydelig risiko, i øvrigt, for at få stjålet ikke bare sine penge, men hele sin historie og identitet. På nettet er det den mindste kunst.





Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage