For ikke så længe siden mødte jeg til et selskab en god bekendt. Han er ikke den flittigste læser af nyere dansk litteratur, for nu at sige det pænt, men var alligevel blevet grebet af læsefeber: »Jeg måtte lige se, om jeg var med«. Sidste år havde han købt Helle Helles roman ’Rødby-Puttgarden’ (2005) til både sin mor og sig selv: »Og ved du hvad, jeg kan genkende de fleste af stederne og personerne«. Var han så selv med? Næ, svarede han. På en gang skuffet og lettet. Han havde faktisk som dreng på Lolland mødt Helle, men da var hun bare en lille pige. »Du kunne vel også skrive en sjov historie fra Lolland?«, foreslog jeg. Jo, tøvede han, men nu var han jo ikke forfatter. »Det er ikke noget problem. I dag er vi alle forfattere. Brug din egen barndom! Og slår den ikke til, så digt lidt til. Kan du ikke skrive noget svinsk om naboerne, skolekammeraterne – og måske Helle Helle ...« »Du er lam i roen!«, udbrød han. Sådan hedder det åbenbart på Lolland. Vi skriver i disse år om hinanden som aldrig før. Stadig flere danskere er – genkendelige eller fordrejede, de fleste gange uden tvivl mod deres bedste vilje – begyndt at optræde i tidens litteratur. Vi låner så at sige af hinanden. Historier om eksmænd og mødre og skolegang, om egne og andres liv: selvbiografier, romaner, og hvad der ellers rører sig af nye litterære nøgleformer og private utidigheder. Alt var sandt Knud Romers roman ’Den som blinker er bange for døden’ (2006) er et godt eksempel. Var det rigtig sket – alt det med den tyske mor og hans dårlige barndom; her med Nykøbing Falster som scenen og byens borgere som skurkene? Romer hævdede, at hvad der stod var sandt. Anmelderne troede ham. Men så begyndte protesterne at tikke ind fra folkene i Nykøbing: Lille Knud havde løjet. Og hvordan var det nu med Erling Jepsens romaner fra barndommens Sønderjylland om hans mor og far? Hele incesthistorien i ’Kunsten at græde i kor’, der bestemt ikke blev mindre af at blive filmatiseret. Romaner, og så alligevel ikke helt: »I stedet for at skrive mine erindringer, har jeg skrevet mine skjulte erindringer. Der er vel 80 procent sandhed«, udtalte han i 2002 i Berlingske. Var det faktisk sandt? Det var det, man sad og tænkte på ved første gennemlæsning. Det er også det, som Jepsen har været rigtig god til at overbevise os om – ligesom Knud Romer – i diverse offentlige interview. Siden begyndte man at tvivle ... Erling Jepsen har foreløbig overlevet sit charmerende dobbeltspil – eller det, som Poul Behrendt ville kalde for dobbeltkontrakten mellem forfatter og læser. Spørgsmålet er, om den franske forfatter Michel Houellebecq gør det – altså, overlever. I sine skandaleombruste bøger har han heller ikke holdt sig tilbage for at bruge af sig selv og sine nærmeste; bl.a. i ’Elementarpartikler’ (2001). Især har han udleveret sin mor – ved navn – som en sexfikseret, egoistisk 68’er, der skred fra sine børn. I vores egen avis har vi kunnet læse, at den gamle mor nu truer sønnen med at hamre hans tænder ud med sin stok, hvis han skriver et ord mere om hende. Ja, man skal vare sig for at få børn i vore dage ...

Man skal tage sig i agt
Man skal i det hele taget tage sig i agt. Forfatteren Janne Teller spidsstiller problemet i sin aktuelle bog, ’Kom’: Hvor går grænsen for ytringsfriheden i litteraturens verden? Hvis man tager et andet menneskes liv, bliver man jo anholdt og puttet i fængsel. Der er love mod den slags. Men hvad så, når nogen – det kunne være ens egen søn eller veninde – begår litterært indbrud i ens liv med det forsæt at sælge det som sin egen historie?

Det er det, som Janne Tellers roman handler om. En populær forfatter har indgivet et manuskript om krig og massevoldtægt i et tredjeverdensland. Det ligner et guldæg. Forlæggeren gnider sig i hænderne. Der er bare lige ét problem. En kvinde opsøger ham: »Det er min historie«, sagde hun lavmælt«. Eller er det? Det tænker forlæggeren og læseren så grundigt over gennem hele bogen. Har man lov til at stjæle et andet menneskes liv – bare det sker i kunstens navn? Det samme spørgsmål stilles, dog lidt mere amerikansk og thrilleragtigt i John Colapintos også aktuelle roman, ’Lige efter bogen’, om forfatterdrømme ... og om at stjæle med arme og ben.

Der var engang, hvor der var orden på kunsten og styr på verden. På min barndoms bibliotek gik man til højre, hvis det var skønlitteratur, man søgte, og til venstre, hvis det var sagprosa, man skulle låne. To verdener, digt og virkelighed – adskilt og ordnet. Det var så ligetil og overskueligt. Ikke blande!

Herman Bang stod til højre. Danmarkshistorien til venstre. En dag i slutningen af 1980’erne væltede så alle reolerne: Historie kunne lige så godt være litteratur, som litteratur kunne være historie, hed det. Virkeligheden imploderede – siden har hverken biblioteket eller jeg rigtig været os selv. Vi farer i blinde, forføres og skuffes. Som da det gik op for mig, at Herman Bang om ikke var imploderet, så dog var et lige så stort svin som så mange andre forfattere før og efter ham.

Det rene pjok
I mange år blev Bang trøstet og fodret på Clasens Hotel i Sæby. Martine Clasen var som en mor for ham. I ’Sommerglæder’ (1902) kvitterede Bang for gæstfriheden ved at udstille hende som det rene pjok. Fru Clasen (i romanen: Brasen) låste sig inde – og græd. Bang skrev og undskyldte. Hun svarede ham aldrig ... og han kom aldrig siden til Sæby. Om Klaus Rifbjerg siden udgivelsen af ’Nansen og Johansen.

Et vintereventyr’ (2002) har turdet sætte sine ben i Norge, er også tvivlsomt. I romanen gjorde Rifbjerg den store polarforsker Fridtjof Nansen til bøsse. Nordmændene græd og svovlede, da de læste om Fridtjof, der hygger sig under polarhimlen med rom og bjørnefedt i soveposen – med en anden mand. Det lignede et mord på en faderfigur; en både respektløs og faktuel fordrejning. Rifbjerg henviste til fiktionens ret. Det var jo for fanden et eventyr ... Og bedre blev det ikke sidste år, da vi i biografien kunne se Morten Hartz Kaplers’ endnu mere provokerende værk, ’AFR’ – det var her, instruktøren gjorde Anders Fogh Rasmussen til bøsse og derpå myrdede ham. Og vel er Anders Fogh ikke Fridtjof Nansen, men han er, trods alt, så meget mere et levende menneske; en del af nutiden. Endnu et kendt liv blev taget, helt konkret, endnu en grænse blev flyttet, og virkeligheden og kunsten, der snoede sig ind og ud af hinanden, blev på ny debatteret: »Manipulationen muterer til kunst«, konkluderede Kim Skotte. Efter mange gode og svære overvejelser. Hvem ejer Anders Fogh? Hvem ejer for den sags skyld historien om Helle Helle? Er der en ophavsret til Lolland og Nykøbing F. – for ikke at tale om Blekingegade med tilhørende sag og bande? Det er det spørgsmål, der senest er blevet vendt og drejet, da Peter Øvig Knudsen frygtede for, at Zentropa ville krænke hans ophavsret med en kommende filmatisering, der bygger på en andens bog. Kan man tage patent på en sag? Virkeligheden tilhører jo os alle sammen – eller gør den? Ikke let at være menneske