Siegfried Lenz er forfatter til et af efterkrigstidens vigtigste pejleværker, den muntert-sørgmodige ’Tysktime’ (1968) om pligtens og medløberiets djævelskab.
Nu, i den sene ende af livet, skriver han mere i det korte format, noveller og små romaner, og om lidt andre temaer, men med samme vægt på etik, med en tone i sproget, der kan minde om venlighed, og i grunden lige så godt.
