Denne roman af den unge Siegfried Lenz, der først nu foreligger på dansk, har jeg tilfældigvis læst lige oven i Henry Millers rejsebog ’Kolossen fra Maroussi’, og sjældent har jeg oplevet større svælg end dét mellem Millers Grækenland 1939 og Lenz’ Tyskland 12 år efter. Det er bragende sol over for gråt i gråt, med rustpletter.

Romanen foregår i Hamburg ca. 1951 omkring den hærgede enkemand Hinrichs, og i første scene ser vi ham radere i sin dykkerbog – gøre sig to år yngre – for at få arbejde. Jobbet er dødsens farligt, og han får åndenød inde i kobberhjelmen, når han med blysko nedsænkes for at redde brugbare rester fra døde skibe, men han har to børn at forsørge i det lille træhus ved Elben, og han er dygtig.