0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hellensk for begyndere

Litterære grækenlandsfarere bør starte her, inden de pakker kufferten.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Mette Dreyer

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Peloponnes i maj. En søvnig flue bestiger en knækket søjle, håbløst uvidende om, at dette meget vel kan have været skuepladsen for én af mytologiens mest gribende kærlighedstragedier: Var det mon her, Orfeus steg ned i Hades for at udfri sin elskede af dødens garn, eller var det under dette blomstrende frugttræ, at prins Paris for første gang lod fingerspidserne gå på opdagelse under den skønne Helenas særk?

Grækenland er én stor polyfon oldtidskollage, overalt kratter landskabet sin tusindårige spøgelsesskrift, og i tusmørket myldrer det frem med nymfer og mænader, kentaurer, kykloper og satyrer med gedebukkeskæg og kønnet hejst til kamp.

Grækenland er den europæiske kulturs vugge, siger man, og dertil Europas mest suggestive sted at feriere: Mellem de majestætiske bjerge og det azurblå hav kan man så at sige gå selve verdenslitteraturen i møde og som i en anden 3D-biograf lade sig synke til bunds i en oceanisk totaloplevelse, hvor drøm bliver til virkelighed, og fiktion og skrøne tårner sig svimlende op.

Begynd gerne med klassikerne: den primitive glæde ved at læse 'Odysseen' og 'Iliaden' in situ, sætte erobringen af Troja møjsommeligt i scene mellem cikader og æsellort, se Odysseus stævne ind bag Ithakas disede pynt. Eller hvad med Sapfos lidenskabelige sange, Euripides' dramatik, Platons geniale dialoger? Alt sammen er det til stede som et ekko af et ekko her midt i det overdådige græske forår: længslen efter evighed, tilværelsens katastrofer og absurde matematik.


Må jeg derpå anbefale, at De for en stund lukker barbarerne ind: eksempelvis svirebrødrene Lawrence Durrell og Arthur Miller - eller måske John Fowles, hvis psyko-erotiske labyrintgyseri står så godt til middagstimens feberhede, til lyden af geder og rindende vand.

Endelig bør De overveje at gå på opdagelse i 'nordbo møder det græske lys'-genren, hvori d'herrer Andersen og Nordbrandt naturligt rager frem, men hvor også så væsensforskellige lyrikere som Mølbjerg, Rasmussen og Røgilds på fornøjeligste vis har deres at føje til.

»Ingen enkelt Digtning kan omfatte en saadan Storhed«, beretter H.C. Andersen fra det hellenske og uddyber: »hvert udbrændt Flodleie, hver Høi, hver Steen havde store Erindringer at fortælle, hvor smaat bliver ikke paa et saadant Sted Hverdagslivets Ujevnheder?«.


Og således når vi frem til den moderne græske poesi i almindelighed og to tilstundende mærkedage i særdeleshed: Det er i disse dage 140 år siden, at enigmatiske Konstantinos P. Kavafis kom til verden i Alexandria, Egypten - og 40 år siden, at Giorgos Seferis (som den første græker nogensinde) modtog Nobelprisen i litteratur.

For nu at starte bagfra: Digterdiplomaten Seferis forstod - som så mange af sine nygræske digterkolleger - at gøre mytologisk stof personligt og forvandle sit lands datid og magiske lys til et tæt klima om sin ofte spidsfindigt reflekterende poesi.

Han regnes for græsk poesis første fuldblodsmodernist og spillede sammen med den næsten selvlysende Odysseus Elytis en vigtig rolle som et folkeligt fikspunkt under oberststyret. Begge findes de kompetent (om end sparsomt) oversat til dansk. Læs dem!


Sidst, men ikke mindst, bør de unde Dem selv en rejse med Kavafis, denne morsyge misantrop, som levede sit liv i selvvalgt landflygtighed, og hvis eksklusive forfatterskab vakte international genklang, skønt det kun cirkulerede i en snæver kreds og ved hans død talte blot 26 publicerede digte.

Kavafis er og bliver en gådefuld, nærmest kafkask figur: I dagtimerne kontorist i det egyptiske ministerium for offentlige arbejder, om natten en storslået drømmer, som tålmodigt digtede sig vej ind i mytologien og dyrkede hengiven sex med Alexandrias smukkeste knægte.

Kavafis' element er spændingsfeltet mellem historie, filosofi og erotik - hans digte er snart storladne og gennemkomponerede, snart tungsindige smånotater om livet i arabisk eksil.

Stærkest står måske den (homo)erotiske del af hans forfatterskab, hvori han med forbløffende selvfølgelighed skildrer ulvetimens intense forelskelser og selv som en bedaget embedsmand lader sig henføre af ungdomstidens »skæbnesvangre glæder«. Kavafis hører så afgjort til heltene. Tillykke med de 140, du sære, gamle kamæleon!

»Hvis disse vinduer kunne rejse/ ville de være i Grækenland nu/ og spejle solnedgangen over havet«, skriver Henrik Nordbrandt, og tillad mig venligst at gøre hans længsel til min: På bagsmækken af kontinentet hænger der et forrevet alfabet, som bør læses med samtlige sanser og indtages måbende i små, glubske portioner.

Den søvndrukne flue har langt om længe nået toppen af den knækkede søjle og styrter sig nu hovedkulds ud i Náfplions lave lys. Solen plirrer i valmuerne. Eventyret kalder.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce