Peloponnes i maj. En søvnig flue bestiger en knækket søjle, håbløst uvidende om, at dette meget vel kan have været skuepladsen for én af mytologiens mest gribende kærlighedstragedier: Var det mon her, Orfeus steg ned i Hades for at udfri sin elskede af dødens garn, eller var det under dette blomstrende frugttræ, at prins Paris for første gang lod fingerspidserne gå på opdagelse under den skønne Helenas særk? Grækenland er én stor polyfon oldtidskollage, overalt kratter landskabet sin tusindårige spøgelsesskrift, og i tusmørket myldrer det frem med nymfer og mænader, kentaurer, kykloper og satyrer med gedebukkeskæg og kønnet hejst til kamp. Grækenland er den europæiske kulturs vugge, siger man, og dertil Europas mest suggestive sted at feriere: Mellem de majestætiske bjerge og det azurblå hav kan man så at sige gå selve verdenslitteraturen i møde og som i en anden 3D-biograf lade sig synke til bunds i en oceanisk totaloplevelse, hvor drøm bliver til virkelighed, og fiktion og skrøne tårner sig svimlende op. Begynd gerne med klassikerne: den primitive glæde ved at læse 'Odysseen' og 'Iliaden' in situ, sætte erobringen af Troja møjsommeligt i scene mellem cikader og æsellort, se Odysseus stævne ind bag Ithakas disede pynt. Eller hvad med Sapfos lidenskabelige sange, Euripides' dramatik, Platons geniale dialoger? Alt sammen er det til stede som et ekko af et ekko her midt i det overdådige græske forår: længslen efter evighed, tilværelsens katastrofer og absurde matematik.