Da krisen i 2008 rystede verden, steg der et skrig mod himlen efter en grand theory inden for makroøkonomi, der kunne give os den viden og dermed de handleredskaber, der kunne forebygge lignende katastrofer.
Nobelpriser i økonomi blev tilsyneladende givet til matematiske økonomer med specialefelter og politiske holdninger, der ikke truede the establishment, men var pæne og keynesianere som Paul Krugman eller efterfølgere af Friedmanns monetarisme.





