To bøger vækker berettiget opsigt i Marokko, hvor forfatteren hyldes for sine akkurate beskrivelser af 1700-tallets store hersker Sidi Mohamed ben Abdallah og det land, han regerede. Forfatteren er dansk, hedder Georg Hjersing Høst og døde for over 200 år siden efter en karriere som konsul i Marokko og guvernør på de Dansk-Vestindiske Øer. Høst var diplomat til fingerspidserne. En usædvanligt veluddannet repræsentant for den danske stat, der er velbevandret i arabisk, berberiske sprog, tysk, latin og græsk og derfor citerer alle kilder på originalsproget. Han evner at stille islam og kristendom over for hinanden, via konkrete eksempler fra både Koranen og Bibelen, hvorfor hans to bøger om henholdsvis 'Kongerigerne Marrakesh og Fes' og 'Den marokkanske kejser Sidi Mohamed ben Abdallahs historie' både rummer stor indsigt og er præcise skildringer af Marokko på den tid. Ligesom de belyser forholdet mellem Danmark og Marokko i detaljer, som man ellers ikke kender så meget til, og som indtil nu i store træk er blevet overset af historikerne. De to bøger har været at finde på Det Kongelige Bibliotek, og blev fundet frem af en udenlandsdansker, som i mange år har været bosat i Essaouira, en mindre provinsby ved den marokkanske Atlanterhavskyst et par timers kørsel nord for feriebyen Agadir. Nu er de udgivet på fransk og arabisk og kaster nyt lys over den tid, da Danmark var de første til at have konsulat i Marokko. Konsulatet Tæt ved stranden i Essaouira står en bastant bygning, der helt skiller sig ud fra den øvrige bys afskallede mure. De tunge granitsten har simpelthen en anden modstandskraft over for det notorisk hårde klima, som er karakteristisk for byen, hvor husene i den gamle medina ved havet konstant nedbrydes af salt og fugt. Nabo er nemlig det så godt som altid frådende Atlanterhav og den nådesløse vind, der som regel blæser adskillige pelikaner. Og sætter det 'Allah U Akbar' i relief, som fiskerne altid mumler, inden de sætter ud fra den lidet beskyttede havn med lurende rev under havets overflade. Men som også har fået windsurfere fra hele verden til at valfarte til Essaouira, kendt i de kredse som Windy City Africa. Den bastante bygning inde i bunden af en lille smøge er i dag nabo til badehuset og vender ligesom skuttende sin ryg væk fra stranden. Den er for længst blevet taget i brug af hjemløse, der har oprettet interimistiske boliger i de store rum, som stadig vidner om en anden tid, da bygningen havde en anderledes fin betydning. Det var nemlig her, at Det Under Kong Frederik Den Femte Oprettede Danske Afrikanske Kompagnie i midten af 1700-tallet oprettede dansk konsulat som de første af en lang række nationer. Inviteret af den initiativrige marokkanske sultan, eller rettere kejser, Sidi Mohamed ben Abdallah, som grundlagde Essaouira og til sin rådighed havde en tilfangetaget fransk arkitekt, som tidligere havde tegnet den bretonske by St. Malo. Kendere påstår, at der er stor lighed mellem de to byer. Piraternes kyst Sultanen - eller som han blev kaldt - kejseren, fordi han regerede over et rige, der strakte sig fra Middelhavet og helt ned på den anden side af Sahara, var en meget åbensindet hersker - eksempelvis den første til overhovedet at anerkende De Forenede Stater. Som ung mand havde han gjort pilgrimsrejsen til Mekka med sin mor, og han var så interesseret i at handle med danskerne, at han 1749 sendte jøden Joseph Buzgalo de Paz til København med det resultat, at den danske konge returnerede udsendingen med et dansk skib til Salé (naboby til den nuværende hovedstad, Rabat), hvor det første danske konsulat blev etableret. Samt indgik en aftale med kejseren, som også betød betaling finansieret af den såkaldte Slavekasse, der var blevet indført af Frederik IV tilbage i 1715 på et tidspunkt, hvor mange danske søfolk sad som gidsler og skulle løskøbes. Sørøveri var sat i system af maurerne i den notoriske Bou Regreg-republik. Geschæften blev overtaget af Sidi Mohamed ben Abdallahs bedstefar, den navnkundige Moulay Ismael, som med nogen ret er blevet kaldt 'Marokkos solkonge'. Under ham blev det normen, at den europæiske skibsfart ud for Marokko blev nødt til at betale 'beskyttelsespenge', og i Danmarks tilfælde oprettede man en stribe konsulater i hele Magreb (Marokko, Algeriet, Tunis og Libyen), heraf et i Essaouira. Det var dog ikke sørøveri, det hele. I Essaouira var der nemlig rig mulighed for forretninger. Dagligt ankom store karavaner fra knudepunkter som Timbuktu, den sagnomspundne by ved Nigerfloden, nede syd for Saharaørkenen. Lastet med alt fra det eftertragtede gum arabika til strudsefjer og guldstøv.