Det var i Firenze i vinter, og byens store søn Boccaccio ville have elsket pigen jeg mødte i via Faenza. Hun var ca. 25, dødsmart, iført lange støvler, høj slids og mobiltelefon. Hun talte tydeligvis i mobilen med en tilrejsende bejler, for lige ud for mig sagde hun ind i røret med en henrivende accent: »Of course I'll sleep with you!«. Det var 'Dekameron 2002'. Med sin slids skrævede pigen hen over 650 år. Boccaccios damer havde jo ikke den teknologi til at meddele mændene deres lyster, men de klarede det med samme frigjorte ynde som hende i via Faenza. Det er det mest frapperende ved at genlæse 'Dekameron': kvindernes hovedrolle. Boccaccios sensuelle paradiso ligner ikke just hans bysbarn Dantes med den ædle Beatrice ved hånden, men Det Kvindelige er lige så centralt i hans univers, og hans kvinder er mere sammensatte og - ja, moderne.