Benny Andersen overvejede selvmord

Det hele kunne være stoppet i 1960.

Tænk lige over det. På lørdag bliver Benny Andersen 80, og til næste år kan han fejre, at han har fået udgivet bøger i 50 år, og så kunne karrieren have været overstået næsten før, den kom i gang.

I dag føler Benny Andersen sig i absolut balance med livet, men han forsøger aldrig at skjule, at han i de yngre år havde meget depressive perioder, hvor digterkysen sad så stramt, at det gjorde ondt. »Det var dengang, man overvejede, om man skulle begå selvmord, eller man bare skulle skrive om det. Og i hvert fald kunne man starte med at forsøge at skrive om det«, siger digteren. Når han nævner det – næsten en passant og med en afvæbnende lille latter – er det svært at forestille sig, at det er en den samme digter, som har skrevet nogle af de mest livsbekræftende digte, hvor ordene på den ene side nærmest drysses hen over siden og alligevel falder på plads i et mønster, som ligner naturens egen orden. Det er faktisk også sådan, det foregår indimellem. At ordene bare havner i rette geled. Men langt fra altid. Tag nu ’Svantes viser’. »Her har vi en halvgammel, halvfed halvsvensker, hvis historier ganske vist har en del humor, men der er også meget mørk rand udenom. Da jeg havde skrevet halvdelen af viserne, tænkte jeg, at det her var der sgu da ingen, der ville udgive, indtil jeg tænkte, at der da måtte have været én dag, hvor Svante havde været lykkelig. Det var der, jeg prøvede at finde et rim på, »Livet er ikke det værste, man har«. Jeg tog rimordbogen og prøvede mig frem. Hvad rimer på har? Har – bar – klar? Ja, klar. »Og om lidt er kaffen klar«. »Fuglene flyver i flok«. Frem med rimordbogen igen. Hvad rimer på flok? Pjok – stok – nok? Nå ja. »Når de er mange nok«. Det lyder, som om sproget er sprunget lige ud af turbanen, men det er skrevet med iskoldt overlæg«, siger Benny Andersen. Harme over danskere