Det hele kunne være stoppet i 1960.
Tænk lige over det. På lørdag bliver Benny Andersen 80, og til næste år kan han fejre, at han har fået udgivet bøger i 50 år, og så kunne karrieren have været overstået næsten før, den kom i gang.
Formfuld. Ingen kan som Benny Andersen bløde danskernes let melankolske udtryk op og trække det ud til et skævt smil. Foto: Miriam Dalsgaard
Luk beskedvindue
Nyhedsbrevet er kun for abonnenter!
Med et digitalt abonement får du fuld adgang til hele politiken.dk, alle nyhedsbreve og e-avisen leveret hver aften.
Luk beskedvindue
Du er allerede tilmeldt nyhedsbrevet
Men vi har en hel række andre nyhedsbreve, som måske kunne interessere dig.
Benny Andersen overvejede selvmord
Digteren, der om nogen har indrammet den danske folkesjæl, har haft sine mørke stunder.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
I dag føler Benny Andersen sig i absolut balance med livet, men han forsøger aldrig at skjule, at han i de yngre år havde meget depressive perioder, hvor digterkysen sad så stramt, at det gjorde ondt. »Det var dengang, man overvejede, om man skulle begå selvmord, eller man bare skulle skrive om det. Og i hvert fald kunne man starte med at forsøge at skrive om det«, siger digteren. Når han nævner det – næsten en passant og med en afvæbnende lille latter – er det svært at forestille sig, at det er en den samme digter, som har skrevet nogle af de mest livsbekræftende digte, hvor ordene på den ene side nærmest drysses hen over siden og alligevel falder på plads i et mønster, som ligner naturens egen orden. Det er faktisk også sådan, det foregår indimellem. At ordene bare havner i rette geled. Men langt fra altid. Tag nu ’Svantes viser’. »Her har vi en halvgammel, halvfed halvsvensker, hvis historier ganske vist har en del humor, men der er også meget mørk rand udenom. Da jeg havde skrevet halvdelen af viserne, tænkte jeg, at det her var der sgu da ingen, der ville udgive, indtil jeg tænkte, at der da måtte have været én dag, hvor Svante havde været lykkelig. Det var der, jeg prøvede at finde et rim på, »Livet er ikke det værste, man har«. Jeg tog rimordbogen og prøvede mig frem. Hvad rimer på har? Har – bar – klar? Ja, klar. »Og om lidt er kaffen klar«. »Fuglene flyver i flok«. Frem med rimordbogen igen. Hvad rimer på flok? Pjok – stok – nok? Nå ja. »Når de er mange nok«. Det lyder, som om sproget er sprunget lige ud af turbanen, men det er skrevet med iskoldt overlæg«, siger Benny Andersen. Harme over danskere
På sine nu ældre dage kunne det se ud, som om han træder stadig kraftigere i karakter som person og ikke kun som digter. For få år siden markerede han sig i debatten om tonen i udlændingedebatten, og da konflikten omkring irakerne i Brorsons Kirke for nylig var på sit højeste, sagde han, at hans harme over den danske mentalitet nu efterhånden var blevet så stor, at han ikke ville have den sparet op længere. Nu ville han godt have den hævet.
Selv synes han nu ikke, det er et nyere fænomen, at han udtaler sig med kant i den offentlige debat.
»Allerede i 1985 skrev jeg jo om landets provinsielle forhold til udlændinge i digtet ’H.C. Andersens land’, fordi jeg skammede mig over mit land. Jeg skrev: »Danmark, gør vor skam til skamme, at vi kan forny dit ry«. Det digt viste sig jo at være holdbart helt op til i dag«.
Benny Andersen har det imidlertid ikke sådan, at digte og digtere skal noget. Selv har han ganske vist skrevet adskillige bestillingsdigte, men han har, siger han, kun gjort det, når det handlede om emner, han i forvejen gik og tumlede med.
»Jeg føler kun, jeg skal noget, hvis ikke jeg kan lade være«.
Men der er stadig meget, han gerne vil. Der vil blive ved med at komme digte fra hans hånd, til han ikke er her mere. Det er han sikker på. Og selv om han godt ved, man ser ham som Danmarks nationalskjald, undres han ofte over, hvor bredt hans publikum er.
»Man kunne forvente, at mine læsere var på min egen alder eller måske lidt yngre, men det viser sig, at mange unge – både fra gymnasier og seminarier – henvender sig til mig med spørgsmål. Blandt andet om ’Svantes viser’. Hvad fanden, tænker jeg så, hvorfor interesserer det unge mennesker, men der er åbenbart et eller andet elementært i ordene, som får det til at rykke i dem. Og ikke nok med det, for nylig fik jeg et brev fra en pige, som sendte mig tre spændende digte, hun havde skrevet, samtidig med at hun takkede mig for at have været en stor inspiration«, siger Benny Andersen.
Da han havde læst pigens brev, gav det et gib i den gamle digter, for det var unægtelig en ny generation, der her meldte sig.
De tre digte var skrevet af en pige på otte.
Måske er det bare dét, han og hans digte kan. Række ud over generationskløfte og geografiske grænser.
»Mine digte er oversat til mere end 20 sprog, så måske er jeg ikke engang specielt dansk«.
Redaktionen anbefaler:
Skønlitteratur
Hyggepianisten, der blev nationalskjald
Annonce
Annonce