Jamen, kan der siges mere om nazisternes udryddelseslejre?

Kan man holde mere ud? Efter at have mavet sig igennem den græsk-jødiske eksfange Shlomo Venezias ubærlige øjenvidneberetning må man svare ja til begge dele. I forhold til, hvad vi før har kunnet læse, selv i forhold til Primo Levis uafrystelige bøger, virker denne bog som at blive lukket fra helvedes forgård ind i det inderste af Helvede. Selve det – helt bogstaveligt – hede, hule, sydende inferno. Så er De advaret. Shlomo Venezia kom fra Thessaloniki, og i de første krigsår var hans jødiske familie som italienske statsborgere beskyttet i den italiensk-besatte del af Grækenland. Med Italiens kapitulation i 1943 strammedes garnet, og tyskerne finkæmmede selv de mindste græske øer for at deportere jøder. I april 44 – efter 11 dages togrejse – kom familien med 2.500 andre til Auschwitz-Birkenau i Polen, hvor 80 pct. rutinemæssigt blev sendt til aflivning straks. Også to af Shlomos søskende overlevede mirakuløst, men selv 62 år efter, da han fortæller sin beretning, vil han have foretrukket en langsom sultedød for det, der skete. Sonderkommandoeni Krematorium III Da den 21-årige meldte sig som ’frisør’ for at arbejde indendørs, blev han udtaget til Sonderkommandoen i Krematorium III. Den bestod af jøder, hvis opgave var at mase de afklædte ofre ind i gaskamrene og så hente de sammenfiltrede lig ud, samle tøj og sko, trække guldplomber ud, afklippe kvindernes hår, der blev solgt til fabrikanter af tæpper og filt (»det mest praktiske var lange fletninger«), stable ligene i ovnene, muge aske ud, knuse knoglerne, spule og kalke gaskamrene, så de var klar til næste togladning. Alt afviklet maskinelt over 72 timer i toholdsskift À 12 timer. Til gengæld for at få »hænderne begravet i død« led Sonderkommandoerne mindre under lejrens sult, kulde og vold, men alle ventede at blive ’selekteret’ – dvs. gasset – efter tre måneder, for at ingen kunne vidne bagefter. Dog lykkedes det Shlomo at overleve både et nedkæmpet fangeoprør, dødsmarchen fra Auschwitz til andre lejre og den tuberkulose, han blev smittet med. Efter tolv år på klinikker fik han en ny familie og en kone, »der kunne holde mig ud«, men aldrig en normal tilværelse. Prisen for livet blev – livet. »De overlevendes sygdom« er »en sygdom, som fortærer os indvendigt, og som dræber enhver følelse af glæde … Jeg har aldrig følt, at alt gik godt, eller som andre mennesker kunnet gå ud at danse og more mig uden bekymringer … Alt bringer mig tilbage til lejren … Man forlader aldrig rigtig krematoriet«. Den politiske filosof Hannah Arendt skrev i sit centrale essay ’The Concentration Camps’ (1948), at hovederfaringerne for kz-lejrenes overlevende, det, der overgår al hidtidig menneskelig erfaring, dels var oplevelsen af den totalitære terror som et uvirkeligt, formålsløst vanvid, hvor man var berøvet al identitet og værdi som led i den sporløse udslettelse, dels var, hvordan overlevernes vidnesbyrd bagefter blev mødt med dyb mistro, ja, med afsky og had. Flygtede ind i tavsheden Shlomo Venezia oplevede også efter krigen, at folk ikke ville lytte. De mente med himmelvendte øjne, at manden måtte være gal. Det var absurd nok en fortsættelse af fangernes egen reaktion, når de valgte at »flygte ind i tavsheden«. Først tolv år efter kunne han græde over smerten og vreden over »at være sunket så dybt«. Først i 1992 kunne han tale om og gense Auschwitz. Og først som 83-årig i 2006 sang han helt ud i den samtale med den franske Holocaust-forsker Béatrice Prasquier, som bogen bygger på. Nu ser han det som en pligt at oplyse næste generation. Der findes andre vidnesbyrd fra folk i Sonderkommandoen – nogle af dem fundet nedgravet i asken fra krematorierne som flaskepost til eftertiden. Shlomo Venezias beretning er, mener Simone Weil i sit forord, enestående som den mest fuldstændige og systematiske fra nogen overlevende. Selv bedyrer han, at han fortæller frit, »uden at skjule noget eller lyve«, og man tror ham. Det sjældne er, at den 21-årige er lige så reflekteret, som han er uforfærdet nysgerrig. Han tegner lejruniversets sociologi, drabsmaskineriets logik og ulogik, alle-mod-alle kampens strategi og tuskhandelens værdihierarki (en stump brød for en guldtand, to brød og en pølse for et guldcigaretetui). Han skildrer både den perverse psykologi hos vogtere og kapoer, humaniteten hos en hollandsk SS-mand, der må spille blodhund, glæden ved at finde en mundharmonika og komikken, når man hurtigt må sluge en guldmønt og næste dag »lægge guldægget« i latrinen. Til de forbløffende detaljer hører ikke bare gasningens bestialitet (det tager 10-12 grufulde minutter at dø), men også de udspekulerede måder at narre, skræmme og lamme ofrene på. Når Zyklon B-patronen skal kastes ned i gaskammeret, ankommer den i bil med Røde Kors-mærke. Når ofrene skal klæde sig af, er det kamufleret som et omklædningsrum til badning med træbænke og nummererede knager til tøjet, og de får besked på at binde deres sko sammen! Det letter sorteringen bagefter. Ein Stück Lige så åbent vedgår Shlomo det, der gør ondt: afstumpningen, egoismen, hævnlysten, der også dulmer følelsen af medskyld – selv om fangerne aldrig dræber andre fanger. Man er bare ein Stück, en genstand med tatoveret fangenummer, og man gør sig til en maskine, der adlyder ordrer for at overleve lidt endnu. Hvordan spiser man med tilsølede hænder i stanken af lig og gas? Det vænner man sig til. Hvordan skubber man sin fars fætter ind i gaskammeret? Man lyver for at trøste de bange uden at tænke. Hvordan holder man op at tænke og føle? Det lærer man på ti dage – »der var lukket for hanen til tårerne«. Og aflåsningen mellem krop og sjæl er tydeligvis effektiv. Der var ingen selvmord i Sonderkommando. De kom først efter krigen, i skyldfølelse over at have overlevet. Shlomo Venezias beretning ligner ingen af de Holocaust-bøger, vi har på dansk, fordi den med selvoplevelsens kraft hiver én helt ned i Helvedes nederste kreds, hvor det – modsat i Dantes Inferno – er de uskyldige, der brænder op. Man læser den rystet, med kvalmen i halsen, men med opspilede øjne, fordi den skildrer det ufattelige nøgternt og ærligt – i detaljer man aldrig vil kunne glemme. »Sandheden er konkret«, som Bert Brecht sagde.