I april 1867 forlod forfatteren Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij og hans unge kone Anna Sankt Petersborg for at tage på, hvad de troede ville være tre måneders ophold i Vesteuropa. De var blevet gift et par måneder forinden – han var 45 og hun 20 – og rejsen kunne med god vilje betragtes som en forsinket bryllupsrejse. Men den var snarere en flugt – fra kreditorerne og Dostojevskijs familie. På grund af mange ulykkelige omstændigheder havde han forpligtelser over for både en uduelig stedsøn og sin afdøde brors store familie. De var alle tydeligt utilfredse med, at deres forsørger nu havde giftet sig med en ung kvinde og ville få andre og mere nærliggende forpligtelser. Hvis Dostojevskijs slægtninge havde vidst, at dette ægteskab var et af den russiske litteraturs mest betydningsfulde – og der er ellers hård konkurrence! – havde det næppe ændret deres holdning og deres chikane af den unge Anna Grigorjevna Snitkina. Trusler om udpantning og gældsfængsel Hun var ikke spor intellektuel, men af pæn familie (moderen af finlandssvensk afstamning), og det var et chok for hende, første gang ægtemanden rutinemæssigt pantsatte sin vinterfrakke. Lige så dagligdags, om end alvorligere, var efterhånden truslerne om udpantning og gældsfængsel, som var de økonomiske følger af et kuldsejlet tidsskrift, Dostojevskij havde startet med sin bror. Brudeparrets bekendtskab skyldtes også de akutte økonomiske vanskeligheder, som styrede Dostojevskijs liv – og i høj grad også styrer hans romanpersoner: Altid på afgrundens rand, og ofte på grund af et konkret pengebeløb og en ikke mindre konkret tidsfrist! Dostojevskij havde genetableret sin status som beundret forfatternavn efter sine ti års forvisning i Sibirien, da han i september 1866 befandt sig i en fortvivlet situation. ’Forbrydelse og straf’ En smart forlægger havde – mod at forstrække ham – fået lovning på, at Dostojevskij forsynede ham med en roman inden 1. november. Ellers ville alt, hvad Dostojevskij skrev, fremover tilfalde forlæggeren, der, som den norske Dostojevskij-forsker Geir Kjetsaa skriver i sin biografi, ville »have en skrivende slave ved sin side«. Dostojevskij var endnu ikke færdig med ’Forbrydelse og straf’, som udkom løbende som føljeton i et tidsskrift, men han havde brugt honoraret. Og nu havde han en måned til at skrive en helt anden roman. Så var det, han fulgte et godt råd og lod en ven skaffe en dygtig stenograf, han kunne diktere til i højt tempo. Det var Anna. Da hun ved middagstid 4. oktober 1866 stod foran digterens hus, genkendte hun meget fra Raskolnikovs fattige kvarter i den roman, man læste og talte om det år, nemlig ’Forbrydelse og straf’. Det ved vi fra hendes dagbog, som kommer til at spille en stor rolle senere. Både for dannede russere, denne artikel og en enkelt sovjetborgers liv. Anna var med til at redde Dostojevskij: Han blev færdig med romanen ’Spilleren’ inden deadline, til forlæggerens ærgrelse – han forsøgte at undgå den rettidige modtagelse, og Dostojevskij måtte sikre sig en politimands kvittering for manuskriptets aflevering. Han elsker Dostojevskij Under arbejdet – de fortsatte med afslutningen på ’Forbrydelse og straf’ – udvikledes forfatterens fascination og stenografens agtelse, og det var for Anna Grigorjevnas pantsatte medgift af møbler klaver og sølvtøj, de drog på den europarejse, der kom til at vare fire år længere end beregnet. En hurtigt mørknende vinterdag godt hundrede år senere, da Rusland var et endnu mere totalitært, angststyret og lukket land end det havde været under tsarerne, rejser en litterært begavet jødisk patolog med toget fra Moskva til Sankt Petersborg. Han elsker Dostojevskij og er dybt optaget af at forstå, hvorfor dette geni hadede jøder så meget. Hans beskrivelse af sin egen sovjetiske togrejse og besøg i det daværende Leningrad flettes ind i kendte og opdigtede beskrivelser af Dostojevskij og Anna Grigorjevnas samliv i Tyskland, ved spilleborde og i pensionater, med hans epileptiske anfald, spillelidenskab og fortvivlede forsøg på at (gen)vinde penge i kurstedets spillesale, men også dybe hengivenhed og sygelige stolthed. Had-kærligheds-forhold Det sidste kommer også til udtryk i det berømte had-kærligheds-forhold til den anderledes ligevægtige og i Dostojevskijs øjne arrogante og urussiske Turgenjev, som de møder i Baden-Baden og som Dostojevskij i sin kvide prøver at slå (flere) penge af. Næsten alt dette kan man læse i Anna Grigorjevna (nu Dostojevskajas) ovenfor omtalte dagbog, som den sovjetiske fortæller har lånt fra sin tante i en laset udgave uden nogen intention om at aflevere den igen. Han får endda bogen indbundet og bærer den med sig nærmest som en bønnebog. Og han skriver en roman ud fra den. Det er den roman, ’En sommer i Baden-Baden’, der nu er udkommet på dansk. Fortælleren/forfatteren/patologens navn var Leonid Tsypkin. Han var født i 1926 i Minsk, Hviderusland, og foruden både tyske og sovjetiske jødeforfølgelsers rædsler, som tog en del af hans familie, var hans liv efter krigen trøstesløst på den måde, mange sovjetiske intellektuelles liv var det. Drømmende roman om Dostojevskij Da hans søn emigrerede til USA, blev han lagt professionelt på is, fik ikke lov til selv at emigrere og blev til sidst gjort arbejdsløs. Han skrev skønlitteratur til skrivebordsskuffen, for Tsypkin tilhørte aldrig det litterære miljø, hverken det etablerede eller undergrundens, og han publicerede udelukkende (mange) videnskabelige artikler om bl.a. poliobehandling og hjernesvulster. Tsypkin var da også næsten videnskabeligt grundig i sin lidenskab for Dostojevskij, hvis arkiver han besøgte, og hvis opholdssteder han fotograferede. Og ikke nok med det: Også Dostojevskijs fiktive personers opholdssteder fotograferede han – på de rette årstider. (De billeder er med i den seneste russiske udgave af Tsypkins værker). Han kom dog ligesom sine medborgere aldrig ud af USSR. Tsypkins sidste værk blev denne halvdokumentariske, drømmende roman om Dostojevskij, og efter et par år i skuffen blev den ved en vens hjælp smuglet ud af USSR. Efter endnu et år, 3. marts 1982, blev Leonid Tsypkin ringet op af sønnen fra USA og fik at vide, at romanen nu var publiceret af et russisk emigrant-tidsskrift. 20. marts døde Leonid Tsypkin på sin 56-års fødselsdag. Plagede videnskabsmand Han havde været en publiceret forfatter i nøjagtig syv dage. Det konstaterer sønnen i den russiske udgave, og det gentager Susan Sontag i sit forord til den engelske og nu også den danske udgave af ’En sommer i Baden-Baden’. Det var takket være Sontag, der døde i 2004, at ’En sommer i Baden-Baden’ blev genopdaget – også i Rusland – og nu har Ole Husted fortjenstfuldt oversat den fra russisk. Den lille roman minder altså om en sindrig gobelin, vævet af tråde fra dels Anna Grigorjevnas dagbog, dels en halvt drømmende togrejse og søgen efter Dostojevskijs nu næsten nedtrådte, men dengang i 1970’erne glemte stier i Sankt Petersborg. For Dostojevskij-kendere vil der ikke være nye fakta. Men med interessant afsæt i dagbogen udforsker Tsypkin både digterens ægteskabelige samliv med den unge Anna og det senere ’samliv’ mellem den plagede digter fra 1860’ernes tsar-Rusland og Tsypkin selv, denne anfægtede og ikke mindre plagede videnskabsmand fra stagnationens Sovjet-Rusland hundrede år senere. Og så kommer oveni historien om, hvordan Susan Sontag i 1990’erne fandt en nusset engelsk paperbackudgave af ’En sommer i Baden-Baden’ i en bogkasse i London ... Vi globale læsere elsker den slags lidelses- og opstandelseshistorier. Ægteparrets ’svømmende’ samlejer Men er ’En sommer i Baden-Baden’, som alt dette handler om, så også en god bog? Ja, det er det. Uden at den dog efter min mening kommer helt op på siden af J.M. Coetzees ’Mesteren fra Sankt Petersborg’. Og så alligevel: Tsypkins blik og fortolkning er interessant i sin egen ret, han taler med den senere og smerteligt forsmåede landsmands stemme, hans stille standardsprog er smukt i lange, leddelte episoder på flere sider med utallige, melodiske indskud og umærkelige overgange mellem hans egen tid og rejse og så Dostojevskijs tid og rejse. Sammenfletningen af de to spor er elegant og uhyre musikalsk. Dertil kommer de sanselige beskrivelser af ’faldet’ ved spillebordet, af ægteparrets ’svømmende’ samlejer, af digterens sygelige raseri og ydmygelse som ruineret russer blandt hovne tyske tjenere, af Annas sagtmodighed og digterens svingen mellem skyld og hovmod. I selskab med levende mennesker Jeg vover, ikke uden vaklen, den påstand, at ’En sommer i Baden-Baden’ ikke vil være egnet som introduktion til Dostojevskijs univers; man skal nok kende det i forvejen. Så vil man til gengæld få ny lyst til at læse Dostojevskijs romaner igen. Og efter at have lagt bogen fra sig mærker læseren, at hun har været i selskab med levende mennesker – endda så vanskeligt forståelige mennesker som Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij og hans hengivne, totalt udsatte og netop i hengivelsen mærkeligt stærke kone. Og en intellektuel læge og litterat, som var så uheldig at have ikke mindre end to mildt sagt uattraktive nationaliteter i det 20. århundrede – jøde og russer – og derfor fik sit liv amputeret. Men til gengæld fik en skæbne.