Ekstase. Suset i Thomas Bobergs sprog får hårene i nakken til at rejse sig.
Foto: Finn Frandsen/Arkivfoto

Ekstase. Suset i Thomas Bobergs sprog får hårene i nakken til at rejse sig.

Bøger

Digtersjæl skriver vanvittigt godt om det vilde og gribende nu

Thomas Bobergs prosa slentrer først afslappet derudad for pludselig at løfte sig til funklende højder.

Bøger

Thomas Bobergs forfatterskab hviler på en krævende grundpræmis: at han vedholdende opsøger det farefulde, ja, dødsensfarlige, hvad enten han indtager ayahuasca-lianens euforiserende saft i Peru, flakker rundt i gangstervoldens blodige Mexico eller vader ind i den natsorte jungle.

»Virkeligheden er det hele og den er for satan ikke gratis«, skriver han i dette fjerde bind af de rejseminder, som han har gjort til sin egen suverænt beherskede genre.

Og igen er det de »anderledes zoner«, han rapporterer fra, både de ydre og de indre.

LÆS OGSÅ

Af dansk litteraturs mange rejsende er Boberg en af dem, der har rejst længst ind. I denne omgang er han igen i det latinamerikanske og i USA, men også i Marokko, Indien, Egypten, Italien og Danmark.

Samlingen rummer 25 tekster, flere af dem blændende, f.eks. ’De dødes dag’ om opløsningen af den civile orden i Mexico.

Katastrofen venter
Siden sidst er Boberg blevet skilt. I historien

’Lu’ er vi inde i rum, der ellers er lukkede. Lu bor i Panama, er gift, men ægteskabet er dødt, ligesom Bobergs er ved at være det. Mellem de to forelskede er det hele så hedt, men hjemme i Danmark venter katastrofen. Den historie alene er hele bogen værd.

»Jeg troede, jeg rørte mig selv, mit inderste, men jeg rejste altid ud, jeg kiggede ikke ind, og efter alle de år ramler det. Den ro, denne vished giver mig, er som at pisse i bukserne«.

Rejsemindeværkstedet
Boberg fremstår ikke som en voksen drengerøv i midtvejskrise, men som en digtersjæl, der endnu en gang gav efter for »længslen efter at føle«, for trangen til »at bytte den lange historie med øjeblikket«.

I bogens åbningshistorie demonstrerer Boberg sin metode.

Man skal læse Thomas Boberg for hans vilje til at gå til yderligheder, for hans sprog og hans særlige visdom.

Han har mødt en mand på et værtshus på Vesterbro, manden fortæller sin historie, Boberg skal pisse, da han kommer tilbage, er manden væk, hvorefter han giver sig til at skrive den fremmedes beretning ned. Et kort møde, hvorefter stoffet hurtigt forarbejdes i rejsemindeværkstedet.

Vanvittig godt
Og hvor skriver Boberg dog vanvittig godt! Jeg er vild med hans prosa, som slentrer afslappet og hverdagssprogligt derudad for pludselig at løfte sig til funklende højder og blive knitrende poetisk, som det sker i dette lille stykke livsfilosofi:

»Jeg gik ud i dagen. En frisk vind mildnede ansigtet. Der var tider, hvor jeg ligefrem opfattede det at slentre som livets mening. En suveræn overflødighed. Dette ikke at skulle noget, dette ikke at have nogen ambition. Men at være klar over, at noget sad på spring bag hvert hjørne, ligesom det havde søgt tilflugt i organismen, var en del af organismen, jeg mener det sidste suk. Når jeg nåede til den tilstands yderkant, levede jeg den ikke som en fred med verden. Jeg levede den som vagtsom tilbageholdenhed. Jeg bøjede mig for skønhedens pludselige opdukken for ingen i særdeleshed og ingen specielt«.

»Åh, hvor er jeg til fals for katastrofal poesi. Mindst et liv har jeg satset på digtets lunefulde præmis, en rejse for et indfald, en solstråle for en stavelse, et vers for en afsked«.

Tung bagage
Der er denne ekstatiske klang af Rimbaud i Bobergs sprog. Han ser et diadem af skodder i bunden af en kano, hvor en rejsefælle har siddet og røget. Han behøver bare se ned i en vandpyt, før billederne kommer væltende:

»Der ligger en hvid rund sten dernede, nej, en hovedskal, en gigantisk kuppel af sten, et boretårn, et hangarskib, et kraftværk, en nålepude«.

Boberg stikker ikke noget under stolen. Man forstår, at det mørke, han selv er rundet af, altid er med som en tung del af bagagen, ja, at den rastløshed, der er hans varemærke, har tråde tilbage til en barndom, hvor der var meget at flygte fra. Hans far var bare »manden«, stedfaderen var rå, selv blev han »draget mod flasken« i en tidlig alder.

Bobergs virkelighed
I ’Harakmbut’ kan man læse om en tur, der skal modvirke teenagesønnens angst. En psykiater har advaret Boberg om, at drengen kan havne i en psykose. Farmand Bobergs løsning lyder således:

»Min søn skal ud i virkeligheden, han må opdage verden, han må forsøge at glemme sin enorme angst og være i verden, i verdens vilde og gribende nu«.

Så der sidder de to så i en overfyldt båd, der går på grund hele tiden, inden de havner på en flodbred midt i junglen. På et tidspunkt er Boberg både ved at drukne og blive bidt af slanger, inden han efter timers fravær genforenes med sønnen, som han har efterladt på bredden, mens han har ledt efter en forsvunden rejsefælle.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Boberg fremstår ikke som en voksen drengerøv i midtvejskrise, men som en digtersjæl, der endnu en gang gav efter for »længslen efter at føle«.

Det kan man kalde virkelighed, helt sikkert Bobergs virkelighed, men næppe en virkelighed, sønnen har behov for?

Flugten som livsfilosofi
Eksemplet med sønnen viser den radikalitet, som Boberg tilsyneladende lever efter. Gang på gang anfægtes man, igen og igen tvinges man til at se nærmere på sit eget liv. Hvad er f.eks. personligt mod?

I vores kultur ligger det ligefor at prise den upålidelige digters romantiske mod til at sætte alt på spil for et kys eller en rus, men i grunden kræver det vel større mod at blive i musehjulet – og indædt ville fortrylle hverdagen – end at have flugten som livsfilosofi. Intet er jo nemmere end at skride.

Slangens budskab
Man skal læse Thomas Boberg for hans vilje til at gå til yderligheder, for hans sprog og hans særlige visdom.

Selvfølgelig er han fascineret af Strindberg, fordi denne både formåede at være moderne kunstner og alkymist med »det ene par øjne i middelalderen, det andet i fremtiden«.

Da en giftslange springer imod Boberg i Tennessee, ser han det som et budskab. Slangen siger:

»Vær til stede også i dit tab ellers dør du«.

Bare den indsigt er nok for mig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Suset i sproget

Boberg rejser ikke for at komme hjem og fælde dom over verden, men holder sig uden at miste blikket for det samfundsmæssige tæt ved menneskene og fortæller indsigtsfuldt og smukt om livets dilemmaer.

Suset i hans sprog får hårene i nakken til at rejse sig og minder om, at man ikke får hele pakken, før man investerer sig selv helt og fuldt i det, man gør.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden