Det er en herlig bog, Informations Rune Lykkeberg har skrevet. Og en vigtig. Det begynder allerede med omslaget, og det løber gennem siderne. Ideer, pointer og tanker tumler frem på og mellem linjerne, argumenterne stimler sammen på siderne og i kapitlerne i en rablende strøm af overvejelser om demokratiet som sit eget største problem og om Homo democraticus som uomgængelig umulighed.
Et oplæg til debat Enig kan man umuligt være, men uenig har man ikke lyst til at være, når Lykkeberg svinger sin kulturkritiske krabask over os arme moderne mennesker, der tror, at vi bliver mere frie og mere demokratiske, jo mere vi selv bestemmer, og jo færre autoriteter vi anerkender. Enighed er heller ikke meningen. Rune Lykkeberg har skrevet et oplæg til debat. Og det er lykkedes.
Mester i kritik Lykkeberg er en mester i at afkode vores tid. Han har tidligere med 'Kampen om sandhederne' fra 2008 rettet en svidende kritik mod den kulturelle overklasses snæversyn og arrogance. Nu bredes kritikken ud til - os alle. Lykkeberg påpeger, hvordan demokrati bliver brugt i de mest forskellige sammenhænge og i vidt forskellige betydninger. I den bredeste forstand er der næsten lighedstegn mellem det gode og demokratiet - og tilsvarende mellem det onde og det udemokratiske. Det er i hvert fald godt at kunne hævde, at man har demokratiet på sin side. Demokratiske paradokser Det er Lykkebergs store fortjeneste at påpege, at truslen mod demokratiet ikke kommer udefra, men - som altid - indefra. Glem jihadkrigere og højreekstremistiske mørkemænd. Det er vore egne diskussioner om den demokratiske praksis, der afspejler brudfladerne og demokratiets indbyggede modsætninger. Lykkeberg har sans for demokratiske paradokser, som vi kun sjældent forstår som det, de er: spændingsfelter, hvor fundamentale demokratiske principper kommer i indbyrdes konflikt som hinandens modsætninger. Men når Lykkeberg modstiller demokrati som folkestyre og demokrati som ideologi, bliver det mindre overbevisende, ligesom hans diskussion om direkte og indirekte demokrati.
LÆS OGSÅFremragende debatbog af Rune Lykkeberg Når mange frygter folkeafstemninger, er det ikke, som han argumenterer, fordi de frygter folket endsige dets manglende fornuft, men fordi de mener, at den demokratiske beslutning må knyttes til parlamentarismens demokratiske ansvar. Faren ved det direkte demokrati er ikke folket - det er, at ansvaret for beslutningen ikke kan placeres, ud over hos folket selv. Derved kortsluttes demokratiet som styreform, fordi folket har brug for at kunne vælge mellem forskellige bud på 'fornuft' og 'sandhed', ligesom det har brug for at kunne stille valgte repræsentanter til regnskab for de beslutninger, de har truffet i folkets navn.
Det moderne demokratiske menneske Centrum for Rune Lykkebergs fortælling er det moderne demokratiske menneske. Nærmere bestemt os her og nu. Vor søgen, tvivl og stræben. Med eksempler fra litteratur, film og drama belyser han det eksistentielle dilemma mellem personlig frihed og den forpligtelse, der følger med de personlige valg og med det fællesskab, de væves ind i. Lykkeberg bevæger sig veloplagt fra Alexis de Tocqueville til 'Klovn' og fra Kierkegaard til Kirsten Hammann og finder hos dem finurlige eksempler på både menneskelig dårskab og demokratiske dårligdomme. I to lange midterkapitler følger han op med en velturneret demokratisk idéhistorie, hvor digtere fra Holberg over Kierkegaard til Brandes, Blixen og Løgstrup udsættes for Lykkebergs spil mellem folket og det elitære, mellem det almene og det intellektuelle. Men Lykkebergs anliggende er ikke spillet. Han vil gøre os bevidst om, at det demokrati, som vi hylder rutinemæssigt og tager for givet, er i konflikt med sig selv - og med os.
Frihedsfetichisme Når Lykkeberg diskuterer demokratiet i familien og de medmenneskelige forhold, glider fokus over mod den frihedsfetichisme, der i demokratiet finder et argument for ikke at underkaste sig anden form for autoritet end den, den enkelte selv vælger og anerkender. Det har vidtrækkende konsekvenser for vores liv og samfund, og en af bogens bærende pointer synes at være, at fravalget af autoriteter ikke fører til frihed, endsige til demokrati, men til anarki. Og det er som bekendt ikke det samme.
LÆS OGSÅMed klap for det ene øje Nogle figurer får flere hug end andre. For eksempel bryder Lykkeberg sig ikke om eksperter, der tror, de er hævet over debat, eller om mænd, der i misforstået stræben efter at være demokratiske helt holder op med at være - mænd. Og som derfor også bliver slatne borgere.
Egen erkendelsesprocess Argumenterne får hele armen, og det sker, at iveren efter det skarpe synspunkt går ud over præcisionen. For eksempel bliver Marlene Wind skældt ud for ikke at kunne tage politikernes angreb, selv om hun selv var trådt ud af ekspertrollen ved at politisere. Men debatten gik vel ikke på, at Søren Pind og konsorter sagde, 'det kan du selv være' til den polemiske Wind, men at de angreb hendes person i stedet for hendes synspunkt, så de kom til at lyde, som om eksperter kun må udtale sig som - eksperter. Og det er vel netop det, Lykkeberg vil ramme en pæl igennem. Man tilgiver også gerne Lykkeberg en lettere forvrøvlet sammenstillen af frihedskæmpere og selvmordsterrorister, fordi den indgår i en skarp analyse af demokratiets suk efter det heroiske - og afrundes med den eftertanke, »at det er et privilegium ikke at have brug for helte«. Når pointen drives ind med et hudløst citat fra Tove Ditlevsen om lidelsen, træder forfatteren helt frem for læseren - og er. Lykkebergs bog kan læses som en rapport over hans egen erkendelsesproces. Rapporten vækker både til inspiration, anfægtelse og modsigelse. Når den er bedst også til indsigt, som når Lykkeberg i sit efterskrift når frem til, at »friheden er et fælles anliggende, friheden er social«. Det samme gælder demokratiet, der ikke handler om den enkelte, men om fællesskabet og om, hvordan vi kan være både frie og sociale - sammen. Alligevel står det efter endt læsning ikke helt klart, hvor udforskningen af demokratiets rådvildhed har ført den opdagelsesrejsende hen. Tværtimod fremstår han selv rådvild. Og mon det ikke også på sin egen bagvendte måde er meningen? Jeg tror det, som Rune Lykkeberg ville have sagt.