Historien om Bjarne Saxhof er den utrolige historie om manden, der ved store bogauktioner kunne ligne en person, som kun var kommet ind for at få varmen. Ingen ville tro, han var manden, der kunne finde på at tage Concorden til New York for at købe bøger for en formue. Og han så slet ikke ud til at være ham, der kunne sætte prisniveauet for en hel auktion. Laset multimillionær Dér kunne han stå, lidt ude i periferien med hovedet bøjet, det lange fuldskæg lidt nede på brystet, mens han med brillerne på spidsen af næsen nærlæste kataloget. Var det virkelig en millionær, en multimillionær, der stod dér, og havde han virkelig råd til at byde så hæmningsløst, som han gjorde? Intet i fremtoningen afslørede det. Den lidt store lærredsvest struttende af ting i alle lommer, den halvkrøllede skjorte og de lige så umulige bukser, som sjældent passede for godt til sokkerne i de åbne sandaler. Ingen kendte ham Alligevel var det ham, der hævede armen og bare fulgte med op, når de andre bød. Og ham, der bare lod armen hænge i luften for at vise, at han gik med op i pris, uanset om springet var 1.000, 10.000 eller 100.000 kr. ad gangen. Det var også ham, der bed en ydmygelse hos en antikvarboghandler i sig i årevis, indtil han vendte tilbage og købte hele butikken. Og det var ham, som en del af omverdenen viste øget opmærksomhed, da de fandt ud af, at han var kommet til penge. Og når det kom til stykket, var der ingen, der i virkeligheden kendte ham. Ingeniøren, der var bognørd, når han ikke lige forskede i varmeisolering. Ingen nåede helt ind på livet af ham. Ikke engang hende, som aldrig kunne gengælde hans beundring. En beundring, som dog sikrede hende en af de guldrandede pladser i hans testamente. Hvor meget kvinden og de øvrige begunstige arver, ved ingen imidlertid endnu. Først skal Bjarne Saxhofs enorme og vidtforgrenede bo gøres op, og frem for alt skal hans enorme bogsamling sælges. Bøger for millioner I næste uge udsender Bruun Rasmussens Auktioner det første auktionskatalog over hans mange bøger. Det er en samling, som eksperter og bogkendere vurderer til at kunne indbringe alt fra 20-30 mio. kr. til måske 200 mio. kr., når det hele er solgt. Alt afhængigt af om man er forsigtigper eller jubeloptimist. De første 200 numre, heraf en række sjældenheder, kommer under hammeren 1. december. Ikke engang Saxhof selv vidste, hvor mange bøger han ejede. Han opgav det indimellem til at være 30.000 bind. Andre gættede på godt 15.000. Både han selv og alle andre i det bibliofile miljø var imidlertid klar over, at der i hans samling befandt sig klenodier, der ville tiltrække sig opmærksomhed på selv den største internationale bogauktion. Sådan vil det også gå til december, når samlere og antikvarboghandlere fra det meste af verden vil byde på nogle af topnumrene i hans samling. Men Saxhof selv tiltrak sig nødigt den samme opmærksomhed. Han holdt sig normalt langt væk fra offentligheden, og det var derfor højst usædvanligt, da han sidste efterår under auktionen over Dan Turèlls effekter sagde ja til at lade sig interviewe til Politiken. Ensom død Gennem måneder var han blevet bearbejdet. Ikke direkte, men gennem hans kontakter i bogmiljøet. Man kunne godt ringe til ham, men han tog aldrig telefonen. Var det muligt at mødes for at tale om hans bøger og hans investeringer? Jo, måske kunne vi godt finde ud af noget, sagde han, mens han hang over et af jerngelænderne hos Bruun Rasmussens Auktioner. Øjenkontakt var der ikke meget af. Det meste af tiden studerede han sit katalog, mens han gnækkede lidt som en af de figurer fra Gustav Wieds værker, som han havde samlet på, siden han var ung. Efter lidt tid fik han halet et lille, uprætentiøst visitkort frem, hvor hans helt ubrugelige privatnummer stod. Han indrømmede, at man kun ved et mirakel kunne træffe ham dér, og han skrev derfor med kuglepen sit mobilnummer på kortet. Derefter satte han en lang streg under hele nummeret, som om han hermed ville slå fast, at vi havde en aftale. Undertegnede og mr. Bjarne Saxhof, som der stod på kortet. Interviewet blev imidlertid aldrig til noget. Tre uger efter auktionen, hvor Saxhof bl.a. købte et af Turèlls originalmanuskripter, blev han fundet død i sin lejlighed i Lucerne i Schweiz. To måneder før sin 51-års fødselsdag. Han døde, som han levede. Alene. Begyndte i det små Når man efterfølgende skal tegne et billede af gåden Saxhof, kommer det til at se ud som følger: Han var, selvfølgelig, blevet en kendt skikkelse i det bibliofile miljø. Her vidste man, det var ham, der for få år siden solgte et originalmanuskript af H.C. Andersen for i stedet at købe førsteudgaven af Thomas Mores 'Utopia' for et millionbeløb. Man vidste også, at det ikke kunne betale sig at byde imod ham på en bogauktion, for han fik altid, hvad han ville have. Med en stor arv som ballast var han godt på vej til at blive en afgørende faktor i både det danske og det internationale bogmiljø. Det var ikke helt sådan, det begyndte. Det begyndte i det små med beskedne ekspeditioner ud til Københavns antikvariater. Som nu den dag, da han som ung og ivrig bogsamler dristede sig ud på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Bjarne Saxhof ville besøge Nørballes antikvariat i nummer 120. Den Nørballe, som var berygtet for at smide kunderne ud af butikken, hvis de ikke vidste, præcis hvad de ville have. Dengang var butikken som en fæstning. Et fort med palisader og bygget af bøger, og midt i bøgernes labyrint tronede Nørballe. Storm P. Den unge Bjarne var interesseret i et bestemt album med Storm P. Mon det var noget, de havde? »Vil du købe det?«, spurgte Nørballe. Joh, det ville han jo nok, men han ville gerne se det først. »Vil du købe det?«, lød det igen fra den af natur inkvisitoriske antikvarboghandler. Han hævdede altid, at han præcist vidste, hvor han havde alle bøger. Også selv om det for andre lignede et babylonisk kaos i flere etager. Og det var et mirakel, hvis han fandt en bog frem, som kunden ikke på forhånd lovede at købe. Bjarne Saxhof lovede ingenting dén dag, og han endte snart, hvor mange af Nørballes øvrige kunder endte. På gaden. Da Saxhof kom tilbage mange år senere, købte han ikke alene alt, hvad Nørballe havde af Storm P. Han købte hele butikken. Samtlige bøger. Firmaet selv og ejendommen oveni. I de mellemliggende år var der nemlig sket afgørende ting i Bjarne Saxhofs liv. Hans trang til at samle bøger var større end nogensinde, og han havde efterhånden fået råd til at købe, hvad han ville have. Uanset prisen. Flyttede aldrig hjemmefra For Bjarne Saxhof var blevet rig. Ikke bare sådan velhavende eller pænt ved muffen. Han var blevet næsten uanstændigt rig, for han var hovedarving efter sin onkel, opfinderen og forretningsmanden Ernst Henriksen. En mand, der uden for offentlighedens lys havde samlet en formue sammen, der lå på den gode side af den halve milliard. Et tal, der kun giver delvis mening for menigmand, hvis man sætter alle nullerne på. Altså mere end 500.000.000 kr. Til den gode side. Arven fra onklen var ikke noget, Bjarne Saxhof gik og fortalte om på sin arbejdsplads på DTU, Danmarks Tekniske Universitet. Han var stadig den samme, lidt indelukkede mand, der sled for laboratoriet for varmeisolering, og når der blev drukket morgenkaffe i afdelingen, kunne han sagtens sidde uden at sige et ord, mens alle andre underholdt med, hvad de havde lavet derhjemme i fritiden, og hvad de nu havde for på DTU. Saxhof fortalte stort set aldrig noget. Hverken på DTU eller til sine bogsamlervenner. Ikke noget personligt i hvert fald. Der var enkelte på DTU, som kunne dirke ham en smule op, og derfor var det også kendt, at han aldrig rigtig var flyttet hjemmefra. Først boede han sammen med sine forældre, og da faderen omkom ved en ulykke, boede han sammen med sin mor i den store villa på Strandvejen i Charlottenlund. Da moderen døde, boede han i en periode alene, indtil hans onkel, som ellers havde boet i udlandet i 40 år, flyttede til Danmark. Han flyttede ind i villaen hos Bjarne Saxhof, fordi han var blevet syg. På dette tidspunkt var Ernst Henriksen oppe i 80'erne. Thomas Mores 'Utopia' »Tror du nu, du kan blive boende, hvis din onkel dør?«, spurgte en af de ansatte på DTU bekymret, for hun vidste godt, at den enorme villa var ejet af et af onklens selskaber. Jo, det mente Bjarne Saxhof nok, han kunne klare. Mere sagde han ikke. Han ikke så meget som antydede, at han i tilfælde af onklens død ville have rigeligt råd til at blive boende, og at han derudover ville kunne købe samtlige nabovillaer, hvis det var det, han skulle få lyst til. Saxhof arvede ikke hele Ernst Henriksens formue, da onklen døde som 83-årig. Der var andre, mindre arvinger. Henriksens direktør gennem årtier, Ole Friberg, var blandt arvingerne, og kvinden, der åbnede hans post i Schweiz, plus rengøringsdamen fik også uventede gaver i overstørrelse. Der var penge til dem, der havde betydet noget for ham i levende live. Men der var stadig rigtig mange penge tilbage, og det var en stor bid af denne formue, Bjarne Saxhof brugte til at opbygge sin store samling, hvoraf de 1.000 eller måske endda flere tusinde er bøger, der indbringer fra 10.000 kr. og opefter. Per styk. Og opefter i denne forbindelse er til den første million og højere endnu. En af dem er Thomas Mores 'Utopia', hvoraf der kun findes få i verden. Picassos hånddekorationer Denne førsteudgave er ikke med på auktionen i december. Det er til gengæld en af bogtrykkerkunstens milepæle, 'La Hypnerotomachia di Poliphili', der er trykt i Venedig i 1499. Et italiensk renæssancemesterværk med 172 træsnit. Bruun Rasmussen har sat den til 200.000-300.000 kr. Antikvarboghandleren Peter Daugaard, som har kendt Saxhof, siden begge var unge, mener, bogen i hvert fald skal indbringe en million danske kroner. Samme beløb er Bruun Rasmussens vurdering for topnummeret i den første Saxhof-auktion 1. december, og hvis Bruun Rasmussens vurderinger også her er til den meget forsigtige side, bliver bogen en overordentlig kostbar sag. Der er tale om en bog af André Salmon, som billedkunstneren Pablo Picasso har hånddekoreret side for side. Han havde oprindelig illustreret bogen, da den udkom i 1919, men i marts 1947 tilføjer han en lang række originaltegninger til et eksemplar, der tilhører hans ven, den franske digter Paul Eluard. Små portrætter, store vignetter og skitser, der tilsammen er et lille katalog over de emner, som på det tidspunkt optog kunstneren. Smukke, unge kvinder, gamle mænd og fugle af alle arter. Kortvarig glæde Bjarne Saxhof selv fik kun kortvarig glæde af sin utrolige bogsamling, der indeholder alt fra håndkolorerede bibeler til en unik samling franske kunstbind af Paul Bonet. Det er bind, der kan koste flere hundrede tusinde stykket. Chagalls personlige bibel er også i samlingen ligesom originalmanuskriptet til Tom Kristensens 'Fribytterdrømme' og den signerede førsteudgave af den amerikanske digter Walt Whitmans 'Leaves of Grass'. Og ufattelig meget mere. Han samlede ganske vist på bøger hele livet igennem, men de dyreste numre i samlingen købte han fra 1997, da onklen døde, og frem til sin egen død op til årsskiftet 2003-4. Da han døde, lignede han ikke en 50-årig. Han kunne sagtens gå for at være betydelig ældre. De foregående seks-syv år som multimillionær var ikke gået sporløst hen over ham. Og årene var bestemt heller ikke gået sporløst hen over det danske antikvar-miljø. Umiddelbart kunne det lyde, som om Bjarne Saxhof pludselig dukkede op i bogsamlermiljøet, da han kom til penge i 1990'erne, men det er langtfra tilfældet. Miljøet kendte ham i forvejen. Hans betydning for den bibliofile lilleverden blev bare ganget op med 100, da millionerne begyndte at rulle ind. Respekteret forsker Samlere og boghandlere kendte ham som den lidt indelukkede, men meget vidende bogentusiast. Ingeniøren, der allerede som barn begyndte at samle på danske litterære klassikere som Johannes V. Jensen, helst i pragtbind. Knægten, der begyndte at samle så tidligt, at han i begyndelsen havde sin mor med, når han skulle købe ind til reolen. Hurtigt begyndte han dog at stå på egne ben, og som ung studerende var han en del af 'lørdagsklubben' i baglokalet hos Arnold Busck i København, hvor en kreds af bibliofile nogle timer om ugen udvekslede meninger og informationer om bogsamleriets vidtforgrenede verden. Her kunne de diskutere auktionskataloger, førsteudgaver, bibliofile specialiteter og - ikke mindst - beundre og kommentere hinandens seneste nyindkøb. Men det var skolen, der kom i første række i ungdomsårene. Det sørgede familien for, og derfor blev det også til en studentereksamen, der bragte ham til Danmarks Tekniske Universitet, hvor han blev ansat som forsker, så snart han var færdiguddannet. Saxhof var en respekteret forsker inden for sit felt, som var lavenergihuse, og han nåede at fungere som både projektleder og institutbestyrer i en årrække, indtil han i 1998 trak sig tilbage for at hellige sig sin altoverskyggende interesse for bøger. Hovedarving Han var ellers ikke ud af en særlig boglig familie. Onklen var finmekaniker, og forældrene drev en kiosklignende cigarforretning på Ordrup Jagtvej, indtil faderen fik ansættelse som inspektør i et af onklens ejendomsselskaber. I modsætning til resten af familien var onklen ved at blive ret velhavende. Ernst Henriksen var en af den slags opfindere, som konstant var på jagt efter et problem at løse, og han fandt groft sagt en metode, der kunne holde blækplasma inde i kuglepennen, så det ikke i stedet løb ud i lommen på folk. Og da patentet løb ud, havde han investeret sine millioner fornuftigt i ejendomme, virksomheder og papirer. Som hovedarving overtog Bjarne Saxhof en stor del af det. Pludselig stod han med det meste af et gods, en villa på Strandvejen (senest vurderet til over 11 mio. kr.), halvdelen af en strøgejendom (seneste vurdering 51 mio. kr.) og et net af andre økonomiske aktiviteter. Når man spørger folk, hvor mange penge han egentlig havde, lyder gættene på alt fra et par hundrede millioner til over en halv mia. Ingen ved det i virkeligheden før om flere år, når alt er realiseret. Da han selv døde ved årsskiftet 2003-4, efterlod han sig ikke alene de mange aktiver, men også et usandsynlig stort fingeraftryk på den danske antikvarbranche. Saxhofs samlermani var de senere år blevet et samtaleemne, der ikke var sådan at komme uden om. Alle vidste, at hvis Saxhof først brændte for en eller anden bog, så købte han den, uanset hvad den kostede. Næsten da. Men det gjaldt også for kunst, hvor han pludselig kunne beslutte sig for at købe et billede af Eckersberg eller af Mondrian. Bibliofilklubben Flere antikvarboghandlere kunne direkte se det på omsætningen, da han sagde sit job op på DTU for at hellige sig bibliofilien på fuld tid. Og de kunne helt kontant mærke det, da han døde i december under et juleophold i sin lejlighed i Lucerne i Schweiz. Pludselig var det slut. Byens bedste kunde var væk. Han havde købt mange af sine dyre bøger i udlandet, men som bogsamler elskede han byens antikvariater, og han var parat til at åbne for tegnebogen for at støtte dem. Enten købte han generøst ind fra reolerne i flere af forretningerne, eller også betalte han folk for at registrere og beskrive hans omfattende bogsamling. Efter hans død er det på ingen måde sikkert, at Københavns antikvarmiljø kan fortsætte fuldstændig i den skikkelse, det har i dag. Mange af pragteksemplarerne viste han frem i Bibliofilklubben, som er en kreds af 65-70 seriøse samlere, hvis sammenslutning har prins Henrik som protektor. Det er en kreds af især modne og ældre mænd af det bedre borgerskab, som her blandt ligesindede dyrker deres altopslugende interesse: bøgerne. De særlige bøger, de flotte bøger eller bare alle bøger inden for et lillebitte afgrænset område, hvor de så til gengæld har alt, hvad der er udgivet. Kun de færreste har som Bjarne Saxhof råd til at købe bredt ind af det, der nu lige fascinerer dem. Mange specialiserer sig som formanden for klubben, sognepræst Kjeld Nielsen, der samler på gamle hebraiske grammatikker eller publikationer fra den berømte svenske botaniker Carl von Linné. Hekse fra 1400-tallet Bibliofilklubben er stedet, hvor bogens æstetik er i højsædet. Det særlige eksemplar bliver dyrket. En speciel historie i tilknytning til et værk kan have stor betydning for interessen for bogen. Og for prisen. Bogens indhold kan også have betydning, men det er langtfra altid tilfældet. Bibliofile køber ikke nødvendigvis en bog for forfatterens tekst, og ingen i Bibiofilklubben havde da heller ikke nogen illusion om, at eksempelvis Bjarne Saxhof købte en latinsk bibel fra 1200-tallet, fordi han ville læse i den. Ligesom ingen forventede ham sidde og læse en fantastisk bog om heksekunst fra 1400-tallet. Eller for den sags skyld små hæfter som Hans Scherfigs ultratynde 'Hvad laver vi i skolen?'. Udgivelserne nåede dog alle med i Saxhofs samling. For ham betød det ikke altid det store, om det var en bog til 150.000 kr. eller et hæfte til få hundrede kroner. Hvis han fandt det interessant, ville han have det. Auktionskataloger som hyggelæsning Saxhof samlede, og intet var for dyrt, og intet var for småt. Om end han i de seneste år i stadig højere grad gik efter de dyre og eksklusive værker. Hele hans villa var fyldt med bøger, kunstværker og aviser - plus hvad man i øvrigt kunne samle på. Saxhof kunne samle på det meste, og det var først ved hans død, at direktør Ole Friberg fra selskabet Ernst Henriksen A/S holdt op med at klippe vittighedstegninger ud af Lolland-Falsters Folketidende og lægge dem i en bunke, så Saxhof kunne tage dem med hjem, når han var inde på kontoret på Strøget i andet ærinde. Han var en ægte samler, og han havde samlerens klæbehjerne for detaljen. Uanset hvor han bevægede sig, fik han hurtigt status af et levende opslagsværk. På DTU huskede han data, andre var nødt til at slå op i referater eller bøger, og i bogmiljøet var han et reservoir af viden, man kunne trække på. Som få kunne han hente oplysninger ud af hukommelsen om specielle bind, bogkunstnere og særlige bøger, som engang havde optrådt i auktionskataloger over berømte bogsamlinger. Auktionskatalogerne var også blandt hans favoritlæsning, og han læste altid. Men sjældent den type litteratur, de fleste ville forestille sig, at en topnørdet bogsamler ville fordrive tiden med. Eskapisme Han havde en uslukkelig appetit på kriminalromaner, og for det meste havde han en med, hvor end han gik. Ikke sjældent en Dick Francis-knaldroman om livet i den betændte del af det britiske hestesportsmiljø, eller en spændingshistorie af Wilbur Smith. Underholdningslitteratur eller eskapisme ville nogen kalde det, men hvis Bjarne Saxhof var på flugt fra noget, var det noget, han bar i sig selv. Alle steder, på DTU, i Bibliofilklubben, auktionsmiljøet eller antikvarboghandlerbranchen, alle steder husker ham som en ensom mand. En mand, som trods sine store midler og mulighed for at dyrke sin store interesse 100 pct. aldrig så ud til at sende på helt samme frekvens som livet. Nørballes antikvariat Men han fik en omgangskreds og en række bekendte i kraft af sin boginteresse. »Vi var mere eller mindre hans familie«, fortæller antikvarboghandler Jess Jessen, stifter af Nansensgades Antikvariat. Selv var Jess Jessen en af dem, der kom tættest på Saxhof. Det skyldtes ikke mindst, at de sammen overtog den legendariske samling efter Leif Nørballe på Gammel Kongevej. Det var lidt af en drøm for Saxhof. Jess Jessen mener ikke, samleren nogensinde glemte den gamle episode med Nørballe, og spørger man Jessen i dag, var det Saxhof, som foreslog, at de sammen skulle købe Frederiksberg Antikvariat, da Nørballe ville trække sig tilbage. Ingen af dem havde dog forestillet, hvad det ville føre med sig. De købte ejendommen, firmaet og bøgerne. Og derefter smed de det meste ud igen, for i fugtige kældre og utætte garager lå ældgamle videnskabelige bøger og var ved at rådne op, mens værdiløse Lademann-udgivelser lå i stakke inde i butikken. »Jeg er formentlig den person efter Hitler, der har brændt flest bøger«, mener Jess Jessen. Bjarne Saxhof brændte ikke bøger. Han brændte til gengæld en formue af på antikvariatet, som ifølge den hovedrige ejer skulle udvikles til at blive Nordeuropas mekka for bøger. Det blev i hvert fald dyrt. Drømmen om eget antikvariat Frederiksberg Antikvariat nåede at få en pris for den overdådige restaurering af ejendommen på Gammel Kongevej 120, men den er også, som Saxhofs personlige advokat har udtryk det, nærmest beklædt med bladguld, hvor man kunne komme af sted med det. »Det er vel et spørgsmål, om man ud fra rent forretningsmæssige principper ville have købt Nørballes virksomhed og lavet den om til Nordens fineste og flotteste antikvariat«, siger Steen Christensen. Han er skifteværge for den fond, som får de fleste af de penge, der kommer ud af boet efter Bjarne Saxhof. Foreløbig har de solgt villaen på Strandvejen, og ejendommen på Gammel Kongevej. Hvor antikvariatet ligger om et år, tør ingen spå om i dag. Spørgsmålet er, hvad Saxhof egentlig ville med antikvariatet? Ifølge Jess Jessen havde han en drøm om at blive antikvarboghandler selv, og han så også antikvariatet som en mulighed for at få procenter på nogle af de værker, han i stigende grad købte i udlandet. Alle var rystede Her var han blevet et stadig mere kendt navn, efter han var kommet til penge. De kendte ham i auktionshuse i London, Paris og New York, og de rigtig dyre varer blev fundet frem på antikvarboghandlermesserne, når han troppede op. Efterhånden lærte det internationale netværk, at man ikke skulle tro, der var en sammenhæng mellem udseende og betalingsevne. Den første gang, Bjarne Saxhof var på stor bogmesse i New York sammen med sin direktør Jess Jessen, nåede han at købe for tre-fire millioner kroner på få timer. Alle var rystede. Hér kom en mand, som blev gjort opmærksom på nogle flotte bogbind på en stand, hvorefter han så sig omkring og sagde, at så ville han også godt lige have dét, og dét, og dét og dét og dét. Og det var andre, der måtte lære ham, at han også skulle sørge for at få procenter på sine storindkøb. »Bjarne købte nogle vildt fantastiske ting, og han købte også noget, som var vildt for dyrt«, siger Jess Jessen. Det udsagn er mange i Saxhofs omgangskreds rede til at skrive under på, og man skal heller ikke lede længe efter folk, som mener, han blev udnyttet eller snydt. »Da Bjarne fik mange penge, fik han efterhånden også rigtig mange venner og bekendte. Der var i hvert fald mange af dem, jeg aldrig havde hørt om før«, siger direktør Ole Friberg fra Ernst Henriksen A/S. Eneret på hjertet I de sidste år af hans liv, var Friberg en blandt flere, der forsøgte at give Saxhof gode råd. Om ikke det var på tide at sælge nogle af bøgerne, i stedet for konstant at købe flere og stadig dyrere bøger. Indimellem kunne de få ham til at gå ind på tankegangen, men kun kortvarigt, for når det kom til stykket, gjorde han, som han ville. Havde han lyst til at købe, så gjorde han det. Og havde han lyst til at tage Concorden for at deltage i årets måske mest betydningsfulde antikvarmesse på Manhattan, så gjorde han det. Og nød Beluga-kaviaren og den sprøde champagne, som han nåede at gøre sidste år. Og havde han lyst til at lukke to restauranter for at fejre sin 50-års fødselsdag, så gjorde han det og inviterede over 100 mennesker, som blev underholdt med to orkestre, Tivolifyrværkeri i gården og Saxhofs egen yndlings-Barolo i glassene, som alle kunne nyde, mens han selv - efter et ophold på behandlingsstedet Majorgården - nøjedes med alkoholfri væskeindtagelse. Og havde han lyst til at efterlade det meste af sin formue til en almennyttig fond, der skal bære hans navn, så gjorde han det, og derfor bliver det energiforskningen på hans gamle arbejdsplads, DTU, sammen med forskningen i cancer og Parkinsons syge, der kommer til at nyde godt af hans mange penge. Og havde han lyst til at skrive en kvinde ind på en fremtrædende plads i sit testamente, så gjorde han det. Også selv om han aldrig fik den plads i hendes hjerte, som hun havde i hans. En plads, som hun kunne have fået eneret på, når han havde sine mest klare øjeblikke. Bliver ikke glemt Lykkelig blev han aldrig, men glemt bliver han heller aldrig i det bogmiljø, som er så propfyldt med historier om sære og originale skikkelser. Og de vil stå der alle sammen 1. december, når de første 200 numre i hans bogsamling kommer under hammeren. Og de vil stå der igen, når anden, tredje og fjerde auktion bliver afviklet med udenlandske opkøbere på både forreste række, og de vil være med på telefonerne med bud både anden, tredje og fjerde gang, for der må nødvendigvis en række auktioner til, når en bogsamling af den størrelse skal sælges - uden at bunden går ud af markedet. »Der er trods alt grænser for, hvor mange penge folk har til at købe bøger for. Også selv om de venter med at skifte bilen ud«, som Jess Jessen siger. Sebastian Hauge Lerche fra Bruun Rasmussen sætter sig i næste uge på et fly til Melbourne i Australien. Her vil han gå rundt på den internationale antikvarboghandlerligas store messe for at lægge auktionskataloget for næsen af en række af verdens betydelige bogsamlere og antikvarboghandlere. En del af dem skulle gerne være med, når første nummer på auktionen i december åbner salget. Første bog i kataloget er den franske forfatter og bogsamler Charles Nodiers selvironiske novelle om bibliofilien som sygdom. En klassiker blandt samlere. Titlen? »Den boggale«. Vurderingen lyder på 4.000 til 6.000 kr. Nye bogsamlere kan starte her.