Splittet mellem Højsangen og John Mogensen, mellem den vandrende jøde Ahasverus og den skruppelløse Don Juan: Dokumentarfilminstruktøren, klipperen, manuskriptforfatteren og ikke mindst digteren Daniel Dencik (f. 1972 i Stockholm) er bærer af et alsidigt og rastløst talent, der imidlertid de seneste par år er begyndt for alvor at træde i karakter og levere gode værker. Han debuterede som digter i 1998, senere kom bl.a. digtsamlingen 'Solvinden' (2005) og nu i 2012 det heftige langdigt 'Via katastroferne', som foreløbig har fået ham nomineret til Politikens Litteraturpris. LÆS INTERVIEWDOX-aktuel multikunstner: »Jeg har verdens bedste job« Daniel Dencik har modtaget Statens Kunstfonds 3-årige legat, han fik årets REEL Talent Pris på CPH:DOX, hans film er flere gange blevet udtaget til Cannes - og så har den kosmopolitiske og nomadiske Dencik på øgruppen Samoa fået tildelt et stykke land som sit eget! Det er med andre ord vanskeligt at undgå det forslidte tillægsord 'farverig' om Dencik; vi er meget langt fra en leverpostejfarvet hjemmefødning.
Slangens bid 'Via katastroferne', med undertitlen 'En nekrolog', er et 60 sider langt digt i syv dele, men uden tegnsætning af nogen art, og udført sådan, at de sidste ord går over i de første, dvs. at digtet er en slange, der bider sig selv i halen. Slangebiddet er vigtigt, for her holder en patologisk charmerende, fyrreårig mandlig forfører dom over sig selv og sit forspildte liv, sammensat af katastrofe på katastrofe, svigt på svigt, »kun brølere og baghylere«, som det med et karakteristik rim hedder et sted. LÆS OGSÅLyrisk nekrolog er vovet og kraftfuld Manden rejser til stadighed rundt, og så forfører han utrætteligt, »hvis du var gået til værks med samme ildhu (...) på et hvilket som helst andet felt/ ville du være blevet dekoreret med medaljer«. Set i det lys - og 'Via katastroferne' er til en vis grad selvbiografisk - er dokumentarfilm og digtsamlinger nærmest et biprodukt af det egentlige arbejde, nemlig forførelsen. Det (u)perfekte menneske I den forstand er Dencik en yngre, karakterfuld udgave af sin ældre pendant Jørgen Leth spaltet mellem at være på flugt og på jagt og hjemsøgt af Bibelens længste ord, »og du skal kalde det ikke-fundet-barmhjertighed«. 'Via katastroferne' er et på skift melankolsk, rasende og vittigt digt; det er en original lyrisk guillotine, der suser ned over det mandlige begær. SYNES DU DANIEL DENCIK SKAL VINDE?Sådan stemmer duTILBAGE TIL OVERSIGTENHer er de nominerede til Politikens Litteraturpris 2012