O uroboros. Det er det sammensatte græske ord for en slange, der bider sig selv i halen, og det symboliserer blandt andet enhed og kraft.
En begyndende slutning Det er en på alle måder potent form, Daniel Dencik har valgt for sin såkaldte 'nekrolog', den prosalyriske 'Via katastroferne', der slutter af med at gå over i sin egen begyndelse, i og med sidste linjes »dit liv din død« synes at fortsætte i første linjes »udødelighed og i mangel på udødelighed damer«. Og vi bliver ved det græske, for 'katastrofe' betyder nemlig en voldsom, oftest ulykkelig forandring, men kan også betyde udfald, at en knude opløses, så tingene kan fortsætte, sådan at vi går 'via' den ene katastrofe videre til den næste. Sådan er det i hvert fald her, hvor vi i slangens legeme præsenteres for et dobbeltgreb.
Tveægget dobbeltgreb Dobbeltgrebet er Denciks styrke, men måske også hans svaghed. I 'Via katastroferne' får vi et langdigt i syv, mildt kronologiske suiter, der lader en dansk-jødisk Don Juan i fyrreårskrise rime og rytme sig vej gennem følelsen af et forspildt liv, »fuld af lort træt af pis«.
LÆS OGSÅLivsnødvendig økopoesi åbner verden for et nyt blik Dette traurige hovedspor flettes imidlertid systematisk sammen med hele den jødiske identitet, i form af citater fra Højsangen, af bibelske sted- og egennavne, af henvisninger til Auschwitz; vi går lynsnart fra John Mogensen til holocaust, »to mennesker på en strand/ to hjerter i brand (...) to skeletter på en strand to hjerter i brand tre onkler endte som lampeskærme fire tanter som håndsæbe«.
Forskudt eksil Følelsen af at være i forskudt eksil, drevet til en nomade-tilværelse, plaget af fremmedgørelse - får altså af Dencik tilført en voldsom klangbund under det strengt taget lidet opsigtsvækkende indblik i den midaldrende forførers kvababbelser over sit liv og levned. Eller rettere, spørgsmålet er, hvad der sker, idet Dencik insisterer på at føre de to niveauer sammen. Er det et uheldigt fejlgreb, der skal forlene banal dansk middelklasseforspildthed med et melodramatisk og dybest set upassende skær af holocausts tragedie? Slås der plat på de omkomne i Auschwitz for at frembringe en æstetisk pirrende effekt? Eller er der modsat tale om, at tekstens jeg vitterlig er delt mellem at være den evigt vandrende, uddrevne jøde Ahasverus (»som snydt ud af næsen på ahasverus«), og den kronisk liderlige Don Juan, der til slut som fyrreårig runder af med at have et forhold til sin datters 14-årige veninde? Svækker eller styrker Endlösung tekstens beskrivelse af et jeg i krise? Undervejs skiftede jeg spor og sindelag, revet med og ud ad tangenten af Denciks ret så formidabelt swingende rim (»gik i dørken se under tørken se under ørken se under arken så blev der sunget op ad åen«) og brutalt-elegant synkoperede monolog, »du skulle aldrig være kommet/ det sagde hun også dengang/ det går ud over stepperne/ ud over alle beføjelser/ det går ud over alle andre end dig/ tæppefald og steppebrand/ knæfald og arvesynd/ æblet falder ikke langt fra stammen/ søn af en vatpik/ som snydt af næsen på en jødetud«.
Jernhård selvironi Jeget, der er vokset op i det lidet episke Valby, sidder på et tidspunkt i Taastrup arrest, hans mor er død af sygdom, han mister tilsyneladende forældremyndigheden over sine to børn, han er midt i en sindsoprivende skilsmisse, fra en af de mange, mange kvinder, han manisk har befrugtet og forført over hele kloden, »ved zions døtre og ved billardbordet på nanok bodega«. Hans dom over sig selv er på skift jernhård og selvironisk, selvmedlidende og selvpiskende, patetisk og vittig, sørgelig og ukuelig.
LÆS OGSÅInteressant nyt forfatterkuld er udruget fra Forfatterskolen Og udgangen, det er vel døden? Men det går som et halvt trodsigt, halvt idiotisk refræn gennem teksten, »om hundrede år er alting glemt/ tak fordi du kom/ det sagde hun også i går« - her med en flad, stupid brander, der løber ud i: »ingen vil kende dine drømme/ dine løgne/ dine erobringer/ din lykke/ din ensomhed/ dit liv/ din død«. Hvor døden, hos Ouroboros, vel at mærke straks efter går over i den umulige udødelighed. På græsk betyder 'nekrolog' en fortælling om de afdødes liv og levned. Og tekstens fyrreårige rejsende i one night stands og svigt over for familie og venner er måske blot en udød, et besat spøgelse, der vandrer gennem verdens altid bristefærdige overflod af katastrofer, en karikeret mand, der halser efter sit omskårne lem. Der er stor kraft, rå energi og sprittet vid i Denciks katastrofale nekrolog. FACEBOOK