Jeg må indrømme, at begrebet økopoetik ikke i udgangspunktet er et begreb, der skærper min appetit på ny lyrik. Men som grebet an af Juliana Spahr i hendes fjerde digtsamling 'Well then there now' er det en ganske anden sag. Det er digte og tekster, som prøver at trænge ind i kompleksiteten mellem sproget, den menneskeskabte kultur og den truede natur og gør det på en måde, så øjnene åbner sig og cellevæggene mellem de forskellige verdensbilleder lader sig gennemtrænge. At alting er vævet ind i hinanden og på mange svært gennemskuelige måder indbyrdes afhængige, er en fortærsket holistisk konstatering, der fremstår som alt andet end banal hos Juliana Spahr. LÆS OGSÅAmerikansk poesi er usikkert oversat Den komplekse udveksling bliver konkret udstillet i sproget ved hjælp af en række teknikker og fremprovokerede synsvinkler, flere af dem tilsyneladende langt fra, hvad man normalt forstår ved ’poesi’, lever Spahr op til idealet om poesien som en sproglig grundforskning i viden og sanselighed. Et redskab beregnet på at åbne det lukkede op uden at splitte helheden i kunstige dele. 'What it opens up' er bogens skjulte motto. Det meste af samlingens digte og poetiske essays har Hawaii som laboratorium. Spahr har i en årrække undervist på universitetet i Honolulu. Her tog hun et kursus i etnobotanik for at blive en klogere digter i konfrontationen med Hawaiis følelsesmæssigt forvirrende mikrokosmos. Et mildt sagt lækkert sted, hvor det er svært at huske sig selv på, at øen samtidig er en økologisk katastrofe. Den nuværende kultur er et resultat af vesterlandske nybyggeres fortrængning af den oprindelige befolknings kultur. Den smukke flora og fauna består overvejende af invasive planter og dyr, som i kølvandet på koloniseringen har fortrængt den oprindelige natur og slået den ud af balance. Kaktus suger vandspejlet lavt, og koralrevet er livløst. Indskudt dyreopremsning Opremsning, gentagelse og variation er noget, Spahr bruger med stort held. Oversættelse fra øernes oprindelige sprog til engelsk kører hun igennem computerens oversættelsesprogram, indtil fejlene uundgåeligt multiplicerer og skaber sproglige sammenhænge, som stadig er genkendelige, men nu på forvirrende frugtbar måde både ’rigtige’ og ’forkerte’. Sprogets dna manipuleres, og når begreberne 'vi' og 'os' pludselig bliver vilkårlige, får det følelsen af grundidentitet til at dirre som gelé og sætte spørgsmålstegn ved hele ejendomsbegrebet i vores måde at betragte verden på. Et grundtema i de senere tiårs litteratur er Stedet. Spahr beretter omhyggeligt, hvor det enkelte digt blev til. Hun boede på hjørnet af den og den gade i byen, men hun kan med lige så stor præcision konstatere, at hun boede i krydset mellem tør og fugtig. Ejendomsforhold, relative fattigdomsbegreber og andre vestlige grundpiller bliver der rokket ved med udsigt fra det lokales historik. Men det lokale er nu også relativt. Som det er for den uidentificerede gruppe unge og yngre mennesker i 'Unnamed Dragonfly Species', der sidder foran hver sin computer og igen og igen ser dokumentationen af enorme stykker afbrækket Antarktis og smeltende gletsjere. Isen smelter og ferskvand fosser ud i havet. Spahr giver en præcis analyse af de hjemløse følelser og forskydninger af fokus, med hvilke man som menneske prøver at leve med sin viden om situationen med indsigt, skyklapper og lyst til den næste fest. Indskudt i fortællingen om de unge mennesker og nedsmeltningen er en alfabetisk opremsning af akut truede dyrearter. Deriblandt Cerulean Warbler (cyanblå sanger), der er en slags symbolsk hovedperson i Jonathan Franzens ’Frihed’. Åbner verden Informationerne er tankevækkende og brutalt ubrugelige. Den store smeltetid begyndte i 1988. Dér tippede isbjerget, og intet lå fjernere fra datidens bevidsthed. I 1820 var forholdet mellem det rigeste og det fattigste land 3:1. I 1950 35:1. I 1992 72:1. Har dette fremskridt noget med isen at gøre? Ikke 1:1, men selvfølgelig alligevel. Juliana Spahr digter om sin opvækst i et af USA's fattige kuldistrikter. Globalt var man alligevel relativt velhavende. Men hvorfor føler jeg mig så flad som en fregne, spørger Spahr. Med sine paradokser, sine blotlagte forbindelser og sin kamp for at leve med sørgmodigheden i nysgerrighedens trodsige tegn er 'Well then there now' en foruroligende poetisk sproglig undersøgelse af verdens sande tilstand. Spahr har skrevet en bog, som skærper opmærksomheden på menneskets uerkendte behov for at kæmpe sig tilbage i en form for levedygtigt samkvem med den celledelte verden, vi med vores levevis har forvandlet til et luksusfængsel med overbelastede forsyningslinjer. At '2199 Kahlia Road' bliver hængende i det lokale, forhindrer ikke denne bog i at opleves som påtrængende nødvendig i sin insisteren på, at det gode spørgsmål er det eneste rigtige svar. I stedet for at skrive skjøn naturlyrik, skriver Spahr livsnødvendig økopoesi, som åbner verden for et nyt blik. FACEBOOK