Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Syner fra livets underside

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Henrik Bjelkes mammutroman 'Saturn' er et overset værk i dansk litteratur. Nu kan den på alle måder umådelige bog omsider anskaffes igen. Den roman, forlaget Arena genudgiver i dag, er en af vores mærkeligste. Fabulerende, flerstemmig, mytisk, fiktionsbevidst - noget nær en James Joyces 'Ulysses' på dansk.

Romanen er Henrik Bjelkes 27 år gamle 'Saturn', hans mest ambitiøse og helstøbte værk. Nu foreligger bogen igen og denne gang med håndtegnet omslagsillustration af Bjelke selv. 1974-udgavens radering af Jørgen Boberg med et svævende Leda-hoved over et landskab med øjne og fortidsøgler var måske for tidsbestemt.

'Saturn' blev en af halvfjerdsernes mest upåagtede romaner, og selv i dag er bogen stort set ukendt for andre end indviede. Med genudgivelsen nu kan man spørge, om ikke romanen har fortjent bedre end det, ja om ikke 'Saturn' ligefrem er et hovedværk i dansk litteratur?

For undertegnede er svaret afgjort ja, og det skønt mange sikkert vil frabede sig dens galskab og syner. Til gengæld er romanens visionære kraft, dens stofrigdom og enorme sproglige virtuositet uovertruffen i nyere dansk prosa.

Oven i det er 'Saturn' et stykke avanceret metafiktion, intertekstuel til bristepunktet og hybridt blandende genrer og stilarter fra lav- og højkultur. Jo, postmodernismen kom til Danmark før firserne og halvfemserne.


Henrik Bjelke døde af aids i 1993, kun 55 år gammel. Han efterlod sig et stort og genremæssigt meget bredt forfatterskab, som i løbet af firserne fik stadig flere læsere. Hans egentlige gennembrud kom med den parodiske udviklingsroman 'Togplan for Otto' (1990), der i dag er oversat til en række sprog.

Forfatterskabet er ligesom andre med rødder i tresserne et opgør med nogle af den vestlige verdens bekvemmeste ideer: at vores tilværelse forløber som et ordnet og fremadskridende forløb, og at verden er gennemsyret af fornuft.

Ifølge Bjelke har vi langt mindre styr på tingene, end vi sædvanligvis tror, og kunstens opgave er at vise det, uanset hvor uhyggeligt det ser ud. Allerede i debuten, novellesamlingen 'Første person ental' (1968), er dette tema til stede i en overraskende sikker stil.

Som titlen antyder, handler samlingen om identitet - eller rettere identitetens krise. »Jeg er slet ikke den jeg giver mig ud for. Og jeg kan ikke give mig ud for den jeg er«, siger titelnovellens Albert Ingelminster, der er franskstuderende på evig tid. Som flere af Bjelkes hovedpersoner lider han af en produktiv skizofreni.

Bjelke havde selv et længerevarende jurastudium hængende over hovedet, da 'Første person ental' udkom. Studiet blev definitivt afsluttet i 1969, hvor han for anden gang dumpede til embedseksamen med et brag.

Efter hans eget udsagn havde han til den sidste eksamen med vilje forvekslet spørgsmålet i 'Underpant' (udtalt på dansk) med 'underpant' (udtalt på engelsk), men også andre forklaringer koketterede han med.


Dumpningerne blev traumatiske for Bjelke, der i forvejen havde lidt under en 'prøjsisk opdragelse'. Denne havde udstyret ham med en grundlæggende fraværs- og tomhedsfølelse, som dog omvendt gav ham et vist skæbnefællesskab med andre anderledes eller ligefrem eksilerede forfattere i den internationale liga. Det gjaldt bl.a. Emile Zola og Marcel Proust, der begge selv havde haft fingrene i juraen.

Omstændighederne omkring det mislykkede jurastudium spilles der gevaldigt på i Bjelkes anden bog, romanen 'Trap' (1970). Hovedpersonen er den jurastuderende Aksel Theodor Trap, der ligesom Franz Kafkas hovedperson i 'Processen' vikles ind i en absurd magtverden, som til sidst ender med at tage livet af ham.

Årsagen til tragikken er ifølge ham selv et ødipuskompleks og en fremmedhedsfølelse af anselige dimensioner. Det sidste rummer bogen en storstilet social-politisk analyse af. Trap er som flere af Bjelkes andre bøger påvirket af tressernes psykologiske debat, først og fremmest amerikaneren R.D. Laings 'antipsykiatri'.

Bjelke skrev selv en Kronik i Politiken, der gentog flere af antipsykiatriens standpunkter: at det er samfundet og magthaverne, der definerer det normale, og at de såkaldt gale er dem, der er sunde nok til at føle sig utilpassede.

'Første person ental' og 'Trap' udkom begge på forlaget Arena, der udgav mange af tressernes og halvfjerdsernes eksperimenterende forfattere. Det gælder bl.a. Leif Hjernøe, Henrik Have, Henning Mortensen, Peter Laugesen, Dan Turèll - navne, hvis affinitet til Bjelke er indlysende.

Bjelke sad selv i forlagets bestyrelse 1981-86, så der er en smuk symmetri i, at 'Saturn' nu genudgives på Arena. Bjelke forlod kortvarigt forlaget i 1971 til fordel for det velestimerede Gyldendal, som udgav hans tredje bog, novellesamlingen 'Oceanisk kys'.

Interessen for Bjelkes forfatterskab var da støt stigende; arbejdslegater og en foredragsturne i USA arrangeret af PEN-klubben var de fine beviser på fremgangen. To år senere havde Bjelke så sit hovedværk klar - 'Saturn'.


Romanen blev imidlertid afvist af Gyldendal uden nærmere begrundelse. Bjelke, der havde brugt år på romanen, indledte straks et frådende angreb på forlagets konsulenter. Sagen udløste en uforsonlig avisdebat i Information, da 'Saturn' et halvt år senere udkom på Arena.

Anledningen var et interview i Ekstra Bladet, hvor Bjelke havde udtalt sig om sagen og mere eller mindre direkte udpeget de ansvarlige forlagspersoner, Erik Vagn Jensen og Jørgen Gustava Brandt.

I en senere artikel i Ekstra Bladet beskyldte han Gyldendal for useriøs og fordomsfuld udgivelsespolitik, hvad det hele da også lignede. Passede 'Saturn' dårligt ind i den bonede Gyldendal-litteratur?

Artiklen fik både Vagn Jensen og Gustava Brandt til at gå til modangreb i Information, og Bjelke selv benyttede den opståede polemik til at tale om indspisthed hos fremtrædende kulturformidlere og forfattere. Debatten kørte i aviserne i to måneder.

Da 'Saturn' omsider udkom, blev den rost af mange anmeldere og fik på ny skabt opmærksomhed omkring Henrik Bjelkes forfatterskab. »Et bjergskred af en roman«, kaldte Niels Barfoed bogen i Politiken. Romanens over 300 tæt trykte sider gør den til Bjelkes omfangsmæssigt største bog.

Ekstraordinært er også dens 35 sider lange noteapparat med ironisk-pedantiske realoplysninger og oversættelser af de mange passager på tysk, fransk, italiensk og engelsk. Det princip havde Bjelke overtaget fra et andet encyklopædisk værk, T.S. Eliots 'The Waste Land'.


'Saturn's hovedperson er en ung århusiansk forfatter, der sammen med sin kone og deres barn opholder sig i den franske badeby Menton. Her bliver han først forelsket i en italiensk pige, siden en ung fyr fra USA - og endelig i sin egen kone.

I bogens femte og sidste kapitel forsones han atter med familien. Handlingen er dog det mindste i romanen, der både er sprængt og springende, kalejdoskopisk i sin inddragelse af alskens kulturelt gods.

Snart er vi i halvfjerdsernes begyndelse, snart i tiden omkring Første Verdenskrig. Stederne er New York, Barcelona, Amsterdam, Amalfi, Venedig, Paris, Königsberg. Denne uorden, fordi flere bevidsthedsniveauer, flere stemmer manifesterer sig.

»I dette værk findes ingen struktur, men en fortsat bevægelse«, lyder romanens indledende motto af den narkotikaeksperimenterende forfatter Henri Michaux.

Bjelke havde tidligt eksperimenteret med sådanne opløste tekstforløb, men i 'Saturn' har eksperimentet fået endnu en tand. Romanen er radikalt flerstemmig, og tid og rum skifter uafladeligt.

Hertil kommer et hav af mere eller mindre skjulte citater og tekststumper fra sange, fortællinger, remser og myter, bl.a. det 5.000 år gamle babyloniske sagn om Gilgamesh.

På den måde bliver 'Saturn' en overbevisende demonstration af det, Bjelke selv har kaldt simultan tilstedeværelse. Bogen viser hele tiden - og ikke mindst gennem sin form - at alt er til stede samtidig, også de farlige seksuelle impulser. Var det denne anarkistiske vision, forlaget i Klareboderne ikke brød sig om?


'Saturn' er som de fleste Bjelketekster en splittelseshistorie, og splittelsen analyseres både politisk, psykologisk og mytologisk. Det sidste sker via sagnet om den hovmodige halvgud Gilgamesh, der har forelsket sig i kæmpen Enkidu, skønt han skal giftes med kærlighedsgudinden Ishtar.

Sagnet slutter med Enkidus død og Gilgamesh' søgen efter ham i dødsriget, hvor Gilgamesh leder efter livets urt, som han finder, men siden mister.

Bjelke anvender sagnet direkte i romanen ved at lade lægen Rod Steiger, også kaldet Rod Shamash (en gud i 'Gilgamesh'), lave en film over sagnet. Filmens hovedrolle spilles af jegfortælleren (eller er det forfattervennen Otto Georg Rosenquist?), og i rollen som Enkidu optræder den unge hippie Vince, som forsvinder, da optagelserne er ovre.

Romanens sidste del beskriver jegfortællerens muligvis fiktive søgen efter Vince gennem en række europæiske og amerikanske byer.

I Bjelkes brug af sagnet symboliserer Gilgamesh' søgen efter Enkidu en længsel efter enhed eller fuldstændighed, som netop nås i den homoseksuelle kærlighed.

I romanen 'To mænd' (1982), hvor Bjelke har genskrevet og uddybet sagnet, henføres Gilgamesh' homoseksualitet til den almægtige moder Nin-Sun, der af Shamash siges at have ammet Gilgamesh for længe.

Homoseksualiteten som resultat af en dominerende mor og en utilstrækkelig eller fraværende far er et tilbagevendende motiv i forfatterskabet.


'Saturn' kan i sin springende, collageagtige form minde om den amerikanske forfatter William S. Burroughs cut up-stil eller om moderne filmiske fortælleteknikker. Et sted i romanen står følgende citat af maleren Per Kirkeby:

»Jeg er eklektiker (...) Jeg tager andres ting i videste forstand. Jeg benytter mig af materialemylder, jeg laver mit eget system, jeg har mine egne modeller. Jeg plukker ud og samler og udvælger. Mit system, der er et ægte system, konstitueres af private forkærligheder og kuriosumagtige særinteresser og i hvert tilfælde noget mystisk«.

Citatet er centralt ikke bare for Bjelke og Kirkeby, men en række af datidens kunstnere som gjorde op med den kulturradikale tresser- modernisme og det klassiske værkbegreb.

Kunstnerne - bl.a. Jørgen Leth, Peter Laugesen, Vagn Lundbye, Erik Thygesen - arbejdede tværtimod med et mere åbent og spillende udtryk, hvor det mangestemmige snarere end det centrallyriske, det urene snarere end det rene, gjorde sig gældende.

I modsætning til Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, to af modernismens fremtrædende forfattere, praktiserede disse ikke- eller postmodernister nærmest æstetisk anarki: Alle midler, materialer, genrer og medier kunne bruges og blandes. Kløften mellem høj- og lavkultur skulle overskrides.

Opgøret, der bl.a. udspillede sig i undergrundstidsskriftet ta', var navnlig et opgør med den kulturradikale ide om kunstens nytteværdi. For en af periodens centrale litteraturformidlere, Torben Brostrøm, var modernismens vigtigste kendetegn simpelt hen opbyggelig erkendelse:

»For den nutidsbestemte holdning er den modernistiske teknik just en karakteristisk og forløsende metode. (...) Modernismen indbefatter (...) den særlige poetiske dynamik som er uundværlig for god poesi, og som man også kalder erkendelse«, skrev Brostrøm i tidsskriftet Vindrosen 1963.

Henrik Bjelkes bøger er blottet for sådanne opbyggelige programmer. Her udstilles nok tilværelsens ubehagelige sider, men ikke i nogen fornuftens gestus. Findes der en frigørelsesdimension i Bjelkes forfatterskab, ligger den alene i artikulationen.


Ligesom Bjelkes øvrige bøger er 'Saturn' en kompliceret affære, men dens indfald, humor og indædthed er anstrengelsen værd. Kommer man helskindet igennem bogen, har man set det hele, også Saturnus, den romerske guddom, som fejredes med lystige fester i oldtiden. Festerne var ladet med genfødselssymbolik, og det er Bjelkes roman også.

'Saturn' er tilegnet Djuna Barnes og Vladimir Nabokov - sidstnævnte blev forfatterskabets store inspirator. I Bjelkes essaysamling 'Seks råb fra baghovedet' (1982) lyder det et sted om »flygtningenes flygtning« Nabokov:

»Det er min opfattelse, at Nabokovs bøger, uanset at han selv syntes de kun var skrevet for at underholde den nærmeste familie plus »et halvt dusin kære klukleende afdøde venner«, meget vel kan komme til at fungere som leverandører af et fremtidigt, livsnødvendigt overlevelses-know-how i en mental flygtningeproces, hvis sidste eller fleste ofre ikke er født endnu«.

Beskrivelsen passer på Henrik Bjelke selv, der mere end nogen anden dyrkede fiktionen som overlevelse og flugt - fra identitetskrise, jura og fornuft. For Bjelke var der således ingen modsætning i at skrive og leve, og hans eget liv er da også et vigtigt tema overalt i forfatterskabet. »Det er i munden vi lever«, hedder det i romanen 'Aurora Karamzin' (1982), og dér lever Bjelke nu evigt for os andre.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden