0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg fik lyst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da jeg var mellem 46 og 48 år gammel, skrev jeg min første roman, 'Rosens navn'. Jeg vil ikke komme ind på de (hvad kalder man det? eksistentielle?) motiver, der fik mig til at skrive en første roman: de er mangfoldige og lader sig næppe skille ad, og jeg mener, at det er en fuldt ud tilstrækkelig forklaring at sige, at jeg fik lyst til at skrive en roman.

Naive interviewere svinger som regel mellem to indbyrdes modstridende overbevisninger: den ene er, at en såkaldt kreativ tekst udvikles næsten øjeblikkeligt i en mystisk raptus af flammende inspiration; den anden er, at forfatteren har fulgt en opskrift, en slags hemmelig regel, som man gerne så afsløret.

Der findes ingen regel, eller rettere, der er mange, og de er foranderlige og bøjelige; og der findes ikke nogen inspirationens magma. Men det er rigtigt, at der er en slags begyndelsesidé og derefter nogle meget klare faser i en proces, der udvikler sig lidt ad gangen.

Mine tre første romaner voksede alle sammen ud af en kim-idé, som ikke var stort mere end et billede: det var dén, der greb mig og gav mig lyst til at gå videre. 'Rosens navn' opstod, da jeg blev grebet af billedet af mordet på en munk i et kloster.

At forgive en munk
Da jeg i 'Efterskrift til 'Rosens navn' skrev, at »jeg havde lyst til at forgive en munk«, blev denne provokerende formulering taget bogstaveligt og udløste en lavine af spørgsmål om, hvorfor jeg dog ønskede at begå denne forbrydelse.

Men jeg havde overhovedet ikke lyst til at forgive en munk (og jeg har da heller ikke forgivet nogen): jeg var derimod fascineret af billedet af en munk, der blev forgivet, mens han læste en bog i et bibliotek. Jeg ved ikke, om jeg var påvirket af den traditionelle angelsaksiske krimi-poetik, ifølge hvilken mordet skal foregå i en præstegård.

Måske gik jeg ud fra nogle oplevelser, som jeg havde haft som 16-årig, da jeg deltog i en række åndelige øvelser i et benediktinerkloster.

Jeg spadserede rundt i de gotiske og romanske klostergårde og bevægede mig ind i et skyggefuldt bibliotek, hvor der på en læsepult stod et åbent eksemplar af 'Acta Sanctorum', hvoraf det fremgik, at der ikke kun, sådan som man ellers havde bildt mig ind, eksisterede en saligkåret Umberto, men ligefrem en Sankt Umberto, en biskop, der havde omvendt en løve ude i en skov, og hvis helgenfest var 6. september.

Men allerede da, mens jeg bladede i det folio-bind, der stod åbent foran mig, i en majestætisk tysthed, hvor klinger af lys faldt ind gennem matte ruder, der næsten var som furer i væggene, som løb op og endte i spidsbuer, må jeg være blevet grebet af et øjebliks uro.

Jeg ved det ikke. I hvert fald bad dette billede af munken, som var blevet myrdet, mens han læste, mig på et tidspunkt om at bygge noget rundt om det. Resten opstod lidt efter lidt for at skabe en mening med dette billede, inklusive beslutningen om at henlægge historien til middelalderen.

Først havde jeg tænkt, at den skulle foregå i vore dage; så besluttede jeg, at eftersom jeg kendte og elskede middelalderen, kunne jeg lige så godt gøre den til skuespil for min historie.

Resten kom af sig selv, lidt efter lidt, mens jeg læste og genså billeder og genåbnede skabe, hvor jeg gennem 25 år havde gemt de middelaldernoter, som jeg havde skrevet med helt andre formål for øje.

Fra verden til stilen
Hvor det i poesien er det valgte udtryk, som bestemmer indholdet, gør det modsatte sig gældende i prosaen. Her er det den verden, man vælger, og de begivenheder, der foregår i den, som pålægger én en bestemt rytme og stil og at benytte bestemte sproglige udtryk.

Når romanens verden først er skabt, så følger ordene efter, og (hvis alt går vel) er det netop de ord, som den verden og de begivenheder, der finder sted i den, kræver. Derfor er stilen i 'Rosens navn' hele vejen igennem den middelalderlige krønikeskrivers stil: han er nøjagtig, tro, naiv og forundret og, når der er brug for det, banal (en lille 1300-tals munk skriver ikke som Gadda, og han erindrer ikke som Proust).

I 'Foucaults pendul' skulle der derimod en hel mængde forskellige sprog i spil: Agliés kultiverede og arkaiserende sprog, oberst Ardentis forlorne DAnnunzio-præg, Belbos og hans hemmelige filers (villede og smertefulde) på én gang henførte og ironisk litterære stil, Garamonds kommercielt kitschede stil og de studentikose samtaler mellem de tre redaktører, når de udvikler deres uansvarlige fantasterier, alt imens de blander lærde hentydninger med tvivlsomme ordspil.

Men disse 'registerspring' skyldtes ikke et blot og bart stilistisk valg: de udsprang af selve naturen af den kulturelt uegale verden, hvor historien foregik.

I 'Øen af i går' bestemte udgangsverdenens natur ikke blot stilen, men hele romanens struktur, som bestod i en stadig dialog og konflikt mellem fortælleren og hovedpersonen, en konflikt, som læseren efterhånden blev inddraget i som vidne og medskyldig. I 'Pendulet' foregik historien i vore dage, og der var ikke noget problem med at genoptage en forsvunden sprogbrug.

I 'Rosens navn' foregik historien i en temmelig fjern fortid, men dengang talte man et helt andet sprog, nemlig det kirkelatin, der så hyppigt (efter nogles mening alt for hyppigt) optræder for at minde om, at historien foregår for længe siden.

Derfor var det stilistiske forbillede indirekte krønikeskrivernes latin, men mere direkte de moderne oversættelser, som vi almindeligvis læser (og desuden havde jeg dækket mig ind ved at gøre opmærksom på, at jeg oversatte fra en 1800-tals oversættelse af en middelalderkrønike).

I 'Øen' kunne min hovedperson imidlertid ikke tale andet end baroksprog, men det kunne jeg ikke gøre, hvis det ikke skulle blive en ren parodi. Jeg måtte derfor have en fortæller, der somme tider irriteres af sin hovedpersons sproglige umådeholdenhed, somme tider ligger under for dem og somme tider tager toppen af dem med appeller til læseren.

Tre forskellige verdener påtvang mig altså tre forskellige 'stiløvelser', som så mens jeg skrev, blev til tre måder at tænke og se på, og det i en grad så jeg ikke kunne lade være med at omsætte alt, hvad jeg oplevede i dagligdagen i den slags begreber.

Undtagelsen 'Baudolino'