Lone Hørslev: »Jeg har brug for at gøre noget, jeg ikke er sikker på«

Ordsmed. Forfatter og digter Lone Hørslev samarbejder også med musikeren Solvejg Sandness under navnet Er de sjældne, der udgiver nyt album til maj. Tegning: Mette Dreyer
Ordsmed. Forfatter og digter Lone Hørslev samarbejder også med musikeren Solvejg Sandness under navnet Er de sjældne, der udgiver nyt album til maj. Tegning: Mette Dreyer
Lyt til artiklen

»Snapsemad. Sådan en skal du prøve. Jeg er helt vild med det ord. Snapsemad. Man forestiller sig, at nogen har fundet på det for at skabe noget mersalg, for man kan jo næsten ikke tillade sig at købe en uden at bestille en snaps til«, siger Lone Hørslev ved udsigten til Slotskælderens variationer over dansk smørrebrød.

LÆS ANMELDELSE Råhot poetiker skriver seje digte fra singlepigens sorte hjerte

Akvavit må nogle af gæsterne ved de andre borde nu om i dag.

En såkaldt snapsemad bestående af blandt en del andet et solidt bunddække af kogte kartofler i skiver og lækre sildebidder ankommer på den 38-årige forfatters anbefaling.

Selv nupper hun fristelsen stegte sild, hvor der heller ikke er sparet så meget på pynten, at man kan få øje på rugbrødet.

Der er noget usnobbet over smørrebrød
Den knaldrøde læbestift under det ovale ansigts store øjne bliver på sin plads, mens kvinden bag romansuccesen ’Sorg og camping’ fra 2010 og adskillige digtsamlinger, senest ’La’os’ fra 2012, synker fisk og siger:

»Der er noget usnobbet og gedigent over smørrebrød og over stedet her«.



Omkring os er ikke en stol ledig ved tætstillede borde klædt i mørkegrønt stof. Et af de talrige billeder væggene er et falmet foto af broen over Øresund akkompagneret af ordene ’Välkommen till framtiden’.

Nuet rækker ellers fint. I dag.

Digtene lever selv
Det er en fortid for ikke særlig mange år siden, Lone Hørslev tager med sig på scenen, når hun onsdag aften optræder i Idealbar i Vega sammen med sangskriveren og sangerinden Lise Westzynthius.

’I krig og kærlighed’ hedder deres fælles koncert, hvor Lise Westzynthius synger numre fra sin skilsmisseplade ’Tæt på en kold favn’, der udkom sidste år, og hvor Lone Hørslev læser nogle af skilsmissedigtene fra sin samling ’Jeg ved ikke om den slags tanker er normale’ fra 2009.

Hørslev skriver tekster til Solveig Sandnes’ musik

LÆS ANMELDELSE

kritik Hot digterinde laver poesipop

Det er digte skrevet om et åben brud, og den slags er »jo også en side af kærligheden«, siger Lone Hørslev og tilføjer, at selv om hun selv havde været igennem en skilsmisse på det tidspunkt, er de ikke, hvad man kunne kalde bekendelser, om end de tager udgangspunkt i det selvbiografiske:

»Jeg har ikke behov for at udgive mine dagbøger eller for at lukke folk ind i et alt for privat rum. Selv om jeg selvfølgelig giver en masse af mig selv. De ting, jeg skriver om, kender jeg fra mig selv, men jeg skriver om dem i en litterær form, så de også betyder noget for andre«.

Oplæsning uden følelser
Ja, hold da op, hvor de betyder noget, bliver der tænkt her på den anden side af bordet i Slotskælderen, mens kartoflerne og silden glider ned.

Næringsindholdet i et digt kan ikke måles, men læs og hør, hvordan den slags trods ordenes ubetydelige fysiske vægt kan nynne, skrige, tralle og pløkke sig frem til steder, hvor de bliver genkendt og betyder noget. Med de rytmer, forfatteren har lagt i dem.

LÆS ANMELDELSE

Når Lone Hørslev læser op fra ’Jeg ved ikke om den slags tanker er normale’ eller fra andre bøger, genoplever hun ikke følelserne i teksterne:

»Jeg er bevidst om, hvad digtene kan, men gennemlever dem ikke igen. Når jeg har skrevet noget, er der opstået en form. Mens jeg arbejder, læser jeg højt for mig selv og kan mærke, hvor et digt skal hen. Digtene har deres egen melodi«.

Glæden ved at skrive
Da Lone Hørslev var færdiguddannet på Forfatterskolen i 2003, havde hun skrevet flere digtsamlinger, herunder debuten ’Tak’ fra 2001. Alene det at begynde at skrive fiktion lå i udgangspunktet ikke lige for.

Rå digter leverer et retro-skarpt snapshot af danskerne

Som barn havde hun haft en forestilling om at skulle tegne eller male, men som voksen fandt hun ud af, at hun bedre kunne lide at læse og skrive:

»Jeg opdagede, at jeg havde en stor glæde ved at skrive, og at der var en nødvendighed i det for mig. Men det var meget grænseoverskridende at få udgivet de første digte. Hvor jeg kommer fra, fra Mejdal uden for Holstebro, er det med at skrive digte ikke noget, man gør. Men jeg har brug for at gøre noget, jeg ikke er sikker på. Brug for at arbejde med forskellige former. Jeg tror, jeg ville gå i stå, hvis jeg bare satte mig ned og lavede det, jeg vidste, jeg var god til«.

Mouritz/Hørslev
Efter at hun havde skrevet en tekst til albummet ’Andersens drømme’ i 2005, mødte Lone Hørslev tilfældigvis sangskriveren og sangeren Mads Mouritz i København. Også han voksede op i Mejdal og havde ligesom hende haft glæde af at gå i en fritidsklub, hvor pædagogerne videregav deres interesse for musik.

Mads Mouritz og Lone Hørslev begyndte at lave musik sammen under navnet Mouritz/Hørslev Projektet.

LÆS ANMELDELSE

Kritik Mouritz/Hørslev Projektet har stort potentiale

To album og nogle år senere hedder duoen blot Mouritz/Hørslev og er snart aktuel med album nummer 3 med titlen 'Allermindst dig selv’.

Og nu er digteren, der ikke troede, hun skulle skrive, altså også sanger, selv om hun aldrig havde forestillet sig at skulle synge offentligt.

Samler på ord

Nogle gange får man mere, end man beder om, hvis man trodser sin frygt. Andre gange kan man komme til at bede om for meget. Da de første stykker smørrebrød var væk og viste, at Slotskælderen serverer på jernporcelæn, kom vi til at hente mere uden at kunne få andet ned end kaffe.

Så ud måtte den gode mad gå igen, selv om det med at levne ellers heller ikke er noget, man gør, der hvor Lone Hørslev kommer fra.

Mindre synligt er det, hvis hun af og til lader et ord eller en vending gå til spilde. I mange år gik hun rundt med en notesbog i tasken, så hun kunne skrive muligvis gode ord eller nyttige indtryk ned.

LÆS OGSÅ Fraskilt forfatter skriver onde digte

Nu nikker hun mod skuldertasken, der snart skal med ud i kulden og siger:

»Jeg samler stadig på ord og formuleringer, men nu gemmer jeg dem i min telefon. Alle går jo og skriver på deres telefoner, så det er mindre grænseoverskridende end at hive en blok frem. Men at skrive ned er vigtigt. Der kommer altid til at stå en masse ting, jeg ellers ikke lige ville have fundet på. I udgangspunktet er alle ord jo gyldige. Ord fra reklamer og fra Bibelen kan sagtens eksistere side om side, synes jeg. Nogle buzzwords kan være irriterende. Som ordet buzzwords. Men alle ord gælder«.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her