Brud. Lone Hørslev spinder sin læser ind i sine skilsmissedigte, der er skrevet midt under bruddets allermest åbne sår. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Brud. Lone Hørslev spinder sin læser ind i sine skilsmissedigte, der er skrevet midt under bruddets allermest åbne sår. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Bøger

Fraskilt forfatter skriver onde digte

Lone Hørslev udsender en samling fuldstændig forrygende, vilde, banalt ondsindede og ømme digte om sin egen skilsmisse.

Bøger

»har du tænkt på døden for nylig, har
du nogensinde overvejet MORD. Jeg har. Jeg må
indrømme at jeg
har gjort mig visse forestillinger i hvert fald om
hvordan det ville være
at hugge en køkkenkniv
ind i en vis mands øje. Og ind i hans
kind og ind i hans bryst og
ind i hans pande og ind i hans hals og ind i hans arme
og hugge hugge TIL og
at bore den køkkenkniv ind i hans hjerte.
Jeg ved ikke om den slags tanker er normale.
Aner det ikke«.

Som enhver af os ved, der har forøvet en skilsmisse eller to, involverer det uundgåeligt følelsen af at være en knivmorder, en galning, et svin uden lige.

Det er ordinært, det er helt almindeligt i den udvidede skilsmisse-virkelighed, vi danskere befinder os i.

2.000 lyriske kilometer i timen Men det er også ekstremt og lidt uhyggeligt, og banaliteten får en mørk side, når en dyster idiot rent faktisk slår sin tidligere partner ihjel. Vi er figurligt talt midt i dette terræn med det, der tegner til at blive en af årets mest spektakulære digtudgivelser, nemlig nyligt fraskilte Lone Hørslevs ’jeg ved ikke om den slags tanker er normale’.

Digtets jeg »aner det ikke«, men antydningen er ganske kraftigt, at jeget også er bedøvende ligeglad.

Smerten, sorgen, raseriet, skyldfølelsen, lettelsen, euforien, skammen, begæret, svigtet, det skal alt sammen fyres af med 2.000 lyriske kilometer i timen, og det bliver det her i en gnistrende salve, der får de fleste af Hørslevs kolleger – f.eks. Naja Marie Aidt, Mette Moestrup, Niels Frank, Thomas Boberg, Ursula Andkjær Olsen, Pia Juul – til at ligne børn, der leger med haglbøsser, medens hun selv ikke er en bister havgasse, men derimod en drønende heftig Haubitzer.

Et lille mirakel
Samlingen er skrevet på to måneder midt i selve bruddets og krisens mest ømskindet åbne sår, og det ville normalt resultere i en håbløst privat og miserabel skriftstrøm.

Det er et lille mirakel, at Hørslev kan udvinde guld af dette bedrøvelige lort, og bekræfter den gamle antagelse – fremført af Olof Lagercrantz om August Strindberg – at kunstneren midt i sine kriser er en bomstærk og sund neurotiker.

Apropos Strindberg: Disse digte er på deres egen, distinkt hørslevske måde en interessant og opdateret efterfølger til Strindbergs ’Inferno’ og hans ’Forsvar for en galning’.

Hvad har vi? Vi har tre dele, ’Tak for besøget’ (der hilser på titlen på Hørslevs første digtsamling, ’Tak’), ’Husk at gemme en smule til nissen’, der former sig som prosalyriske og dagbogsagtige optegnelser fra 1. til 13. december 2008, og endelig slutdigtet ’Giftige blomster og bær’, der får sin egen afdeling.

Og forrest er Tove Ditlevsen citeret:

»Jeg savner ingenting, men denne nat
begræder jeg, at der er intet savn:
jeg er en bolig, nogen har forladt,
snart hvisker jeg den nye ejers navn«.

Lynsnare koblinger
Sindssygt farligt! Ikke alene at krænge sine og eksmandens og børnenes indvolde ud i offentligt tilgængelige digte, men tilmed at byde op til dans med selve Tove Ditlevsen, den rå sentimentalitets ukronede mester.

Forunderligt og næsten naturstridigt, at Hørslev lykkes med at danse dødbringende disco med Ditlevsen.

Hørslevs adelsmærke er de lynsnare koblinger eller sammenfletninger mellem forskellige hverdagsligt bekendte registre eller tankespor, f.eks. sådan her:

»På www.muldvarp.dk er ingen opgaver for store
og ingen opgaver for små.
Der var engang hvor jeg sang (’Oldenborre, flyv, flyv’)
for en muldvarp og så blev han forliebt,
for min smukke stemmes skyld, men han sagde ikke noget,
han var sådan en sindig mand. Det er en længere
historie, og siden fløj jeg jo bort med en svale –
Undskyld«.

Eller sådan her:

»og at få sig et knald og korsved, kristtorn, og have et
HORN i siden på hinanden og at skylde hinanden
(en undskyldning for eksempel) og kulsukker.
Og liljekonval, lærkespore, liderlig, ligeglad, nå«.

Det er en sibylle og en furie, der skriver som en hård og blød engel. Og det er vintage Hørslev, nu med helt ny og takket turbo.

Vi krummer tæer og dirrer
Disse digte rejser uundgåeligt det oldgamle, bøvlede spørgsmål, om det private svineri retfærdiggøres af den store kunst?

Og de aktiverer en velkendt, men også problematisk måde at eksponere og spille med sit privatliv på i offentligheden. Grænsen mellem digt og liv består muligvis, men den bliver hårfin og sløret, og ville det hele have været umuligt, hvis nu digtene var elendige?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kan i det mindste sige det omvendt:

At digtene er så gode som tilfældet er, redder dem fra én slags katastrofe, og indlejrer dem i en ny og måske mere opløftende af slagsen; vi krummer tæer, men dirrer også lystent, ramt af ordenes slynge.

Ordene står som et historisk og litteraturhistorisk dokument, men de fungerer også og helt primært som digte.

Hvert menneske er en halvø

Hørslevs skilsmissedigte udspringer af tiden, de rammer den ikke.

Ved at lade sit jeg pendulere stakåndet mellem tryghedsnarkomani og driften efter selvudfoldelse illustrerer hun det, som israelske Amos Oz smukt formulerede sådan, at hvert menneske er en halvø.

Med den ene del vender vi ud mod de andre og den anden, men med en ny del drejer vi os mod tomheden, tavsheden og friheden:

»Jeg kaster jeg kaster håndklædet i ringen, jeg kaster mig ud i noget nyt, jeg kaster op«. Her er virkelig tale om at springe halsstarrigt ind i den kliché, som Hørslev bl.a. i tidsskriftet Den Blå Port var med til at udforske, nemlig at »have noget på spil«.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Spil’ involverer selvsagt regler, men uundgåeligt også et element af noget uforudsigeligt, risikabelt. Spørgsmålet er bare, om det her er Klasselotteriet eller russisk roulette?

For kalkuleret Og spørgsmålet er tillige, om Hørslev ikke samtidig er noget for kalkuleret og strategisk, som når hun f.eks. indfletter et digt om at have en af Weekendavisens anmeldere som elsker (så er dén positive anmeldelse hjemme), eller idet hun også drømmer om at have sex med en unavngiven københavnsk kulturjournalist, der har interviewet hende (så er dén positive feature hjemme)?

Eller mere subtilt, i den måde samlingen spiller op til hele det kulturelle felt, fra Alt for Damerne og Familie-Journalen, over DR 2, P1 og ’Go’morgen Danmark’ til Weekendavisen og Politiken?

Alle vil vi snuble begejstrede ind i hendes spind – som jeg netop har gjort det. Jeg er ligeglad, »Sådan er det«, for nu at citere de sidste ord i Hørslevs grimme, rasende, gyselige og fantastiske digtsamling.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce