Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

KALAK. Kim Leine kan stadig savne  arbejdet som sygeplejerske i Østgrønland. Men lige nu er han altså fuldtidsforfatter. Foto: Jonas Pryner Andersen

KALAK. Kim Leine kan stadig savne arbejdet som sygeplejerske i Østgrønland. Men lige nu er han altså fuldtidsforfatter. Foto: Jonas Pryner Andersen

Bøger

Drab gjorde Kim Leine til forfatter

Kim Leines forfatterdrømme blev født, da han hørte historien om farfaren, der slog en mand ihjel med et lod fra en bornholmer.

Bøger

En majdag i 1938 gik Kim Leines farfar ind i en marskandiserbutik for at lede efter et mordvåben.

Det var på Vesterbro i København. Enghave Plads.

Han så sig om i butikkens halvmørke, hvor han i lyset fra en gammel lampe fandt et lod til en bornholmer. Marskandiseren pakkede loddet ind i avispapir og forlangte 85 øre for det.

Det var trods alt bly, som han sagde, så det havde en vis værdi. Og en vis vægt, kunne han have tilføjet. Kort efter var det tungt nok til at slå hjerneskallen ind på en mand.

Farfarens sidste dag i frihed
Episoden gjorde Kim Leines farfar til overlagt morder.

Han forsøgte aldrig at bortforklare sin handling. Manden, der havde et forhold til farfarens kone, skulle dø. Selv var han parat til at tage sin straf.

Mange år senere gjorde det samme mord Kim Leine til forfatter.

Mordet er omdrejningspunkt i Kim Leines nye bog, ’Valdemarsdag’, som fortæller om farfarens sidste dag i frihed, før han må ti år i fængsel for sin forbrydelse.

»Dette er den egentlig historie for mig som forfatter. Måske er det også den, der betød, at jeg som helt ung besluttede at blive forfatter«, siger Kim Leine.

Sporene til forfatterkarrieren
De fleste ville nok have gættet på, at det var hans egen tragiske og kaotiske historie, der drev ham til at skrive. Det var en historie, han fortalte i debutbogen ’Kalak’ fra sidste år.

En historie om først at flygte fra sin religiøse familie i en norsk bygd.

Om derefter at bo hos sin far i Danmark, hvor han blev misbrugt seksuelt. Senere om at flygte til Grønland i håb om at lægge sin fortid bag sig og arbejde som sygeplejerske, men i stedet gå ned i misbrug og narkomani. Om drømmen om at blive en ’kalak’. En eskimo.

Men sporene til den senere forfatterkarriere blev lagt mange år tidligere.

»Jeg havde hørt min farfars historie omtalt i forblommede vendinger. Min farmor ville slet ikke tale om den. Min far talte kun lidt om den, men jeg fik ingen detaljer at vide. Jeg vidste kun, at min farfar havde slået en mand ihjel i 1938«.

Familiehemmeligheden
Historien lå og rumlede i den unge Kim Leine indtil begyndelsen af 1980’erne, da han besluttede sig for at søge ned under de forblommede vendinger. Han gik på universitetsbiblioteket i København og bladrede samtlige aviser igennem fra netop det år.

Og der kom den så.

Familiehemmeligheden.

15. juni var alle avisforsider plastret til med nyheden om, at en mand i København på brutal vis var myrdet.

»Wow, tænke jeg. Det er da en gave til mig, der vil være forfatter. Jeg havde flirtet med det længe, men netop den historie gjorde det konkret for mig. Jeg tænkte, at hvis man har sådan en historie i sin familie, bliver man sgu nødt til at bruge den til noget«.

Kim Leine kunne imidlertid se, at han slet ikke havde materiale nok til en roman, og han anede heller ikke, hvordan han skulle skaffe det.

Sendt til Landsarkivet af Øvig
Løsningen kom indirekte, da han sidste år fik udgivet sin debutbog, ’Kalak’.

Som Leine selv påpeger, så har det sine fordele at blive kendt for at have udgivet en bog. En dag tog han en dyb indånding og ringede til en af de forfattere, som har størst erfaring med netop research. Peter Øvig Knudsen, mest kendt for bøgerne om Blekingegadebanden sendte sin kollega til Landsarkivet.

»Der lå papirerne ganske rigtigt. 3-400 sider. Private breve mellem de implicerede, også fra ham, der blev myrdet. Politirapporter, obduktionsrapporter, en skriftlig redegørelse fra min farfar, billeder fra gerningsstedet og fotos af bl.a. mordvåbnet, som er gengivet på forsiden af min bog«.

Sød eller psykopat
Det tog ikke Kim Leine mange øjeblikke at blive klar over, at han dér stod med en veritabel guldgrube af oplysninger.

Han skyndte sig ud af Landsarkivet, fandt den nærmeste fotoforretning og købte et digitalkamera, hvorefter han straks og systematisk affotograferede det hele. Derefter satte han sig ind på arkivet og læste alle papirerne, mens nakkehårene langsomt rejste sig af ren spænding.

Men selv om han nu sad på alle de oplysninger, han i hvert fald i teorien havde brug for, kunne han stadig ikke se bogen for sig. Han var snarere blevet endnu mere forvirret af sin nye viden.

»Litteratur handler jo om at forenkle historier og smide oplysninger væk. Her strittede oplysningerne i alle retninger. Nogle mente, at min farfar var et fint menneske, glad og positiv, et hensynsfuldt menneske, mens andre så ham som en voldelig psykopat. Upålidelig«.

Kontante æresbegreber
Kim Leine besluttede sig derefter for at lægge det hele væk og skrive sin historie fra bunden. At lade alle de modsætningsfyldte oplysninger om farfaren være en del af historien. Om en mand, der kunne være rar og hensynsfuld, når han var ovenpå, og som kunne blive voldelig, når han blev presset ud til over sine grænser.

En mand uden selvkritik og en mand, der ikke var i stand til at se sig selv udefra. Men også en mand med moral og meget kontante æresbegreber.

I dag kan Kim Leine se, hvorfor historien om farfaren har ligget og ulmet i så mange år, for da han i begyndelsen af 80’erne så potentialet i historien, kunne han også se, at han endnu ikke var dygtig nok til at håndtere den historie. Han havde allerede skrevet noveller og nogle spredte romanforsøg, uden at han for alvor nærmede sig historien om farfaren.

Overens med sin egen fortid
Han kom aldrig i gang med den, og det gjorde det ikke nemmere, at han i en årrække måtte gennemleve alle de katastrofer, han selv har beskrevet i sin roman ’Kalak’. Det er de år, han selv beskriver som »research« til sin første bog.

Det er gennem de hårrejsende skildringer af katastrofeårene i ’Kalak’, at han i dag er kommet overens med sin egen fortid.

Med dén historie viser han læserne, at man godt kan lande på benene igen selv efter de allerstørste katastrofer. Men hvorfor mener han, at vi skal høre om en karakterafvigende farfar, som med fuldt overlæg knuser hovedet på konens elsker?

»Det handler om den vrede, som jeg sagtens kan se, at jeg har arvet fra ham. Han vendte den bare udad, hvorimod jeg selv vendte den indad. Det er den samme vrede, men det er forskellige måder at forvalte den på.

Det er denne mandlige vrede og desperation, jeg vil ind i kernen af. Efter min mening er det meget karakteristisk for den moderne mand. Se bare på statistikkerne. Det er mændene, der fylder, i tallene for for tidligt døde, de fængslede, selvmordene. Mens kvinderne snakker sig ud af det«.

Alt er manipuleret
I ’Valdemarsdag’ har han skrevet en delvist dokumentarisk beretning om sin farfars forbrydelse. Selv kalder han den en hybrid, og man får ham ikke til at sige, hvor meget han selv har digtet til eller trukket fra i historien.

Alt er manipuleret, som han siger, og intet er bare klippet og klistret fra den virkelige historie, som han dog lægger sig meget tæt op ad, når det gælder de kolde fakta.

Det hele er lagt frem uden moralske pegefingre. Læserne må selv finde ud af, hvordan de skal se på denne mærkelige mand, som i ’Valdemarsdag’ har fået navnet Erik Rasmussen.

»Jeg kan godt lide den kvalitet, virkeligheden har. Hvad det præcist betyder, kan være svært at sige, men når man ser en vej i Hundige, der hedder Dirt Track Mindevej, så ved man altså, at det her er sgu rigtigt og ikke noget, man har fundet på. Det har sin egen fascination«.

Selv kan han også godt lide at læse historier, som har rod i virkelige begivenheder, også selv om forfatteren derefter har givet fortællingen et vrid, så alt alligevel ikke ser ud som i virkeligheden. Og Kim Leine er heller ikke bleg for at indrømme, at det også gør ham selv godt, når han får fortalt sin egen families historier.

Tramper i ruinerne
»Jeg plejer at sige, at jeg river mine fædres huse ned og tramper rundt i ruinerne. Det har hjulpet mig til at lægge tingene bag mig. Det er dæmoner, der har spøgt i baggrunden i hele mit liv, og nu gider jeg heller ikke skrive flere familiehistorier.

Men jeg vil nok altid holde fast i hybridhistorierne. Ideerne til de første fem romaner ligger der, og min forlægger kan bare beslutte, hvilken jeg skal skrive, så gør jeg det.

Jeg har også nogle noveller fra livet i Østgrønland, som jeg gerne vil skrive, og så vil jeg også gerne skrive nogle historiske romaner om dette had-kærligheds-forhold, der altid har været mellem danskere og grønlændere«.

Som Kim Leine har beskrevet i debutbogen ’Kalak’, arbejdede han i en periode som sygeplejerske i Grønland, men han mistede sin autorisation, da han blev afsløret som stofmisbruger på arbejdet.

Han kan stadig godt savne arbejdet i de østgrønlandske bygder, men han ved også, at han aldrig kommer tilbage til den del af arbejdslivet. Nej, nej.

»Det er en absurd tanke«, siger han, når man spørger.

Oversættelser til og fra norsk
I dag har han valgt et helt andet liv, men for en gammel misbruger ligger faren for tilbagefald hele tiden og lurer, og derfor har han også sikret sig, at hans nuværende kæreste rejser med, når han skal til Nuuk til januar for at tale om sine bøger.

Han ved, hvor let det er at falde tilbage i gamle mønstre, og når først stoffet er i kroppen, forlader fornuften hovedet ved samme lejlighed.

»Nu er jeg fuldtidsforfatter, så længe jeg kan. I sommer vidste jeg ikke, hvor længe pengene rakte, men så fik jeg 100.000 kroner i et legat, og derefter gik det lidt igen. Lige nu sidder jeg og oversætter min egen roman til norsk, og hvis det kniber, kan jeg vel altid oversætte til eller fra norsk. Jeg er jo ’kalak’, en eskimo, og så spekulerer man ikke over, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har heller ikke nogen plan B, hvis ikke det kan løbe rundt økonomisk. Plan B er for tøsedrenge«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce