Stakkels Jens Vejmand! Hvor mange skolebørn har ikke siddet der på stolen og følt, at det var forfærdelig synd for den arme, gamle fyr. Som sad i grøften bag sin skærm og af sin sure nød med hammeren måtte forvandle de hårde sten til brød. Sten fra morgen til aften. Undtagen den allersidste kolde decembernat, hvor han døde og i stedet for en gravsten måtte nøjes med »et gammelt frønnet Bræt;/ det hælder slemt til Siden,/ og Malingen er slet«. Bag fjernsynsskærmen Jeppe Aakjærs digt, der i dag for 100 år siden blev trykt i Politiken, er nok det mest effektive stykke koncentreret social indignation, der nogensinde er skrevet i Danmark. Martin Andersen Nexøs fire romaner om 'Pelle Erobreren' er mere berømte i den store verden, men hvis man taler om, hvilken tekst der mest effektivt har været med til at forme generationer af danske børns sociale bevidsthed, ja, så er det nok den krasse tåreperser om den stakkels, gamle vejmand. Også selv om hele sceneriet og selve begrebet 'vejmand' er blevet mere og mere mystisk at forestille sig for de spirende små velfærdsdanskere i landet med de mange parcel- og sommerhuse. Hvem sidder bag skærmen? Børnene har tænkt, så det knagede. Jamen, fjernsynet var da vist ikke opfundet dengang ... og hvad havde bonden i sin fede spand? Barsk skæbne Men det var selvfølgelig en anden slags spand. Et spand af husdyr. Slid og slæb for ussel betaling, så godtfolk kunne drage til staden bag bondens fede spand. Jens Vejmand fik som så mange andre fattigfolk en barsk skæbne. Men det med den dårlige betaling hang ved. Fattige kunstnere Underbetaling var ikke forbeholdt almuen. Kunstnerne kunne også dengang være med på vognen. Danmarks store komponist Carl Nielsen blev så dårligt betalt for sin musik til 'Jens Vejmand', at det udløste en decideret livskrise hos den 60-årige Carl Nielsen, da han i 1925 gjorde sit livs regnestykke op. 50 kroner én gang for alle havde han fået af sit forlag, Wilhelm Hansen. Da han tænkte på dét, fortrød Carl Nielsen, at han ikke var blevet håndværker i stedet! Lille honorar Bedre gik det ikke digtets forfatter, Jeppe Aakjær. Han brokkede sig højlydt over de 20 kroner, Politiken forgyldte ham med ved den lejlighed. Omregnet til nutidspenge er det 1.115 kroner, hvilket jo heller ikke kan siges at være et svimlende beløb for et digt, der både er blevet et blivende kunstværk, et nationalklenodie og et socialpolitisk debatindlæg af de mere historisk sejlivede og perspektivrige. Og så måtte Aakjær yderligere lide den tort at blive fuldstændig overdøvet. 26. juni 1905 var nemlig også dagen, hvor nyheden om skoleskibet 'Georg Stage's forlis og de 22 tragisk omkomne fuldstændig dominerede dagens Politiken. Mentalt mindesmærke 'Jens Vejmand' var blot et ud af mange kunstnerisk udformede politiske debatindlæg fra Jeppe Aakjærs hånd. Året forinden havde han således udgivet romanen 'Vredens børn, et tyendes saga'. Men hvor meget andet gled ind i glemmebøgerne, blev Jens Vejmands skæbne stående som et strunkt mentalt mindesmærke. Som så mange andre smukke tabere blev Jens Vejmand først berømt efter sin død. Men hvem var den legendariske skærveknuser i virkeligheden? Det har der i tidens løb været mange bud på. Indtil skoleinspektør Viggo Vandkær Thomsen i 1982 besluttede sig for at gå de på det tidspunkt otte mest kendte kandidater efter i sømmene. Hvem var det, der sad der bag skærmen med klude om sin hånd og læderlap for øjet? Først og fremmest ved hjælp af udelukkelsesmetoden nåede den sønderjyske skoleinspektør frem til, at svaret måtte være en Jens Nielsen fra landsbyen Tjørring i Vestjylland. Født i Herning 1832. Død december 1900. Nutidens vejmænd Et møde med stenslageren Thomas Petersen i Tjørring gav i februar 1901 Jeppe Aakjær idéen til digtet. Ifølge sin regnskabsbog gav Aakjær stenslageren 25 øre for udført arbejde. Thomas Petersen havde blot tre måneder tidligere overtaget arbejdet som stenslager fra sin forgænger, Jens Nielsen. Jens Nielsen kaldet Jens Vejmand. Som døde en visselig kold og hård decembernat i det Herrens år 1900. 68 år gammel var han blevet »en Olding/ hvis Øjne staar i Vand«. Han kom og gik som en af de små i samfundet, men 105 år senere kan hans skæbne stadigvæk bevæge til eftertanke. Der ligger mange hårde skærver under nutidens velfærd og brede jyske motorveje. Men hvem ville Jeppe Aakjærs socialt indignerede bevidsthed have skrevet om i dag? Et godt gæt ville være, at hans horisont havde været global snarere end lokal. Som så mange andre ville han have bevæget sig ud i den store, tredje verden. Og måske her have set sin Jens Vejmand i skikkelse af et gadebarn, der hutlede sig til levebrødet på en gigantisk bunke affald uden for Manila. Jens Vejmand Hvem sidder der bag Skærmen med Klude om sin Haand, med Læderlap for Øjet og om sin Sko et Baand, det er saamænd Jens Vejmand, der af sin sure Nød med Hamren maa forvandle de haarde Sten til Brød. Og vaagner du en Morgen i allerførste Gry og hører Hamren klinge paany, paany, paany, det er saamænd Jens Vejmand paa sine gamle Ben, som hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten. Og ager du til Staden bag Bondens fede Spand, og møder du en Olding, hvis Øjne staar i Vand - det er saamænd Jens Vejmand med Halm om Ben og Knæ, der næppe ved at finde mod Frosten mer et Læ. Og vender du tilbage i Byger og i Blæst, mens Aftenstjærnen skjælver af Kulde i Sydvest, og klinger Hammerslaget bag Vognen ganske nær - det er saamænd Jens Vejmand, som endnu sidder dér. Saa jævned han for andre den vanskelige Vej, men da det led mod Julen, da sagde Armen nej; det var saamænd Jens Vejmand, han tabte Hamren brat, de bar ham over Heden en kold Decembernat. Der staar paa Kirkegaarden et gammelt frønnet Bræt; det hælder slemt til Siden, og Malingen er slet. Det er saamænd Jens Vejmands. Hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav - i Døden, man gav ham aldrig én. Jebjærg, 22/6 1905. Jeppe Aakjær