Jeppe Aakjær har om nogen demonstreret, hvor vigtig en rolle kunsten har i samfundet. Hans tekst til Carl Nielsens melodi i ’Jens Vejmand’ har betydet mere for den folkelige sociale forståelse i Danmark end de fleste taler fra Folketingets talerstol. Hans ord, i såvel bøger som aviser, har affødt mere håb hos de svageste og nederste end de fleste partiprogrammer.
Virkelighedens Jens Vejmand Kunsten, kulturen og dens mange udtryk spiller nemlig en fundamental rolle i samfundet. Det er gennem litteraturen, teatret, filmen, billedkunsten, musikken, at vi skaber billederne og identiteten af det samfund, vi lever i. Det er gennem kunsten, vi på mange måder spejler os selv og formes som mennesker. Ofte, og ikke mindst i disse finanskrisetider, fremstilles kunst dog som flødeskummet på toppen af behovspyramiden, som bare kan skrabes fra og på i takt med den økonomiske formåen. Intet er mere forkert. Kunsten og behovet for kunstneriske oplevelser hører til i bunden af behovspyramiden. Den er det væsentlige brændstof i vores mentale maskinrum og forudsætningen for en stærk intellektuel og kreativ infrastruktur i Danmark. Jeg er overbevist om, at hvis nogle af vores ældre medborgere var tvunget til at vælge mellem muligheden for at læse en bog eller se en film – og så et dagligt bad, så ville mange hellere bade hver anden dag.
