Når man hører ordene ’romantisk kærlighed’, toner frem for det indre blik enten en rødvinsmiddag for to i stearinlysenes skær eller en ensomt vansmægtende trubadur under en tom balkon. Men ingen af delene er, hvad Jens Hougaard, lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet, har i tankerne. Det praktiske liv Med romantisk kærlighed mener han romantik ernes kærlighed. Eller nærmere betegnet de forestillinger, de danske romantikere gjorde sig i deres bøger om kærlighed og ægteskab. Egentlig skal man begrænse det yderligere og sige de ’såkaldte’ romantikere, det vil sige 1800-tallets danske forfattere med folk som Oehlenschläger, Blicher, Kierkegaard og Paludan-Müller i centrum. Og de var i grunden ikke ret romantiske. De var hverken til himmelstræb eller candle light dinners, men til det praktiske liv. Ikke for ingenting er et af hovedvidnerne, fru Gyllembourg, forfatter til en fortælling med den betegnende titel ’En hverdagshistorie’. Man gifter sig da af kærlighed Hvad Hougaard vil dokumentere, er, hvordan forestillingen om det såkaldte allianceægteskab dukker op. Forud for det dominerede en anden forestilling om, hvordan et godt ægteskab kommer i stand, den vi med forskrækkelse og afsky nu møder blandt vore nytilkomne landsmænd: det arrangerede ægteskab, der indgås som en kontrakt mellem de vordende ægtefællers økonomiske bagmænd, fædre, onkler og den slags. Det skal selvfølgelig understreges, at her taler vi ikke om fiskere og husmænd, men om de øverste klasser, adelen især. I 1800-tallet kommer borgerskabet til fadet og med det forestillingen om, at man gifter sig da af kærlighed. Kompromisløs romantik Helt så enkelt er det dog ikke. Nissen flytter med. Eller med Hougaards ord: »... i allianceægteskabet støder aristokratiske og borgerlige livsformer og tænkemåder sammen. Det aristokratiske viser sig i ægteskabets kontraktlige element og begærets direkthed; det borgerlige i, at forholdet mellem ægtefællerne fremstår som et frit valg på grundlag af følelse«. Ægte romantik er først og fremmest kompromisløs. Jens Hougaards romantiske kærlighed er det stik modsatte: kompromis. Udtrykt med Kierkegaardske figurer, Johannes Forføreren viser kærlighedens dæmoniske dybde og livsfarlige overflade. Men det er assessor Vilhelm, der inkorporerer det ’romantiske’ borgerskabs familiedannelse, som han sidder der med sin snadde og nyder synet af sin ammende hustru. Dansk romantik i bogens titel er biedermeier og spidsborgerlighed. Bøgerne er værktøj Jens Hougaard har præsteret et enestående grundigt indsamlingsarbejde. Over sekstenhundrede sider har han dokumenteret de forskellige stadier og varianter af ægteskabelige arrangementer i dansk fiktionslitteratur fra 1800-tallet og lidt til. Og har præsenteret det med lange citater anbragt i usædvanlig finmaskede underinddelinger, hvad der antydes af kapiteltitler som: ’Kvinder på balkon’, ’Fætre og kusiner’, ’Tjenestepiger’, ’Klaveret’ eller ’Ved første øjekast’. Metoden, som med Jens Hougaards egne ord er en forlængelse af noget, han kalder Århus-skolen, medfører, at de enkelte bøger optræder ikke som værker, men som værktøj. Citaterne er bunket efter emne, ikke efter funktion i det enkelte digterværk. De samme små borgere Højromantikerne optræder side om side med naturalister som Bang og Jacobsen og sågar med 1900-tals-forfattere som Aakjær og Martin A. Hansen, som om det hele var ét. Hvad det jo også i grunden er ud fra den valgte sociologiske synsvinkel. Forestillinger om, hvordan man i praksis håndterer ægteskab og kærlighed, flytter sig jo ikke så hurtigt som litteraturhistoriens ismer. Når titlens romantikere ikke er romantiske, er det jo ikke mærkeligt, at de heller ikke er naturalister, men bare bliver ved med at være de samme små borgere. Savner et sjette bind Ved at betragte 1800-tallets litteratur som ét forfatterskab opnår Hougaard en uhørt bred dokumentation af kompromiserne og modsigelserne i guldalderens kærlighedsbilleder. Så bred, at der skal fem bind til at rumme den. Det ville være dumt at efterlyse en fordybet analyse af et enkelt værk, for det har han ikke haft planer om at levere. Hvad man derimod på hans egne præmisser kan savne, er et sjette bind, måske på under hundrede sider, der koncentreret og uden syndfloden af lange citater fortæller, hvad det hele går ud på, og så lader læseren klikke sig ind på de fem bind citater, der nu står som den ene stopklods efter den anden.