Tosprogede børn klarer sig dårligere i skolen end dansksprogede børn, de scorer lavere i de mange test, de dropper oftere ud af skolen, de får sjældnere en ungdomsuddannelse

– Og det gælder ikke bare de tosprogede elever, der er kommet til Danmark i løbet af deres skoletid. Det gælder også dem, der har haft hele deres skoletid i Danmark. De sidste klarer sig endda dårligere (i PISA) end de første. »I dag er hver anden tosproget elev så dårlig til at læse, at han eller hun ikke har forudsætninger for at tage en ungdoms- eller erhvervsuddannelse« – konkluderer Integrationsministeriet i 2005. Derfor skal de hjælpes af med de ’mangler’, de har – og det er stort set hele deres kulturelle baggrund. Den er utilstrækkelig, hævder den officielle opfattelse, det gælder f.eks. deres sprog, inden de kommer i skolen. Derfor handler det politiske projekt om en slags ’danisering’, som går ud på, at de hurtigst muligt skal ligne etnisk danske børn. Ikke noget med et flerkulturelt samfund, lige præcis det modsatte: et samfund, der er nationalt og monokulturelt og har basis i det danske sprog. Sådan!
De tosprogede børn er ikke gode nok til dansk Derfor ligger regeringens forslag også ligefor: De tosprogede børn er ikke gode nok til dansk, de diagnosticeres ikke tidligt nok, de sprogstimuleres ikke tidligt nok, deres forældre støtter dem ikke nok – derfor: mere af det samme, mere evaluering og flere test. Måske også flere timer i dansk og lektiehjælp. Men bedre bliver det ikke, derfor fortsætter beskyldningerne: De vil åbenbart ikke. Hvad kommer de her egentlig efter, når de ikke vil indordne sig i en dansk skole og under en dansk kultur? Synsvinkelen er anderledes i internationale elevvurderinger, f.eks. en OECD-undersøgelse af tosprogede børn i skolen fra 2004. Her er forklaringen, at de tosprogede børn udsættes for diskrimination, fordi de ikke får samme chance som etnisk danske elever. Det gør de ikke, fordi de ikke får sproglige udfordringer på deres modersmål, og fordi de får utilstrækkelig undervisning i dansk som andetsprog. Derfor fungerer de dårligere, og deres sprogproblemer bliver til læringsproblemer.
De skal være ligesom os Det er regulær ulighed og dermed diskrimination, selv om vi højtideligt har forpligtet os til at praktisere lighed. Det er en udvikling, der har stået på længe, men med regeringsskiftet i 2001 fik hele denne uddannelsespolitik en tand mere. Afskaffelse af statsstøtte til modersmålsundervisning blev en del af regeringsprogrammet – og vel at mærke alene en afskaffelse, der omfattede børn fra tredjeverdenslande. Børn fra EU- og EØS-lande kan stadig få betalt deres modersmålsundervisning. Her ligger den tydelige diskrimination. Men hvorfor? Målet er at gøre de mange tosprogede børn til dansksprogede, de skal være ligesom os, derfor skal de tænke ligesom os, lære ligesom os, undervises ligesom os. Når det ikke lykkes, er det, fordi de ikke kan eller vil, og så strammer vi skruen et par omgange. Men løsningen ligger et andet sted, det er det, bogen handler om, og det er en grundig og detaljeret dokumentation. Jeg mener ikke tidligere at have set det gjort så omhyggeligt og samtidig med en så klar holdning.
Noget af en gyserhistorie Det er forfattere, der har fulgt udviklingen gennem år, der selv har taget del i den og belyst den forskningsmæssigt (og 13.12. skrevet Kronik i Politiken om historien). Derfor er det også noget af en gyserhistorie, der minutiøst afdækkes. Om ministre, der taler mod bedre vidende, om embedsmænd, der forsinker sagsbehandlingen i årevis, om en officiel retorik, der fremhæver det modsatte af det, man gør. På sin vis en uhyggelig historie om en officiel politik på dette område, der er præget af ideologi og fordomme på trods af masser af viden. Også viden indhentet i Danmark, f.eks. fra 200 kommunale projekter i 52 kommuner, gennemført i perioden 1994-98. For 200 millioner kroner viden med klare anbefalinger: ansættelse af tosprogede lærere, modersmålsundervisning, dansk som andetsprog gennem hele skoleforløbet og opkvalificering af læreruddannelsen på dette område. Men det var løsninger, man ikke var interesseret i, derfor blev forslagene ikke fulgt op. Undersøgelse efter undersøgelse konkluderer, at etnicitet er en udslagsgivende faktor i den danske skole, det fører bare ikke til en dybere forståelse. Indsigt og forslag bliver hængende i ideologiske parader: De fremmede skal gøres danske. Problemerne nu er bare »et overgangsfænomen«. Det er parolen: Integration er ensbetydende med enshed. Men sådan lærer børn ikke, de bygger på deres primære sprog, det er det, vi skal understøtte, samtidig med at vi bygger deres andet sprog op. Lyver om situationen Men niks: »… Det er helt sikkert, at ændringer ikke vil komme fra mig ...«, sagt af Bertel Haarder i 2006. Og det er trods alt en minister, der har præget den officielle skolepolitik også på dette område: Han har været minister i mere end halvdelen af de 30 år, bogen dækker. Da Haarder tiltrådte, var der 3.000 tosprogede elever i Danmark, i dag er der 60.000, og stadigvæk ved ministeren ikke, hvad der virker, siger han (i 2006). Han skulle begynde med denne bog – sagt som et godt råd. Bogen er opdelt i tre dele. Første del behandler ulighed som et bevidst politisk valg, anden del går ind på de love og bekendtgørelser, der diskriminerer, tredje del dokumenterer situationen i forhold til de internationale forpligtelser, f.eks. Børnekonventionens krav i artikel 2 om ikke at udøve forskelsbehandling. Men det officielle Danmarks repræsentanter lyver om situationen, og ngo’erne støtter slet ikke tilstrækkeligt kampen mod uretfærdigheden.
På vej ind i den helt store globalisering Danmark fører en etsproget uddannelsespolitik, der direkte giver de resultater, vi ser dokumenteret. Og som vi så forsøger at bortforklare. Ideologien bremser for indsigten. På mange måder er det en rystende dokumentation, der fremlægges. Og så inddrages endda ikke de mange internationale undersøgelser, der viser, at tosprogede børn klart drager fordel af at blive undervist på deres modersmål. På vej ind i den helt store globalisering, hvor vi næsten ikke kan blive verdensmestre nok, dumper vi helt selvforskyldt på det område, der hedder undervisning af tosprogede børn. Bogens helt store fortjeneste er, at den er så omhyggelig og ætsende klar i sin dokumentation og samtidig viser en vej ud af fremmedfjendtligheden og etsprogspolitikken. Måtte den få stor udbredelse og oplyse om situationen – også dem, der i dag tier om udviklingen. F.eks. politikere, ngo’er og menneskerettighedsinstitutioner. Bogens holdning er klar: Forstå, hvad det er for en politik, der føres – og gør noget.