Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
MARTIN LEHMANN (arkiv)
Foto: MARTIN LEHMANN (arkiv)

Værdikamp. 'De anstændige' er ifølge Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt et nyt korps af vogtere, der forsøger at nedkæmpe de uanstændige. Tøger Seidenfaden bliver fremhævet som en af de anstændige.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Interessant debatbog bliver uaktuel i sit slagsmål med Seidenfaden

Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen forsøger at slå til de anstændige kulturradikale.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Til helvede med konventionerne – med borgerligheden, religionen, traditionerne og autoriteterne.

Til helvede med anstændigheden!

Dette var i stort og småt Leif Panduros budskab, da han i 1960 satte ord på ’De uanstændige’. Nu var turen kommet til 1960’ernes rebelske nyradikalister – og ungdommen blev som bekendt aldrig den samme igen. Den helligmoralske anstændighed var heldigvis røget ad helvede til.

Færdig. Væk.

Nationalisme og relativisme Men så: 40 år senere, i løbet af 00’erne, sker der ifølge forfatter Jens-Martin Eriksen og professor Frederik Stjernfelt noget mærkeligt. Ja, det var »en svimlende og sær oplevelse at overvære anstændighedsbegrebets genopstandelse«, skriver de i deres nye bog ’De anstændige’.

Det mærkelige var nemlig, at det ikke var en ny generation af formelige unge, der ville give ’anstændigheden’ nyt liv, men at det minsandten var »den samme strømning af kulturradikale og 68’ere, der fyrre år tidligere stod i spidsen for dens afskaffelse«.

Så langt, så godt. Lidt ligesom når Søren Espersen (DF) gør krav på at være PH’s sande arvtager.

LÆS DEBAT

Ikke at Eriksen og Stjernfelt identificerer sig med Espersen og co., tværtimod. Hertil sidder morgenstjernen alt for løst i hænderne på dem.

Men hvor højrefløjen får knubs, fordi den lever af nationalismen, får venstrefløjen tæv, fordi den accepterer relativismen – og fordi den har kastet sin barmhjertige og beskyttende kærlighed på muslimer af enhver afstøbning, herunder også de mest konservative, kvindeundertrykkende og frihedsberøvende af slagsen.

Gennemtygget emne
Stjernfelt og Eriksen kalder deres nye bog for »resultatet af fortsatte undersøgelser af de politiske strategier, vestlige samfund udvikler i mødet med muslimske indvandrere og islamistiske politikker«.

Et projekt, de tog hul på i den vellykkede ’Adskillelsens politik’ fra 2008.

LÆS ANMELDELSE

Men hvor de i 2008 især vendte blikket ud mod den store verden, er de i ’De anstændige’ vendt hjem til debatten og udviklingen i Danmark. Dette burde være et godt tegn for en vedkommende debatbog, men er det faktisk ikke.

Den debat, Stjernfelt og Eriksen gerne vil tage, er nemlig temmelig uaktuel: Islam, ytringsfrihed og Muhammedkrise er simpelt hen passé på den politiske dagsorden.

Det betyder naturligvis ikke, at den er uinteressant.

Men Stjernfelt og Eriksen gør det ikke let for sig selv. I stedet for at hellige hovedparten af bogen til at diskutere aktuelle eksempler på knægtelse af ytringsfrihed bruger de uforholdsmæssig meget plads på en minutiøs oprulning af, hvem der sagde hvad og hvorfor og med hvilken skjult hensigt, da f.eks. Muhammedkrisen var på sit højeste.

Det er, som om paranoiaen ingen ende vil tage, når de skriver om avisen under Tøger

Disse begivenheder ligger ikke bare mere end syv år tilbage. De er også blevet gennemtygget i så mange bøger og artikler, at selv ikke den mest lækkersultne labrador kan gumle mere good stuff ud af dem. Stjernfelt og Eriksen kan heller ikke.

Slåskamp med en død mand
At de er syndigt uaktuelle, understreger de selv ved valget af deres to gennemgående »prototyper på De Anstændige’«, fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og fhv. chefredaktør ved Politiken Tøger Seidenfaden, som døde i 2011.

Især Tøger Seidenfaden vil de to forfattere gerne i infight med.

De bruger således mere end 50 sider på at diskutere hans udvikling fra A til B – fra at være ytringsfrihedens bannerfører i forbindelse med udgivelsen af ’De sataniske vers’ i 1989 til at stå i spidsen for et dagblad, som fører (og hold nu fast!) en »kampagne mod ytringsfrihed«.

Som überproponent for de anstændige har Seidenfaden siden Ekstra Bladets kampagne om ’de fremmede’ i 1997 bagatelliseret ethvert stort eller småt tilstundende problem med islam: »seriøs kritik af islamisme lammes, fordi det lykkes for De Anstændige at stigmatisere den som ’islamofobi’ eller endog ’racisme’«, som Stjernfelt og Eriksen slår fast.

Men det bliver en desperat kamp for at hamre et søm i sandkage.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For selvfølgelig er det noget vrøvl, at Tøger Seidenfaden og andre i Politikens spalter ikke har kritiseret de mest formørkede islamister af anstændigt hensyn til ganske almindelige muslimer. Men det lykkes for Stjernfelt og Eriksen at finde alle de Tøgercitater frem, de har brug for, for at få deres tese i hus.

Tøger Seidenfadens glødende forsvar for Kurt Westergaard på lederplads dagen efter drabsforsøget på tegneren indgår pudsigt nok ikke i samlingen af Tøgercitater.

LÆS LEDER

Det er ufint, men ikke nær så ufint (og formålsløst) som at tage en slåskamp med en død mand.

Hvorfor forfatterne ikke har valgt en spillevende Rune Engelbreth, Zenia Stampe eller Bo Lidegaard (der som chefredaktør »fortsatte Seidenfadens ’anstændige’ linje og ’ytringsfrihed MEN’-argumentet«), står tilbage som en af bogens gåder. Men at forfatterne er helt og fuldstændig manisk optagede af Tøger Seidenfaden, er man på intet tidspunkt i tvivl om.

Spækket med pointer
Hvor ’Adskillelsens politik’ var overraskende og effektiv i kraft af sine mange eksempler på fejlslagne multikulturelle integrationsprojekter – der netop ikke førte til integration, men som i misforstået forståelse for forskelligheder førte til adskillelse – er der ikke meget nyt at hente i ’De anstændige’.

Bedst er bogen i den afsluttende tredjedel, hvor de fremviser en række eksempler på misforstået tolerance over for muslimer, som f.eks. den ’etniske udrensning’ af Grisling, De Tre Små Grise og legetøjs- og sparegrise.

STJERFELT OG ERIKSEN

Og blot for en god ordens skyld: I debatten om vores forhold til muslimske grupper i almindelighed og ytringsfrihed og Muhammedtegninger i særdeleshed er jeg mere på linje med d’herrer Stjernfelt og Eriksen end med Seidenfaden. Og bogen er spækket med relevante pointer.

Men det er, som om paranoiaen ingen ende vil tage, når de skriver om avisens tilblivelse under Tøger. Som om den i hvert et hjørne var detailstyret af ’edderkoppen’ i hjørnekontoret.

Men kære venner, hertil er avisproduktion alt for tilfældig.

Tilfældig selvcensur

De nævner – som et af flere paranoide eksempler – at det i et Politikeninterview med Stjernfelt skulle være redigeret ud, at han havde omtalt en Muhammedtegning af Wulffmorgenthaler, som tegnerne ikke ønskede at genoptrykke i ’Adskillelsens politik’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da Stjernfelt fik interviewet til godkendelse, var dette eksempel på selvcensur omtalt. Men da interviewet stod i avisen, »var omtalen af denne selvcensur blevet selvcensureret bort i bladets spalter«.

Ergo havde Tøger endnu en gang slået til. Eller hvad?

Det kunne jo også være en tilfældig redaktionssekretær, der pinedød skulle få interviewet til at passe på siden og derfor skar netop denne del ud? Tja ... for denne udlægning taler vel, at den påståede selvcensur i Politikens spalter ikke var særlig virksom blot en uge forinden, da avisen bragte min anmeldelse af ’Adskillelsens Politik’.

Her var Wulffmorgenthalereksemplet sandelig omtalt – det stod på forsiden af 2. sektion, og jeg blev hverken før eller siden bedt om at skrive mere ’anstændigt’.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden