Der står Pascal Mercier på omslaget til bestselleren ’Nattog til Lissabon’, men Bieri på dørskiltet.

Den 61-årige filosofiprofessor Peter Bieri, der skjuler sig bag forfatternavnet Mercier, tager venligt imod i sin have i en af Berlins sydlige forstæder. Han er oprindelig født i Bern i Schweiz, men i dag er han professor ved byens Freie Universität med speciale i filosofisk psykologi, erkendelsesteori og moralfilosofi. Tunge emner, der også endevendes i hans foreløbig fire romaner med en sådan succes, at hans seneste, ’Nattog til Lissabon’, foreløbig har solgt 1,5 millioner eksemplarer i sin tyske udgave. Det overrasker ikke Bieri. »Emner som døden, begrænsningerne i vores liv, skuffelse, ensomhed eller loyalitet er erfaringer, alle skal gøre sig, hvis de vil leve et menneskeliv. Det, vi kalder filosofi i den vestlige verden, handler om, hvordan vi intellektuelt skal håndtere den slags erfaringer. Tv er dumt og indskrænket. Aviserne er plus-minus heller ikke overvældende gode. Så folk er glade, hvis de kan læse en bog, der styrer dem gennem emnerne. Problemet er, at filosofiske bøger, skrevet af filosofiprofessorer, er ulæselige. De er fastlåst i et akademisk sprog, som ikke-professionelle ikke forstår. Bogens succes skyldes, at der er sat ord på alle disse emner på et helt normalt tysk. Folk er ekstremt interesserede i at tænke over livet«, siger han. Hvordan fandt De på at skrive romaner i stedet for videnskabelige afhandlinger? »Oprindelig skyldtes det en følelse af, at det akademiske liv, jeg levede, ikke var nok. Det er fuldt af ritualer og regler, ens tekster skal standardiseres, man lærer at skrive på en bestemt måde, man lærer en rutine. To-tre år efter at jeg fik mit første professorat, følte jeg i stigende grad: Hvad laver jeg her? Det var i alt fald ikke hele det liv, jeg havde lyst til at leve. En del af mit jeg var drømmende. Selv da jeg var begyndt at studere filosofi ved universitetet, var der perioder, hvor jeg lagde de akademiske bøger til side og blev opslugt af litterære tekster«. »Men jeg fik aldrig den tanke, at jeg selv ville være i stand til at skrive. Det har noget at gøre med tysk kultur: Forfattere er en særlig slags mennesker. De er genier, de har et vidunderligt, himmelsk talent, tænk bare på respekten for Thomas Mann. Når man ubevidst går rundt med den opfattelse, kommer man jo ikke på den tanke, at man selv kan. Jeg var omkring 45, da det indre pres blev stærkere og stærkere. Det endte med, at jeg besluttede mig for i det mindste at gøre et forsøg. I hemmelighed, selvfølgelig. Og så opdagede jeg, at jeg vidste, hvordan man bygger en historie op, og først og fremmest opdagede jeg, hvor lykkelig en oplevelse det er at skrive. Det endte som min lange roman ’Perlmanns tavshed’ (1995)«. Violin eller flygelI Deres roman ’Nattog til Lissabon’ møder vi en mand, der ville ønske, han kunne spille på et Steinway-flygel. Men han kan ikke. Han har ikke lært at spille piano. De lærte det altså ... »Ja. Det Steinway-flygel svarer til alt, hvad jeg længtes efter, før jeg begyndte. Men det har også at gøre med noget andet. Jeg har altid været overbevist om, at jeg kunne have spillet piano, ikke berusende godt, men udmærket. Men pianoet var psykologisk set allerede optaget af min far, der var komponist. Derfor spillede jeg uden det ringeste talent violin. Steinway-flygelet er en ønskedrøm«. Vores frie vilje kan altså ikke overvinde en manglende kunnen? »Det er et gennemgående spørgsmål overalt i mine romaner, og også i ’Nattog til Lissabon’, hvor frie vi er, og i hvilken forstand vi er frie«. Hvordan skal vi forstå begrebet fri vilje? »En definition siger, at vi kan gøre, hvad vi vil. Vi kan frit vælge, hvad vi ønsker. Vi kan se frihedsspørgsmålet fra to sider. Hvilke begrænsninger og indskrænkninger hindrer os i at gøre, hvad vi vil? Begrænsninger kunne være, at man var lammet eller i fængsel. En mere kompliceret synsvinkel er, i hvilken udstrækning vi frit kan påvirke vores følelser. Også her er der grænser. Vi kan træne os selv, vi kan danne os selv, vi kan forsøge at forstå, hvordan vi er, hvordan vi føler. Denne form for selvforståelse og selverkendelse bidrager i alt fald indirekte til vores autonomi«. »Det, der hindrer os i at være selvstændige, autonome, i dette andet perspektiv, er ting, vi ikke forstår, altså vores indre drivkræfter. Kun i den udstrækning, vi lærer at forstå, hvordan de bliver til, har vi en mulighed for at få dem til at forsvinde eller opløse sig selv«. »Så svaret på Deres spørgsmål er: Udgangspunktet er altid, hvilken følelsesmæssig identitet vi har. Det er den platform, hvorfra vi formulerer vores projekter. Jeg kunne ikke blive boksestjerne. Min følelsesmæssige identitet har intet forhold til den idé. Først hvis et projekt er muligt ud fra min følelsesmæssige identitet, opstår spørgsmålet, om jeg kan realisere det. I tilfældet boksestjerne ville jeg måske ikke have de fysiske forudsætninger, men heller ikke de mentale. Der ville mangle en drivende kraft«. Moralsk kunnenTo episoder er helt centrale for handlingen i Deres roman ’Nattog til Lissabon’. Den ene opstår, da tre mænd gør sig forskellige overvejelser over, om de skal myrde en kvinde, udelukkende fordi hun i sit hoved har modstandsgruppens samlede organisation og risikerer at bringe alle i fare, hvis hun falder i det politiske politis hænder. Deres dilemma rejser spørgsmålet, om vi frit kan træffe moralske valg. »Vi har friheden til at træffe moralske valg i samme forstand, som vi har frihed til at træffe andre valg. Når situationen kræver en moralsk afgørelse, rådfører vi os med vores moralske overvejelser og vores moralske følelser og lader dem påvirke vores beslutninger og vores vilje. Jeg ser det sådan, at denne måde at påvirke viljen gennem ræsonnementer er den sande forståelse af viljens frihed«. Kan man kalde det samvittighed? »Samvittighed er intet andet end et indre opbygget sæt af erkendelser. Når vi rådfører os med vores samvittighed, rådfører vi os med normer, vi allerede har bibragt os selv. Det er en af de faktorer, vi lader vores vilje påvirke af, og i den forstand er moralske afgørelser frie afgørelser«. Forudsætter moralske valg så en kunnen, der kan sammenlignes med den, der kræves, hvis vi vælger at ville spille piano? »Mit svar er ja. Naturligvis ikke fysisk kunnen. Men moralsk følsomhed kræver også en kunnen. Vi skal kunne opfatte alle former for grusomhed, vi skal kunne gennemskue, i hvilke situationer nogen bliver udsat for grusomhed. Det kræver en kunnen, der kan afsløre enhver form for lidelse. Vi skal klart kunne forstå og se, når nogen lider. Jeg skal kunne overveje min egen situation i forhold til en anden, vide, hvilke forpligtelser jeg har over for næsten, og hvor grænsen går for mine forpligtelser. Vi skal have evnen til at afdække, om det kan gøre mig selv godt at være moralsk og leve i et nært moralsk forhold til andre«. »At udvikle en moralsk bevidsthed, en moralsk årvågenhed, er en kompliceret læreproces, som børn endnu ikke besidder. Det må de lære, så ja, det kræver kunnen! Det er en blanding af erkendelsesmæssige og følelsesmæssige evner. Og da det er en evne, taler vi med rette om moralsk opdragelse. Svaret er et klart ja«. Hvorfor redde en bøddel?Den anden situation, jeg så gerne vil fremhæve, er en episode, der besegler hovedpersonens skæbne. Han er læge og redder en forhadt torturbøddels liv ved en øjeblikkelig professionel indgriben, selv om han udmærket ved, at landet vil blive bedre, bare han tøver lidt, så manden dør af sig selv. Har han her en fri vilje? »Ethvert fornuftigt voksent menneske må udvikle en bestemt mental identitet. Denne identitet udgøres af et sæt af tilbøjeligheder til at gøre eller ikke gøre visse ting. En lægelig uddannelse gør ikke automatisk en til et moralsk handlende menneske, se bare på lægerne i Auschwitz. Men hvis man ved, at man kan redde et menneskes liv, føler man også en moralsk tilskyndelse til at gøre det. Det er en del af denne læges personlige identitet. Men efter at lægen i romanen har reddet bødlen, overvejer han med sig selv, hvad motivet til hans handling var. Skyldes det, at han ville hjælpe bødlen, eller ville han styrke sin egen moralske selvtilfredshed? Det er et åbent spørgsmål. Men første niveau er den professionelle identitet, den personlige identitet som læge, og resten kommer først senere«. Hvorfor valgte De Lissabon som baggrund for Deres historie? »Der er flere grunde. Den første er Fernando Pessoa, den store portugisiske digter. Hele bogens melodi, dens tone, har meget at gøre med Pessoa. Den form for overvejelser, lægen gør sig, ligner Pessoas, selv om de ikke er identiske med hans. En anden er, at den schweiziske gymnasielærer Gregorius, den mand, der tager nattoget til Lissabon og efterhånden får den bagvedliggende fortælling kaldt frem, passer så godt til byen, og byen til ham. Lissabon er en langsom by, det er ikke en blændende storby, den er ikke amerikaniseret, den er gammeldags. Det passer så fint til personen Gregorius. Den tredje grund er, at jeg ville have en modstandsbevægelse med i historien. Dertil kræves et diktatur« Det havde De ellers lige uden for døren her i Tyskland! »Nej, hverken Hitler, Stalin, Franco eller Mussolini ville have kunnet bruges. Lægens far, dommeren, måtte af en række komplicerede grunde være adelig. Og en adelig ville ikke have tjent så vulgære mennesker som dem, men nok den portugisiske diktator Salazar. Han var en helt anden karakter, han var professor i økonomi, han var intelligent, han nød ikke brutalitet, han var bare fanatiker«.