Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
POUL BEHRENDT. Føst 1944. Forfatter og lektor ved Københavns Universitet. - Foto: Joachim Adrian

POUL BEHRENDT. Føst 1944. Forfatter og lektor ved Københavns Universitet. - Foto: Joachim Adrian

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfattere tager læserne ved næsen

Mange forfattere udøver et bevidst dobbeltspil. Peter Høeg, Suzanne Brøgger, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen tegner dobbeltkontrakter med læserne, og selv toneangivende kritikere spiller med skjulte dagsordner, afslører litteraten Poul Behrendt i en ny bog, der udkommer på fredag.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Peter Høeg i 1993 får udgivet romanen 'De måske egnede', skaber han sig fjender for livet.

Han har, som han dengang siger til pressen, skrevet sin hidtil mest selvbiografiske roman.En roman, hvor hovedpersonen hedder Peter Høeg og deler fødselstidspunkt med ham selv.

Hovedpersonen er forældreløs og siger ikke noget i årevis. Han bliver slæbt fra institution til institution og på en af dem straffes han for sine bandeord ved at få stukket hovedet ned i lokummet, når forstanderinden har forrettet sin nødtørft.

Forudsætningen bliver væk
Litteraten Poul Behrendt har udgivelsen af 'De måske egnede' som et af de centrale omdrejningspunkter i sin nye bog 'Dobbeltkontrakten', der udkommer på fredag. Behrendt husker tydeligt opstandelsen over den unge forfatters skildring af sin tilsyneladende grusomme opvækst.

»Det var jo rystende. Alle læste bogen selvbiografisk. Han takkede også sine forældre for, at de havde adopteret ham, da han blev smidt ud af skolen. Alle ville vide noget mere om hans baggrund, og så lukker han pludselig af. På bogmessen to måneder senere beder Bo Green Jensen ham om at fortælle mere om sin bitre baggrund, hvorefter Peter Høeg siger, at der overhovedet ikke har været en bitter baggrund.

»Jeg er vokset op i en god borgerlig familie, og jeg er ikke adopteret. Begge mine forældre lever. De står deroppe«, siger han og peger op mod balkonen. Alle hoveder vender sig og ser to ældre mennesker stå og vinke fornøjet. Hele forudsætningen for at læse bogen er væk. Man må begynde forfra«, siger Poul Behrendt.

Dobbeltkontrakt
Peter Høeg har lavet en dobbeltkontrakt.

Det ene øjeblik lader han, som om romanen bygger på virkeligheden. Det næste øjeblik siger han, den er en fiktion.

»De to kontrakter med læseren udelukker hinanden, men flere og flere forfattere indgår dobbeltkontrakten. Først siger de, at bogen har hold i virkeligheden, og efter et stykke tid - en uge, nogle måneder eller år - siger de, at historien slet ikke handler om forfatteren, og at han i øvrigt er helt uinteressant i forhold til bogen«, siger Poul Behrendt.

Ny kunstform
Han ser selv dobbeltkontrakten som en ny kunstform, og i sin bog arbejder han som litterær detektiv for at afdække, hvordan forfattere som Peter Høeg, Suzanne Brøgger, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen har brugt dette dobbeltgreb. Et greb, der i flere tilfælde har skaffet dem rasende fjender i den virkelige verden uden for romanens univers.

»Jeg kender da gymnasielærere, som simpelthen ikke vil tilgive Peter Høeg, at han bedrog nogen til at tro, at han var adoptivbarn. Bedraget kan ikke tilgives. I deres øjne er han færdig som forfatter, fordi han fik dem til at græde over en bog med en frygtelig historie«, siger Poul Behrendt.

Han mener, at Suzanne Brøggers spil mellem fiktion og virkelighed med udgivelsen af romanen 'Jadekatten' var lige så kalkuleret som Peter Høegs.

»I TV-avisen stod hun foran et hus på Gammel Mønt i København og fortalte, at det var her, hvor hun selv var vokset op, at hendes bog foregik, samtidig med at hun også sagde, at det ikke havde noget med hendes bog at gøre. Men i 'Jadekatten' kan man jo se, at hun faktisk citerer af gamle familiebreve«.

»I romanen hedder familien bare ikke Henius, som den gør i virkeligheden, men brevene i bogen er fra familien Henius, ligesom der er en hel række data, som har forbindelse til Heniusfamilien«, siger Poul Behrendt.

Hemmeligheder
Han har selv været optaget af dobbeltkontrakten, siden han i 1990 opdagede, at Thorkild Hansen drev gæk med alt og alle i sine dagbøger. Behrendt anmeldte dengang de efterladte dagbøger.

Og blev snydt.

»Som alle andre læste jeg dem som autentiske dagbøger fra hans ungdom. Anmeldere som Søren Schou og Jens Kistrup gjorde det samme og skrev, at Thorkild Hansen aldrig skrev bedre, end da han var 25. Det viste sig bare, at han aldrig skrev bedre, end da han var 62«, siger Poul Behrendt.

Han opdagede, at Thorkild Hansen havde 'fabrikeret' sine ungdomsdagbøger, og at det var en hemmelighed, der først skulle åbenbare sig, når forfatteren var død.

Tilgivelse
Poul Behrendt har for længst tilgivet både Hansen og Høeg. Men det betyder ikke, at han finder dobbeltkontrakten uproblematisk.

»To måneder efter udgivelsen af 'De måske egnede' siger Peter Høeg det stik modsatte af, hvad han tidligere har sagt. Det kunne være en grund til at råbe løgnhals efter ham, men det gør jeg ikke. Når han siger, at bogen ikke er en selvbiografi, kan jeg sige, at det er den faktisk. Bare ikke på de punkter, hvor alle troede, at den var en selvbiografi. Der er en hel række elementer, som passer med Bordings Friskole (i bogen Biehls, red.), hvor han selv blev bortvist«, forklarer Poul Behrendt.

Han mener, at Peter Høeg helt bevidst leger med, hvad der er fiktion, og hvad der er digt, så diskussionen om 'De måske egnede' ikke kommer til at handle om, hvorvidt den nu er et portræt af Bordings Friskole.

»Det er ikke slutpunktet for bogen, at vi skal finde frem til det selvbiografiske element. Det er starten på bogens kulturkritik, som handler om, hvilket forhold vi har til tid, til autoriteter og sprog. Den handler jo om, hvorvidt man kan hjælpe alle mennesker. 'De måske egnede' siger, at der er mennesker, som måske ikke kan integreres, eller som ikke vil integreres på de vilkår, samfundet mener, de skal integreres på«, siger Poul Behrendt.

Medievirkelighed
Han mener, at dobbeltkontrakten er forfatternes reaktion på, at forfatteren i den moderne medievirkelighed er en uundgåelig del af en bogs tilblivelse. Også selv om man i litteraturteorien har erklæret forfatteren for død.

»Så snart en bog udkommer, skal forfatteren være der, og hvis han ikke er der, bliver det til begivenheden. Uanset om forfatterne vil eller ej, bliver de inddraget. Det spiller de også med på, men de sørger samtidig for, at man ikke kan fange dem på de præmisser«, siger Poul Behrendt.

Bedst som man tror, at man har 'forfatteren' og dennes forhold til bog og virkelighed forklaret, river forfatteren imidlertid tæppet væk under læseren og giver en ny forklaring.

Skaber en dobbeltkontrakt.

Opdager aldrig dobbeltkontrakten
Selvfølgelig kan man uden større problemer læse en bog én gang og aldrig mere, og som Poul Behrendt smilende siger, så er der også mange bøger, der ikke fortjener mere end én læsning.

Når det gælder bøger med en indbygget dobbeltkontrakt, kan man godt få en fornøjelig læseoplevelse, men man skal bare ikke tro, at man dermed har afkodet hele bogen.

Masser af læsere opdager imidlertid aldrig dobbeltkontrakten. Eksempelvis har Poul Behrendt talt med folk, som stadig tror, at Peter Høeg er forældreløs. Enten var de ikke til den bogmesse, hvor Høeg pegede sine biologiske forældre ud, eller også har de måske ikke været opmærksom på mediernes omtale af sagen dengang.

Litteraturlæsningen er afsporet
Hvad betyder det så for læsningen af en bog, for dogmet på litteraturstudierne har jo i årevis været, at der intet findes uden for teksten selv?

»Det er i dag kun på universiteterne, man er fuldstændig ligeglad med, hvem forfatteren er. Her er man lært op i, at forfatterens historie er fuldstændig ligegyldig, og man kan skrive hele afhandlinger, hvor man ikke engang berører navnesammenfaldet mellem en bogs hovedperson og forfatteren«.

»Litteraturlæsningen er helt afsporet. Der er opstået en skriftklogskab på universiteterne, og den har ingen forbindelse til den faktiske daglige virkelighed«, siger Poul Behrendt.

Fiktiv vidnesbyrd
Ude i verden har han de senere år set masser af eksempler på, at forfattere opstiller dobbeltkontrakter med læserne. Han peger på den amerikanske forfatter Philip Roth og norske Dag Solstad, som bl.a. har udgivet en roman, hvis titel var forfatterens egen fødselsdag.

»Der var også en tysk forfatter, som fik et gennembrud på at skildre tiden som barn i en kz-lejr. Det viste sig at være fiktion, og det bedrag kan vi ikke acceptere. Vi kan ikke leve med, at nogen skaffer sig et navn på at skrive fiktiv vidnesbyrdlitteratur. Vidnesbyrdet er en ny genre i det 20. århundredes litteratur, som opstår i forlængelse af de europæiske folkemord«.

»Det er de overlevendes beretning. Sådan opfatter jeg også Peter Høegs 'De måske egnede' og Claus Beck-Nielsens bøger. De er vidnesbyrdlitteratur, som bliver udsat for en fiktionalisering. Det er her, man kan blive rasende og forarget. Her rører de ved højspændingsledningerne, for vidnesbyrdlitteratur forudsætter, at tingene er sket, og at du ikke bedrager læseren«.

»Hvis Peter Høeg eksempelvis havde skrevet 'De måske egnede' som debutbog, havde man sagt, at 'den går ikke, gamle dreng', men han gjorde det jo ikke for at skaffe sig en stor og berømt skæbne, som Informations kritiker Erik Skym-Nielsen hævdede. Høeg var allerede stor og berømt. Og der var andre ting på spil i Høegs tilfælde«, siger Poul Behrendt.

Skyum-Nielsens rolle
Når han nævner Erik Skyum-Nielsen, er det ikke et tilfælde. Informations litteraturkritiker spiller en afgørende birolle i Behrendts nye bog. Skyum-Nielsen er eksemplet på, at også kritikere kan have en dobbeltkontrakt.

Mens Peter Høegs berømmelse i 1993 synes at nå et foreløbigt højdepunkt med 'De måske egnede', retter Erik Skyum-Nielsen et frontalangreb på Høeg. Selv om han ikke selv har været bladets anmelder af romanen, går han ud og kalder den for sæsonens mest overvurderede bog.

Moralsk problem
Ifølge Poul Behrendt psykoanalyserer han Høeg over en hel side i Information og leverer ikke alene et angreb på Høeg, men også et langt forsvar for Bordings Friskole.

»Hvis et af mine børn en skønne dag blev forfatter og i et digterværk udnævnte mig til sin adoptivfar, ville jeg nu ellers blive ked af det. Jeg ville opfatte det som et hadsk dementi af den fortid, vi havde delt, og tage det til mig som en uafviselig anklage for fatale omsorgssvigt«, skriver Skyum-Nielsen blandt andet. Han glemmer bare at fortælle sine læsere i avisen, at han selv har været medlem af bestyrelsen i Bordings Friskole gennem flere år.

Den oplysning dukker først op halvandet år senere, da den står i Kraks Blå Bog.

Endnu en dobbeltkontrakt med læserne har set dagens lys.

»Det er selvfølgelig væsentligt. Det er den tilbageholdte information, der er et moralsk problem. Vi kalder det bedrag og forførelse, når de medimplicerede tror, at vi har det fulde overblik«, siger Poul Behrendt.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden