tegning: Per Marquard Otzen

tegning: Per Marquard Otzen

Bøger

Jan Kjærstad: »Vores politiske platform er en olieplatform«

I anledning af valget i morgen reflekterer den norske forfatter Jan Kjærstad over Norges politiske udvikling.

Bøger

Afsløringen af DNA-molekylets struktur er en af de vigtigste videnskabelige opdagelser i det 20. århundrede.

I sin bog ’Dobbeltspiralen’, der er lige så spændende som en kriminalroman, beskriver James Watson de mange forsøg, før han og Francis Crick med hjælp fra Rosalind Franklin nåede frem til modellen af molekylet.

I mine øjne er der en underlig skønhed i DNA-molekylets form. At se på dobbelthelixen – på spiralerne, der snor sig om hinanden, forbundet på tværs af baseparrene – er som at få et glimt af forudsætningen for alt liv.

DNA leder tankerne hen på gener, på vores arvemasse, og det er denne association, som jeg vil bygge videre på, når jeg nu bevæger mig over i politikken.

Fra Andersen til Bjerke Selv om det er en politisk forenkling, er der mange, der forbinder den næsten ufattelige udvikling hen imod større velstand og velfærd i Norge i årtierne efter 1945 med Det norske Arbeiderparti. For flere generationer, der voksede op efter krigen, var det ikke unaturligt at at tænke, at DnA = DNA.

I sin bog ’Ill Fares the Land’ skriver historikeren Tony Judt, at vi på intet tidspunkt i historien har set større fremskridt end det, vi oplevede i socialdemokratiets konsensusperiode.

Der er få, som i dag vil forbinde DnA med DNA. Især ikke når A for arbejde tilsyneladende er blevet udskiftet med B for bank. Det er interessant at tænke på afstanden mellem savværksarbejderen Anders Andersen, som i kølvandet på krakket i Arendal Privatbank blev medstifter af Arbeiderpartiet i 1887 og dets første formand, og en moderne AP-mand som Rune Bjerke, der er tidligere politiker og nu koncernchef i DnB (Den norske Bank).

Vi husker Rune Bjerkes store bekymring i efteråret 2008 under finanskrisen, som til dels var skabt af bankernes grådighed. Vi husker Bjerkes ønskeseddel-sms til statsminister Jens Stoltenberg. Vi husker statens redningspakke – en garanti, der var så rundhåndet, at DnB kort forinden solgte en stor bunke statsobligationer, hvilket betød, at banken senere modtog et bødeforlæg fra bagmandspolitiet for brud på loven om insiderhandel.

Eller husker vi det ikke? Vi husker i hvert fald Rune Bjerkes glade fjæs fra tv-nyhederne i foråret, da DnB havde fået et overskud på 13,7 milliarder norske kroner i 2012. Lagkage til alle. Måske smilede han også på grund af sin opsigtsvækkende løn og en pensionsaftale, som ifølge medierne er 60 millioner kroner værd.

Ja, i tiden mellem Andersen og Bjerke er der sket en hel del med det parti, der blev stiftet på grund af et bankkrak.

Dette er naturligvis ikke et angreb på Rune Bjerke personligt. For mig er Bjerke, som AP-mand og tilknyttet DnB, blot et symbol. Bjerke er en forstørret udgave af enhver nordmand og den mentalitetsændring, der præger os alle sammen.

Før i tiden var tanken at tage lidt fra de rige og give til de fattige. Nu er tanken, at vi alle skal være rige. Bankens – finanssektorens – tankegang er gennemsyret af de socialdemokratiske ideer. Når det gælder etik, er vi gået fra at være en A-nation til en B-nation. Vores moralske arvemasse er forandret. DnA er blevet til DnB. Den kollektive indsats for en retfærdig fordeling af goderne er blevet erstattet af individets stræben efter at opnå økonomisk vinding. Fra alternativer til butik


Dette er ikke blot en kritik af AP. Forhåbentlig er der stadig meget DnA tilbage i AP.

Men det er mit ærinde at gå i rette med en tendens, som skræmmer mig. Et tab af værdier, af kollektive mål. Det beundringsværdige ved de politiske bestræbelser i efterkrigstidens Norge var forsøget på at finde et alternativ, en slags tredje vej, i forhold til socialisme og kapitalisme. I dag synes man at have opgivet denne jagt på alternativer. DnB-tankegangen har sejret.

Det er ikke særlig mange år siden, at vi tog det som en selvfølge, at de virksomheder, som er af grundlæggende betydning for samfundet (uddannelsessektoren, sundhedsvæsenet, ældreforsorgen, kollektiv trafik, forskning og infrastruktur), skulle kunne opretholdes med andre incitamenter end økonomisk overskud. I dag har det kommercielle aspekt også sneget sig ind på disse områder, ikke mindst gennem ideen om, at mest muligt skal privatiseres.

Dette ideologiske problem diskuteres for lidt. For samfundsfilosoffen og økonomen Adam Smith var samfundsøkonomien uløseligt forbundet med moralfilosofien. Vi opdager ikke, at vi er i færd med at sætte vores arvegods over styr: troen på de moralske principper lighed, retfærdighed, solidaritet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den kollektive indsats for en retfærdig fordeling af goderne er blevet erstattet af individets stræben efter at opnå økonomisk vinding

At vi har erstattet dem med værdien frihed. Og da vi ikke har en ideologisk debat, men politiske stunts, reklamepåfund og kåring af den fineste valgbod, er det ikke alle, der opdager, at dette betyder to forskellige samfund. Mere frihed betyder altid mindre lighed, mere frihed fører til forøgede forskelle mellem mennesker.



Økonomi handler ikke kun om penge. At vælge en økonomisk politik er at vælge et menneskesyn, at spørge sig selv, hvad de menneskelige behov er. Og denne banktankegang, som vi nu ligger under for, forudsætter, at vi hele tiden stræber efter mere, uanset hvor meget vi allerede har. De egenskaber og værdier, som vi foragter i et individ – griskhed, egoisme, hensynsløshed – bliver til gode egenskaber i dette økonomiske system.

Det er dybt beklageligt, at venstrefløjen ikke har formået at skabe et konstruktivt svar hverken på finanskrisen, som slog igennem i 2008, eller på de seneste 30 års skred fra stat til marked. Det bliver ved enkeltsager. Venstrefløjen mangler slet og ret en større fortælling, som viser et andet verdens- og menneskesyn. Denne fortællings økonomiske aspekt skulle også kunne tåle moralske spørgsmål: Er økonomien retfærdig? Skaber den større livskvalitet? Fører den til et overforbrug af jordens ressourcer? Giver den tilstrækkelig plads til meningsfuldt arbejde?

Det, jeg savner allermest, er et opgør med mantraet ’øget vækst’ – forestillingen om, at væksten kan fortsætte i det uendelige. Troen på, at et højt udbytte er det vigtigste for en nation.

Norge er gået fra at være et samfund til at blive et firma, Norge A/S, hvis fremmeste mål er at skabe overskud. Vi taler ikke længere om etik, men om budget. Det bedste, vi kan gøre for landet, er at købe. Købe næsten hvad som helst. Alt er et marked. Vi er ikke længere borgere, vi er kunder, vi er forbrugere. Fra ansvar til boble

Men hold da op, hvor er vi blevet rige. Vi er så rige, at vi næsten er bedøvede. Resten af verden eksisterer ikke. Det er symptomatisk, hvor lidt årets valgkamp har handlet om international politik og klodens tilstand. Her er en udfordring til politikerne: Børn lærer, at alle mennesker er lige meget værd. Prøv så at forklare et barn, hvorfor nordmænd er så rige, når der er så mange mennesker i verden, der ikke ejer noget som helst. Vi ryster på hovedet, når vi besøger lande, hvor de rige har bygget sig enklaver for at holde andre og fattigere mennesker ude. Vi ser ikke, at vi selv har gjort det samme. At hele Norge er ved at blive sådan en enklave. Vi mangler næsten bare en høj mur langs grænsen med glasskår på toppen. Det er olien, dette eventyrlig held, som har gjort os så velstående, så forkælede. Men lykken er afhængig af, at samvittigheden knebles. Lad gå, at vi tjener mere, når der er krig, eller som Aftenposten for nylig skrev i en leder (3. august 2013): »Når ting går galt i verden, går det ofte godt for Norge«. Det er sværere at lukke øjnene for, at olie- og gasproduktionen er skadelig for atmosfæren. Næsten dagligt kan vi læse i avisen, at klimaproblemerne kræver en ny økonomi. Én ting er sikkert: Norge vil ikke gå i brechen for dette. En sådan kursændring vil være så upopulær, at vores ledere ikke vover at foreslå den.









Det må være nok med symbolske tiltag og en ’kulstofafgift’, som overhovedet ikke sænker udvindingstempoet. Politikerne taler om ansvaret for en CO2-fri økonomi, men i det skjulte arbejder de for at finde og udnytte de sidste gas- og oliefelter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Og flertallet af nordmændene støtter dem. Hvem ønsker egentlig en bindende international klimaaftale, som vil bremse norsk olieudvinding? Hvem ønsker en udvikling, som kan føre til lavere oliepriser, som igen kan føre til en nedgang i norsk økonomi med høj arbejdsløshed og dårligere velfærd? Vores oliebaserede velfærd er uhyre sårbar. Derfor forsøger vi at gemme os for det moralske dilemma. Vi er klar over de negative konsekvenser af produktionen. Vi har netop hørt om konklusionerne i en ny rapport fra FN’s Klimapanel. Burde vi så ikke være åbne over for en politik, der vil gå ind for en grundlæggende systemændring? Hvorfor går vi ikke alle mand af huse for at stemme på politikere, som støtter dette? Fordi vi er umættelige, når det gælder flere goder. Fordi det ikke er DnA, der styrer landet, men i overført betydning DnB. Norge er blevet en bank. Det er også et demokratisk problem. Vi styres ikke af politikere, men af finansmarkeder. Helt logisk bliver oliepengene da også sat i banken, mens forskning og bestræbelser på industriel innovation vansmægter. Vores politiske platform er en olieplatform. Men pengene ruller ind. Der er lagkage hver dag. Jeg skal tænke mig grundigt om, før årets valg. Jeg vil give min stemme til det parti, der har mest DNA. Oversættelse: Mette Skodborg













Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden