Der ligger en gris på et halmleje. Den er så tyk, at flæsket hænger ned ad siderne, ja faktisk er den så fed, at den næsten ikke kan få luft. Af denne gris afhænger en hel families eksistens. Af dens krop skal de leve fra jul til jul, far, mor og et ikke nærmere defineret antal børn. De er fattige husmænd uden mange andre lyspunkter i livet end at købe årets gris og slagte den, når den er fedet op. Og i år ser det godt ud. Overlevelse Men grisen er syg. Just som den er slagtemoden, sprækker fedtet og bliver til væskende bylder. End ikke en bleg og modvillig dyrlæge med slips og næseklemmer kan redde familiens skat. Grisen dør, og hvordan den fattige familie skal overleve det kommende år, er et åbent spørgsmål. Havde det så bare været ét af børnene, tænker faderen. Når ondt nu skulle ske. Lyser af indignation Historien om grisen hedder 'Et Grundskud' og findes i Henrik Pontoppidans novellesamling 'Fra Hytterne', som udkom i 1887. Her står den sammen med andre noveller, der beskriver de sørgelige forhold på landet i 1880'erne. Dem kendte Pontoppidan, fordi han i en periode vandrede rundt på Sjælland og skrev om husmændenes situation til tidens aviser. Senere skrev han sine optegnelser om til noveller, der lyste af indignation. Det moderne gennembrud Novellerne er del af den litterære bevægelse, der kaldes 'Det moderne gennembrud'. Her satte man spørgsmålstegn ved vedtagne forestillinger inden for tro, kønsmoral og samfundsopfattelse og kæmpede for et nyt, frit individ, løsgjort fra traditionens snærende bånd. Tidens litterære løsen var formuleret af Georg Brandes som at »en god litteratur er en litteratur, der sætter problemer under debat«, og det gjorde Henrik Pontoppidan i sine unge år. Men hans kritik sigtede ikke kun efter gamle magthavere. Den ramte også den nye tid selv og et borgerskab, der troede, at det var progressivt, men i virkeligheden snorksov i komfortabel selvtilfredshed. Fremskridt og fattigdom I artiklen 'Under Aaget' fra Dags-Avisen 1. juli 1885 skildrer Pontoppidan, hvordan han som vandrer en vinterdag pludselig står og kigger ud over de gamle hovmarker og forestiller sig, hvordan de for ikke længe siden har genlydt af ladefogedens stokkeslag over kuede rygstykker. Da hans blik falder på det sted, hvor bondebyen lå inden udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, tænker han på, hvordan folk har siddet i lerhytterne og spist vallesøbe og havregrød med kroppen fuld af utøj og rotter løbende om benene. Men nu klinger det underligt fjernt: »Man kan næsten ikke faa sig selv til at tro, at al denne Umenneskelighed har fundet sted saa nær op imod vort eget - Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens Aarhundrede«. Humanistiske idealer møder virkeligheden Sådan taler en tilfreds oplysningsmand - Pontoppidan selv - men som den drevne skribent, han er, lader han hurtigt sit synspunkt støde mod virkeligheden i form af et lille ensomt hus, der nærmest synker i knæ af ælde, og som ser helt uddødt ud. Pontoppidan går indenfor og forskrækkes over en mumie, som ligger sammenbøjet i en ormstukken halmseng under en gammel slimet dyne - et lig! Men pludselig begynder liget at tale. »Er det Dig, Kathrine?«, spørger det den befippede vandringsmand, der skynder sig ud - og møder netop Kathrine, der kan fortælle, at kvinden i sengen er gamle Else på 84. Hun har engang løbet om kap med en hest, men nu har hun ligget otte år i sin seng uden anden pleje, end den Kathrine, »en vraltende og pjaltet Husmandskone«, kan give. Da Pontoppidan atter begiver sig på vej, falder hans blik på otte nye bøndergårde, der knejser over landarbejdernes elendighed. Og han gentager for sig selv: »Frihedens - Fremskridtets - Humanitetens Aarhundrede«. Manipulator Artiklen optræder i omskrevet form som epilog i 'Fra Hytterne'. Her bærer den titlen 'Vandreren' og har fået en drejning, der ikke blot gør de nyrige bønder, men også kristendommen ansvarlig for elendigheden. I novellen tror den gamle kvinde nemlig fuldt og fast på, at Vorherre ikke har glemt hende, ja faktisk tror hun, at vandreren, der træder ind i hendes stue, er Vorherre selv. På lignende måde klynger husmandsfamilien i 'Et Grundskud' sig til håbet om, at Vorherre ikke kan nænne at lade grisen dø. Men det kan Vorherre, og de fattiges tro på ham bidrager kun til deres undertrykkelse. For så vidt som en fortæller er en slags Vorherre, der kan uddele lidelse efter forgodtbefindende, må man sige, at Pontoppidan ikke sparer på den. Hans fortællerstemme er tilsyneladende upartisk, men i udvalget af ulykker, der hagler ned over de stakkels personer i noveller som 'Knokkelmanden', hvor en kvinde bliver syg og dør, netop som hun skal til at nyde frugten af sit livs slid, og 'Naadsensbrød', hvor en gammel kone mod sin vilje sendes på den fine nye arbejdsanstalt, der har afløst fattiggården, viser han sig som en god manipulator. Han vækker et håb om lykke eller trods, blot for at slukke det noget så eftertrykkeligt igen. Og læseren er oprørt. Nutidig pontoppidansk harme I en samtidig anmeldelse efterlyser anmelderen, at Pontoppidan bruger sit talent til at give os »en af Sol og Sundhed, af Livsmod og Livsfriskhed struttende Bonderoman«. Han vil have glade røde kinder i stedet for drukkenskab og uægte børn og tager dermed afstand fra det, som er Pontoppidans litterære projekt: at gøre op med romantikkens idylliserede billede af bønderne. Skal man læse Pontoppidans noveller i dag, kan man gøre det med samme blik, som vandreren kaster ud over hovmarkerne: som historiske vidnesbyrd om en elendighed, vi nu er på sikker afstand af. Men man kan også forsøge at finde nutidens svar på det hus, som åbner vandrerens øjne. Hvor er de mennesker, hvis tilværelse i dag kan få et grundskud, fordi de må satse alt på ét bræt? For hvem er det, at vores helt almindelige danske forbrugssamfund står som en knejsende bondegård over en klynge slumskure med bliktag? Og kan vi mobilisere en smule pontoppidansk indignation på deres vegne?