0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fremskridtets århundrede

Henrik Pontoppidans noveller vækker et håb om lykke, men slukker det eftertrykkeligt igen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der ligger en gris på et halmleje. Den er så tyk, at flæsket hænger ned ad siderne, ja faktisk er den så fed, at den næsten ikke kan få luft.

Af denne gris afhænger en hel families eksistens. Af dens krop skal de leve fra jul til jul, far, mor og et ikke nærmere defineret antal børn.

De er fattige husmænd uden mange andre lyspunkter i livet end at købe årets gris og slagte den, når den er fedet op. Og i år ser det godt ud.

Overlevelse
Men grisen er syg. Just som den er slagtemoden, sprækker fedtet og bliver til væskende bylder.

End ikke en bleg og modvillig dyrlæge med slips og næseklemmer kan redde familiens skat. Grisen dør, og hvordan den fattige familie skal overleve det kommende år, er et åbent spørgsmål.

Havde det så bare været ét af børnene, tænker faderen. Når ondt nu skulle ske.

Lyser af indignation
Historien om grisen hedder 'Et Grundskud' og findes i Henrik Pontoppidans novellesamling 'Fra Hytterne', som udkom i 1887.

Her står den sammen med andre noveller, der beskriver de sørgelige forhold på landet i 1880'erne.

Dem kendte Pontoppidan, fordi han i en periode vandrede rundt på Sjælland og skrev om husmændenes situation til tidens aviser. Senere skrev han sine optegnelser om til noveller, der lyste af indignation.

Det moderne gennembrud
Novellerne er del af den litterære bevægelse, der kaldes 'Det moderne gennembrud'. Her satte man spørgsmålstegn ved vedtagne forestillinger inden for tro, kønsmoral og samfundsopfattelse og kæmpede for et nyt, frit individ, løsgjort fra traditionens snærende bånd.

Tidens litterære løsen var formuleret af Georg Brandes som at »en god litteratur er en litteratur, der sætter problemer under debat«, og det gjorde Henrik Pontoppidan i sine unge år.

Men hans kritik sigtede ikke kun efter gamle magthavere. Den ramte også den nye tid selv og et borgerskab, der troede, at det var progressivt, men i virkeligheden snorksov i komfortabel selvtilfredshed.

Fremskridt og fattigdom
I artiklen 'Under Aaget' fra Dags-Avisen 1. juli 1885 skildrer Pontoppidan, hvordan han som vandrer en vinterdag pludselig står og kigger ud over de gamle hovmarker og forestiller sig, hvordan de for ikke længe siden har genlydt af ladefogedens stokkeslag over kuede rygstykker.

Da hans blik falder på det sted, hvor bondebyen lå inden udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, tænker han på, hvordan folk har siddet i lerhytterne og spist vallesøbe og havregrød med kroppen fuld af utøj og rotter løbende om benene. Men nu klinger det underligt fjernt:

»Man kan næsten ikke faa sig selv til at tro, at al denne Umenneskelighed har fundet sted saa nær op imod vort eget - Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens Aarhundrede«.

Humanistiske idealer møder virkeligheden
Sådan taler en tilfreds oplysningsmand - Pontoppidan selv - men som den drevne skribent, han er, lader han hurtigt sit synspunkt støde mod virkeligheden i form af et lille ensomt hus, der nærmest synker i knæ af ælde, og som ser helt uddødt ud. Pontoppidan går indenfor og forskrækkes over en mumie, som ligger sammenbøjet i en ormstukken halmseng under en gammel slimet dyne - et lig!

Men pludselig begynder liget at tale. »Er det Dig, Kathrine?«, spørger det den befippede vandringsmand, der skynder sig ud - og møder netop Kathrine, der kan fortælle, at kvinden i sengen er gamle Else på 84. Hun har engang løbet om kap med en hest, men nu har hun ligget otte år i sin seng uden anden pleje, end den Kathrine, »en vraltende og pjaltet Husmandskone«, kan give.

Da Pontoppidan atter begiver sig på vej, falder hans blik på otte nye bøndergårde, der knejser over landarbejdernes elendighed. Og han gentager for sig selv: »Frihedens - Fremskridtets - Humanitetens Aarhundrede«.

Manipulator
Artikle