Eksplosivt. Yahya Hassans opgør med sine forældres generation blev et af ugens mest diskuterede emner.
Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Eksplosivt. Yahya Hassans opgør med sine forældres generation blev et af ugens mest diskuterede emner.

Bøger

Yahya Hassans digte er fyldt med ild og nyskabelse

Den 18-årige digter debuterer med litterær kunst, der ikke må reduceres til debatindlæg.

Bøger

Det er sjældent, at man har fornemmelsen af en bog, der brænder mellem hænderne på én.

Men det havde jeg ærlig talt, da jeg fik overrakt konvolutten med Yahya Hassans digtsamling, helt varm fra forlaget. Sjældent (om nogensinde?) har en ny dansk lyrikdebut fået så megen medieomtale, før den overhovedet er udkommet.

Ild og ord Følelsen af ild og brand fortsætter inde i bogen.

Et tidligt barndomsminde slås således an: »I DEN LEJLIGHED JEG BRÆNDTE NED/ SPISTE VI ALTID PÅ GULVET« (og JA, der skrives konsekvent med VERSALER).

Her hører vi om en mor, der truer med Fars lighter: »HVIS DU BLIVER VED MED AT IRRITERE DINE SØSKENDE/ BRÆNDER JEG DIG«. Og en lille søn, der tager lighteren i egen hånd og lader »FLAMMEN SNAVE PLASTIKSTILKEN«, hvilket giver det højdramatiske digt den diskrete titel ’PLASTIKBLOMST’.

Vi hører om skolebrand, flagbrand, bilbrand, reelle eller i truslens form. Vi har at gøre med et lyrisk jeg, der »sætter ild til ordene« og ser væk, mens »de lider«.

Det er muligt, at ordene lider under Yahyas voldsomme behandling, men i så fald er det lidelse af den glødende, produktive slags, hvor det danske sprog bliver pint til at kunne noget, vi ikke vidste, det kunne.

Sproglig nyskabelse
’Yahya Hassan’ er både forfatterens navn og digtsamlingens titel.

Yahya Hassan skriver om sig selv. Og hvis man skal tro pressemeddelelsen, gider han ikke de der diskussioner om, hvorvidt han skriver selvbiografi eller fiktion: »Det er min historie. Der er ikke så meget at rafle om«.

Hvilket selvfølgelig ikke forhindrer, at ’jeg’ også bliver en position, en attitude, en genstand og stemme, der står til afprøvning og definition: »MIG JEG SIGER FARVEL/ MIG JEG SIGER BYE/ MIG JEG SIGER SALAM«.

Vi får historien om Yahya Hassans liv fra tidlig barndom med faderlig vold over teenageår med anbringelse og kriminalitet, frem til digterens aktuelle situation som forfatterskoleelev i fortsat kontakt med kriminalforsorgen.

SE OGSÅ

18-årige Yahya Hassan er aktuel med digtsamlingen ’Yahya Hassan’, der udkommer den 25. oktober på Gyldendal. Kilde: Politiken.tv

Der lægges ud med meget stærke barndomsdigte. Første digt, med titlen ’BARNDOM’ begynder således: »FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE/ FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS«. Slam.

Det er ikke bare temaet, der er hårdtslående, det er også rytmen og klangen (P’erne i PØL AF PIS) og den sproglige nyskabelse (FLERGRÆDERI).

Når vi senere i digtet hører, at Al-Jazeera transmitterer »HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE«, er der også fuldt knald på de lyriske virkemidler; besjælingen af bulldozere og kropsdele; sammenstødet mellem en mellemøstlig virkelighed (bulldozere) og dansk pædagogjargon (hyperaktiv).

Det er socialrealisme, men det er ikke knækprosa, det er stærkt lyrisk formarbejde.

Vreden som drivkraft
Yahya beskriver sin sindssygt hårde barndom ganske usentimentalt. Alligevel, eller netop derfor, er der digte, der får mit moderhjerte, og måske også mit lillepigehjerte, til at bløde.

Når Yahya (under titlen ’12 ÅR’) i hemmelighed får smuglet sin lillebrors pisvåde sengetøj over til den fraflyttede mor og renvasket hjem igen, så det ikke vækker faderens hårdtslående vrede.

Når Fars nye kone præsenteres under titlen »MOR TIL TRE FREMMEDE SØSKENDE«, og hendes børn således: »DISSE SMÅ VÆSENER ER SØSKENDE JEG IKKE MÅ RØRE VED«.

Når et ensomt juletidsmoment i børnehavens garderobe foreviges, så det lige så godt kunne være noget fra min egen barndom (»JEG SAD I GARDEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN/ OG LÆRTE AT BINDE SNØREBÅND I STILHEDEN«), og den metaforiske sammenligning af nellikegennemstukne appelsiner med gennemhullede voodoodukker får mig til at gispe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når Yahya skriver om lykken ved at være sendt i Fakta efter olivenolie lige før lukketid (»DET ROLIGE VED DE GÅTURE/ SOM ET EKSIL PÅ TOILETTET«), og jeg helt er med på følelsen af små frihedsstunder midt i en plagsom hverdag, selv om min plage aldrig har været at få bank af far med en trælamel.

Yahyas vrede er af den slags, der har været drivkraft i megen stor litteratur: sønnens vrede mod faderen. Faderen skildres som en skinreligiøs voldspsykopat, der for et godt ord finder trælamellen frem og banker løs på børn og hustru.

Men som også, midt i det hele, kan portrætteres poetisk: »SOM DU STÅR DER OG GRILLER HALAL/ IKKE BARE EN FLYGTNING MED FULDSKÆG OG JOGGINGTØJ/ NU LANDER EN GULDSMED PÅ DIN ARM« (digtet ’RAMADAN’, der begynder med det fantastiske vers: »ROVPELS I FJÆSET I EN DYR BILS BAKSPEJL«).

Og så sendes man følelsesmæssigt fuldstændig til tælling af det lille knaldhårde digt med den overvældende titel: ’FAR MIN UFØDTE SØN’, der slutter sådan her: »MÅSKE VILLE JEG HAVE ELSKET DIG/ HVIS JEG VAR DIN FAR OG IKKE DIN SØN«.

Literær kunst, ikke debatindlæg

Samlingens afsluttende LANGDIGT giver den fuld gas på ghettosprog.

Det er lige noget for litteraturlektoren, som i årevis har gået og sukket efter, at nogen udvandt poetisk potentiale af perkerdansk.

Samtidig med at jeg kan have fornemmelsen af, at der også er en ironisk hilsen netop til den forventningsfulde litteraturlektor: Okay, nu stiller jeg mig op som den, du vil have, nu poserer jeg som slagkraftig nydansker med kreative sprogfejl: »MIG JEG KOKSER I MIN ORDSTILLING/ OG JEG SIGER WALLAH/ MIG JEG SIGER PANSER ER GRIM/ WALLAH DE DUM!«.

Og jo, litteraturlektoren klapper i hænderne over sprogfornyelsen: »EFTER EN ÅRSTID SLAP DE MIG FRI«, »EN ÆGTEVASKE ÆSEL«, »JEGEN I SPEJLEN KIGGER PÅ MIN SELV«. Og hun morer sig kosteligt over raffineret perkervid: »HENDE DER LUDER FRA JOURNALISTLINJE/ SIGER AT MIG JEG LIGNER IK EN DIGTER/ OG MIG JEG SIGER DIG DU LIGNER IK EN LUDER«.

Der er en enorm kraft i Yahya Hassans vrede stemme. Den kraft bør ikke misbruges af journalister, der reducerer digtene til debatindlæg, eller politikere, der sætter dem i fremmedfjendtlighedens tjeneste.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At hive enkelte vers ud af samlingen og gøre dem til avisoverskrifter og politiske standpunkter er at gå fuldstændig fejl af, at dette er litterær kunst.

Yahya Hassan har ikke skrevet en pamflet, han har ikke skrevet en programerklæring, han har givet os ord og billeder for, hvordan det er at være Yahya Hassan, søn af flygtninge fra ’Mellemøstens Langeland’, søn af to sprog, søn af Danmark.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce