Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
PETER HOVE OLESEN
Foto: PETER HOVE OLESEN

Smerte. Trude Marsteins ærinde i bogen 'Hjem til mig' er at dissekere smertens anatomi i ægtemandens ubeslutsomhed.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter rammer den moderne mands splittelse klokkerent

Norske Trude Marstein dissekerer smertens anatomi mellem sex og sovs og kartofler.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg har aldrig været hvor jeg burde når jeg burde være der, men altid andre steder«, konkluderer hovedpersonen Ove Haugli i norske Trude Marsteins nye romanudspil ’Hjem til mig’.

Udtalelsen falder afslutningsvis i det over 400 sider lange drama og opsummerer romanens handlingsmæssige kerne; limbotilstanden mellem gerne at ville, men ikke kunne forpligte sig følelsesmæssigt.

Den almenpraktiserende læge Ove er gift med Wenche. Sammen har de to døtre, en hund og et dejligt hjem i Oslo. Ingen tvivl om, at Ove elsker Wenche, børnene og hunden, men han elsker også fremmede kvinder på høje hæle og iført læbestift og god humor.

LÆS OGSÅ

Han ved udmærket, at han ikke bør, alligevel kan han ikke lade være med at indlede den ene affære efter den anden.

Suset fra det udenomsægteskabelige knalds momentane nydelse er simpelthen for stort. Og så dulmer det den snigende meningsløshed, hverdagsrutinen med Wenche og ungerne langsomt har udartet sig til.

Problemet er bare, at suset ikke varer ved, og at der bagved melder sig et behov for den tryghed, familien repræsenterer – lige indtil nydelsestrangen melder sig på ny.

Mellem sex og sovs og kartofler
Fanget i denne amoklignende cyklus er han aldrig helt mentalt til stede nogen steder. Enten tænker han på kone og børn, mens han knalder, eller også rumsterer de sidste seksuelle udskejelser i baghovedet, mens han spiser sovs og kartofler med familien.

Konsekvensen er, at samtlige relationer svæver lige uprioriterede rundt i hans kredsløb, mens anklager om svig og svigt uophørligt hagler ned over ham fra alle sider.

Med nedslag i Ove Hauglis forskellige ægteskaber og kærlighedsforhold følger handlingen hans livsforløb fra nyuddannet læge på turnus i 1978, til tæt på pensionsalderen i 2010. I det lange tidsspand mangedobles de adfærdsmæssige gentagelser som en virkningsfuld betoning af inertien i hans valg.

Helt overordnet er 'Hjem til mig' en overmåde bedrøvelig beretning om den moderne maskulinitets splittelse mellem frihedsidealet og kernefamilien

Som modstykke hertil skruer Marstein op og ned for romanens tempo og stemning ved at skrive teksten frem i et kontinuerligt sceneskift mellem de hektiske sexmøder og den rutineprægede, mere lavmælte omgang med familie og patienter.

Grebet rammer læseren som en overordentlig tumultarisk forstyrrelse på de indre linjer; en reaktion, jeg sjældent har oplevet tilsvarende i mine mange år som anmelder.

Ubeslutsomhedens smerte

Helt overordnet er ’Hjem til mig’ en overmåde bedrøvelig beretning om den moderne maskulinitets splittelse mellem frihedsidealet og kernefamilien. Men forfatteren vil mere end blot aflægge rapport fra et sociologisk feltstudie.

Hun vil udkrænge selve materien i den smerte, splittelsen skaber gennem helt konkrete beskrivelser af de logistiske udfordringer, Ove døjer med for at holde dampen oppe i sine parallelle liv; hvordan når han både at hente fisk og have sex på vej hjem fra arbejde uden at komme for sent og lugte af fremmed kvinde, når han kommer hjem?

Som årene går, vokser tabskontoen lægen over hovedet, uden at han lærer en pind. End ikke den massive angst for at miste ’det hele’ er tilstrækkelig til at få manden til at sadle om.

LÆS OGSÅ

En af romanens utallige kvaliteter er, at den ikke indsovses i en afsluttende morale om det formålstjenlige i enten at kaste sig ud i den nydelsesstyrede malstrøm eller gå planken ud i et langvarigt ægteskabs tiltagende forudsigelighed. Trude Marsteins ærinde er fokuseret at dissekere smertens anatomi i Oves ubeslutsomhed.

Det gøres så indsigtsfuldt, præcist og smittende, at man har lyst til både at banke og kramme den ensomme læge, mens man vender sig i sengen og kaster et taknemmeligt blik på den aldrende løve til venstre og tænker:

»Tak for, at du ser mig og elsker mig på otteogtyvende år«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden