Forsvar. Ytringsfriheden kan kun forsvares, hvis der er enighed om det hele vejen rundt, mener Flemming Rose, der i 2005 som kulturredaktør på Jyllands-Posten valgte at trykke de 12 tegninger af profeten Muhammed.
Foto: Joachim Adrian

Forsvar. Ytringsfriheden kan kun forsvares, hvis der er enighed om det hele vejen rundt, mener Flemming Rose, der i 2005 som kulturredaktør på Jyllands-Posten valgte at trykke de 12 tegninger af profeten Muhammed.

Bøger

Flemming Rose: »Yahya Hassan udfordrer Politikens verdensbillede«

Tidligere JP-kulturredaktør mener, at folk har flyttet sig siden Muhammedtegningerne.

Bøger

For tre år siden besluttede Flemming Rose at bruge sin ytringsfrihed på en ny måde. Nu ville han klappe i.

Og i hvert fald i Danmark afstå fra offentligt at sige et eneste ord mere om Muhammedtegningerne. Alt var sagt, syntes han.

Og selv var han blevet kaldt lidt af hvert, siden han 5 år tidligere som kulturredaktør på Jyllands-Posten havde nikket ja til at trykke de 12 satiriske tegninger af islams profet Muhammed og dermed brudt et af islams tabuer, hvilket sårede mange muslimer herhjemme og senere gav anledning til massedemonstrationer rundtom i verden med brændte danske ambassader og adskillige dræbte til følge.

I fem år havde han talt og talt. Herhjemme og rundt om i verden. Men mest havde han tænkt. Og forsøgt at få klarhed over, om offentliggørelsen af tegningerne nu også stemte med hans grundlæggende værdier.

LÆS OGSÅ

Svaret stod at læse i hans bog ’Tavshedens tyranni’, som udkom i 2010. Og så klappede han i. Trak sig fra rampelyset, lod andre om at tale og skrive, mens han selv blev udlandsredaktør og holdt lav profil.

Så lav, den nu kan blive for et kendt ansigt, som dagligt bliver mindet om, hvor højt han har raget op i landskabet, når han passerer tre pansrede døre for at komme på arbejde.

Når han nu indvilger i at bryde sin tavshed for at tale om ytringsfrihedens kår i dagens Danmark, er det, fordi der er sket noget. Fronterne i debatten har omsider sat sig i bevægelse, siger han. Af to grunde. Den første er det arabiske forår.

Nybrud
»Nu ser vi i Mellemøsten, at nogle journalister insisterer på retten til også at kunne kritisere islam. For der er en voksende erkendelse i mange af de samfund af, at islam er magt, religion bliver brugt til at udøve social kontrol og bygge hierarkier«, siger Flemming Rose, da vi mødes på en café i et af Københavns brokvarterer

Den anden grund har et navn. Yahya Hassan. Den unge digter, hvis lyrik og stærkt kritiske udtalelser om islam og kulturen i visse indvandrerkredse langtfra er blevet mødt med den samme fordømmelse på venstrefløjen og blandt dem, vi plejer at kalde de kulturradikale, som Muhammedtegningerne og senere udtalelser fra eksempelvis Lars Hedegaard.

Yahya Hassan er blevet modtaget som en frihedskæmper på versefødder. Og så, synes Flemming Rose, er der igen noget at tale om.

»Der er kommet et opbrud i positionerne omkring det, man som metafor kan kalde Politiken-segmentet, uden at jeg vil generalisere eller stereotypisere. For deres verdensbillede bliver udfordret af det, Yahya Hassan har at sige. Det kan man se af, hvor meget I beskæftiger jer med det«, siger Flemming Rose, der nu ikke vil læne sig tilbage og sige: »Der kan I se, hvad vi sagde«, som han udtrykker det.

»I Danmark har vi gået i en skole de sidste 10 år og er blevet konfronteret med den problemstilling her i forskellige sammenhænge. Så jeg vælger at glæde mig over, at jeg ser et opbrud i Politiken-segmentet. Og altså: Hvis det var det, der skulle til, så ... fantastisk!«, siger han.

Særlig autenticitet
Andre har sagt, hvad Yahya Hassan siger. Og andre er blevet truet.

I 2008 udgav en britisk tænketank en rapport om trusler inden for muslimske miljøer i Europa med en liste på over 27 kunstnere, journalister, forfattere og politikere med muslimsk baggrund, som var blevet truet efter at have kritiseret eller latterliggjort islam, fortæller Flemming Rose. Så hvad er egentlig det nye?

»Yahya Hassan har en særlig autenticitet. Måske fordi han kommer direkte fra underklassen og ind på den litterære stjernehimmel og har en meget dramatisk historie. Derfor træffer han nogle mennesker dybere.

Han rammer Velfærdsdanmark. Dem, som ser den gruppe, han kritiserer, som ofre. Han siger selv, at han ikke er nogen præmieperker. Og man kan se, hvordan det har splintret den meget brede fløj, som jeg kalder Politiken-segmentet«.



Hvordan splintret?

»Den har delt sig. Der er én gruppe, som nu tager et opgør med en venstrefløjsposition i debatten og siger: Vi er simpelthen nødt til at anerkende, at ytringsfriheden er under pres, uanset hvad vi mente om Muhammedtegningerne. At det er reelt nok, at den praktiske ytringsfrihed er truet. Så er der nogle, der forsøger at sige: Der er måske enkelte tilfælde, men som ikke mener, at ytringsfriheden generelt er under pres. Og endelig er der dem, der – i mine øjne helt ude i hampen – siger, at Yahya Hassan må kritisere noget, Lars Hedegaard ikke må, fordi han selv har indvandrerbaggrund«.

Hvorfor er det helt ude i hampen?

Hvis ikke vi beskytter Yahya Hassan, kan gruppen tryne ham



»Det handler alt sammen om, hvordan vi skal håndtere mangfoldighed i et demokrati, og hvad tolerance egentlig indebærer. Jeg tror, det er en stor udfordring for Danmark, fordi vi historisk set har været et ret homogent samfund. Etnisk, religiøst og kulturelt. Da vi alle sammen lignede hinanden, havde vi de samme tabuer og de samme grænser, så vi udfordrede ikke hinanden på samme måde. Vi var grundlæggende et lutheransk land uden store minoriteter, der levede på en anden måde. Det er i dag forandret i hele Europa. Og fordi vi ikke har været igennem den proces, skal vi først finde ud af, hvad det vil sige at have mangfoldighed i et demokrati. Hvor går grænserne for ytringsfrihed, hvad kan man sige og ikke sige om hinanden, hvordan man klæder sig og praktiserer sin tro?«.



Det er der to bud på, mener Flemming Rose. Enten holder vi fast i, at vi er mennesker, før vi er muslimer og kristne og ateister, liberale og FCK-fans, som han siger. Og at vi derfor har de samme rettigheder og skal behandles ens.

»Vi må spørge os selv: Hvad er det minimum af begrænsninger på ytringsfriheden, vi har brug for, så vi kan leve sammen i fred i et samfund, hvor vi bliver mere og mere forskellige. Og der mener jeg, at blasfemiparagraffen og racismeparagraffen er svære at rumme«.

Hvilke begrænsninger af ytringsfriheden går du ind for?

»Tilskyndelse til vold skal være kriminelt. Du må ikke stille dig op og sige: Dræb alle muslimer. Eller: Gå ud og slå de rødhårede. Pressen skal ikke have ret til at skrive hvad som helst om folks privatliv. Og vi må også have en injurieparagraf. Men ellers må det være civilsamfundet, der regulerer ytringerne«.

Gruppens tyranni
Den anden mulighed er at føre, hvad Flemming Rose kalder identitetspolitik.

»Så er man muslim, kristen eller dansker, før man er menneske. Og man prioriterer gruppens identitet over indvidets og kan derfor som gruppe gøre krav på selv at ordne sine forhold. Som muslim kan man praktisere nogle muslimske dogmer og livsformer internt i sit miljø, uanset om de er i strid med en liberal demokratisk standard. Eksempelvis holdninger til kvinder, homoseksuelle, Yahya Hassan og hans ytringer«.

»Altså: Hvis du respekterer mit tabu, respekterer jeg dit. Og det er skruen uden ende. Hvis det skal være forbudt at benægte holocaust, som det er i mange europæiske lande, skal det også være forbudt at tegne Muhammed. Og hvis det er forbudt, skal det også være forbudt at benægte kommunismens forbrydelser. Hver gruppe kan jo sige, at der er noget i deres identitet, som er så sårbart, at vi må have indført en lov, som kriminaliserer ytringer, de føler sig krænket af«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Hvor befinder vi os i forhold til det valg?

»Yahya Hassans eksempel har udfordret dem, der har været fokuseret på gruppen. Fordi han er dissident internt i et miljø, som mange progressive har haft en tendens til at give særlig beskyttelse og særlig lang snor, når det gælder forsvaret for demokratiske rettigheder. Han tydeliggør svagheden i at dele samfundet op i grupper. I et demokrati skal man selvfølgelig beskytte minoriteterne. Man må bare ikke glemme, at samfundet i sin tolerance må prioritere individet over gruppen. For i et demokrati er den centrale minoritet individet, og vi skal alle sammen have frihed til også at overskride vores gruppes grænser. Og hvis ikke vi beskytter Yahya Hassan, kan gruppen tryne ham, fordi han har forbrudt sig imod dens regler«.

At sige, at et argument har forskellig valør, afhængig af hvem man er, det er svært at argumentere for



Forleden spurgte Politiken 6 af de 12 forfattere, som i 2005 her i avisen sagde fra over for tonen i kritikken af indvandrere og muslimer i Danmark, hvorfor de ikke siger fra over for Yahya Hassans verbale angreb på samme. Svaret var i store træk, at han han har lov at kritisere muslimer og indvandrerkulturen, fordi han selv kommer fra miljøet, taler med en anderledes vægt og er en enkelt person, ikke en magtfuld avis eller et parti.



»Jeg synes ikke rigtig, at det er noget svar«, siger Flemming Rose.

»Forfatteren Janne Tellers argument var, at Yahya Hassan er svag og Jyllands-Posten magtfuld. Men så skulle hun have forsvaret os fra 1. februar 2006. For da blev Jyllands-Posten pludselig den svage og den muslimske opinion den stærke, fordi flere hundrede millioner følte sig krænket, og Danmark kom igennem vridemaskinen. Det gjorde hun jo ikke. Hun ignorerer, at islam også er en magt og et redskab til social kontrol og undertrykkelse«. Tegningerne ramte et ømt punkt


Skulle vi altid holde med den svage part, ville vi i øvrigt få travlt, mener Flemming rose. Og med tilbagevirkende kraft.

»I 1928 fik nazisterne i Tyskland 2 procent af stemmerne. Betyder det så, at på det tidspunkt var det ikke i orden at kritisere nazisterne? Eller bolsjevikkerne i Rusland i 1912, da de var under jorden og forfulgte? Hvis man i Indre Mission, i et rockermiljø eller et muslimsk miljø har en praksis, som du synes strider mod demokratiske principper, er det da vigtigt, at du gør opmærksom på det«.

Er det ikke netop, fordi Yahya Hassan taler inde fra miljøet, at folk lytter?

»Jo. Havde en fra Lars Hedegaards miljø sagt, hvad Yahya Hassan siger, var han straks blevet meldt til politiet. Men logikken i den opfattelse bliver rystet, mener jeg. For man kan have sympati eller det modsatte for forskellige mennesker, men at sige, at et argument har forskellig valør, afhængig af hvem man er, det er svært at argumentere for«.



Viser modtagelsen af Yahya Hassan ikke bare, at I på Jyllands-Posten havde fået en helt anden reaktion, hvis I havde interesseret jer for muslimers liv i stedet for at udfordre et af deres tabuer?

»Nogle siger, at det var en tom provokation. Men de tegninger ramte et ømt punkt, hvor en hel masse af de allervigtigste debatter i vores samfund løb sammen. Og en gang imellem er det chok, der skal til for at ryste posen«.

Blandt de afgørende forskelle på Yahya Hassans kritik og Jyllands-Postens tegninger er ifølge nogle et underliggende politisk ærinde i Jyllands-Postens bevæggrunde. Men Flemming Rose havde ingen politiske ærinder, bedyrer han. I foråret 2004 var han vendt hjem til Danmark efter 14 år som korrespondent.

En gang imellem er det chok, der skal til for at ryste posen

Før havde han i 8 år været ansat i Dansk Flygtningehjælp. Og han tog ikke del i debatten om indvandring. Men der var nogle eksempler på intimidering af det offentlige rum.

Først Kaare Bluitgens bog om Koranen og Muhammeds liv, som han havde svært ved at finde en illustrator til. Så kom dødstruslerne mod den somaliskhollandske forfatter Ayaan Hirsi Ali. Tate Modern-museet i London undlod at udstille et kunstværk, hvor Koranen indgik. Blandt andet.

»En klassisk journalistisk situation, hvor du hører, at der tales om selvcensur i kulturmiljøet. Du vil finde ud af, om det er rigtigt eller forkert. Og så kom denne her idé på bordet: Jamen, lad tegnerne demonstrere i praksis, hvordan de som ikke-muslimer forholder sig til det billedforbud«, siger Flemming Rose.



»I et autoritært samfund lærer folk meget hurtigt, hvor grænserne går, hvis det offentlige rum bliver intimideret, og så internaliserer man grænserne, så man faktisk slet ikke behøver nogen love«.

Nogle siger, at en vis selvcensur er nødvendig, hvis vi skal kunne leve sammen?

»Høflighed og gode manerer er noget, vi vælger af egen fri vilje. Jeg kan også godt lide, når folk taler pænt til mig, og jeg forsøger at tale pænt til folk. Selvcensur er, når man egentlig har lyst til at skrive noget, men ikke gør det, fordi man er bange for konsekvenserne«. Skal man bøje sig?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ord gør noget ved folk, erkender Flemming Rose. »Men den enkelte vælger selv sin reaktion og må også tage ansvaret for den«. Har vi ikke op til folkedrabet i Rwanda, i Eksjugoslavien og i Nazityskland set, at vold begynder med sproglig hetz?»Både på Balkan i 1990’erne og i Weimarrepublikkens Tyskland var det kriminelt at tilskynde til etnisk og religiøst had. Jeg mener ikke, at der er historisk dokumentation for at sige, at det altid begynder med ord, og at hvis bare man kriminaliserer ordene, forhindrer man folkemord. Jeg har det bedre med, at de ideer bliver mødt i det offentlige rum. Hverken på Balkan, i Rwanda eller Nazityskland havde du ytringsfrihed. De, der sad på magten, kunne udsprede deres hadpropaganda. Modparten havde ikke mulighed for at komme til orde«.





Hvad håber du, at Politiken-segmentet vil bidrage med?»I debatten om Muhammedtegningerne syntes jeg, at vi stod på mål for nogle grundlæggende demokratiske principper, som alle, uanset om man er på højre- eller venstrefløjen, må kunne være enige om. Så kan vi være uenige om, hvorvidt pengene skal bruges på uddannelse, sundhed eller skattelettelser? I et samfund skruer man op og ned for, hvordan folk kan komme ind, og det er også et politisk spørgsmål, men det blev forvandlet til et spørgsmål om, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Der synes jeg heldigvis, at situationen har ændret sig«.

LÆS OGSÅ Hvad har du selv ændret holdning til?»Grundlæggende mener jeg, at hvis man bøjer sig for intimidering, får man ikke mindre intimidering, men mere. For så viser man, at den virker. Men i den praktiske virkelighed, når man står med ansvaret for 2.500 medarbejdere, kan jeg i dag godt forstå, at man måske bøjer sig for det. Det er også gået op for mig, at selv om Jyllands-Posten er en stor avis, er det ikke en kamp, vi kan vinde alene. Det kræver, at der er enighed hele vejen rundt. Med tegneren Kurt Westergaard sagde mange, at han selv var ude om, at han blev angrebet. Og: Hvorfor skal den danske stat betale for hans beskyttelse? Og der synes jeg, at man sløsede lidt med nogle fundamentale principper«. »Den største udfordring er at skabe et rum, hvor dissidenter i miljøer, som har en form for undertrykkende praksis, kan komme til orde. Og der tror jeg, at det er meget vigtigt for Yahya Hassan og andre dissidenter, at samfundet slår ring omkring dem. Fuldstændig utvetydigt og kompromisløst«.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce