Det lykkedes. 33 mænd sejler fra Færøerne til Barentshavet og laver 600 ton færdige torskefileter i løbet af 6 uger. I Danmark koster den slags mindst 100 kroner kiloet. Det er 60 millioner kroner.
En dansk fotograf tog med og lavede (formodentlig) 10.000 digitale billeder. De 150 er nu trykt og udgivet som bog og koster ikke mere end 1,5 kilo torsk. Jeg håber, der vil blive solgt mange bøger i Danmark. På Færøerne vil den blive købt af hver eneste familie. Det er hjerteblod deroppe.
Ikke at ville vide alt
Men lad os få det overstået, for jeg vidste det. Frygtede det, da jeg så bogen, for jeg kender typen.
Disse aldeles fremragende fotografer, som beskriver verden i fantastiske billeder og er så besatte af deres medie, at de fortrænger almindelige menneskers behov for ord. Køb, kig og vær glad! Det strengt nødvendige er skrevet på seks sider forrest i bogen og nogle smådryp undervejs, resten må vi gætte os til.
Dette betyder (og nu bliver det alvorligt), at vi bliver alt for hurtigt færdige med bogen, hvilket den ikke har fortjent. Det tog et kvarter at læse indledningen, og det tog et kvarter at bladre igennem billederne, selv om hvert eneste fortæller en historie. Fem-ti linjers tekst til hvert billede ville uvægerligt have tvunget mig til at bladre meget langsommere og med garanti også kigge meget længere på hvert billede.
39 døgn på en trawler: »At være på havet giver simpelthen mening«Sådan er det i mit lille hoved, og jeg tror, jeg deler det med de fleste. Hvorpå jeg bare kan klappe i og læse fotografens sidste, manende ord i den korte tekst, han har garderet sig med:
»Efter 39 dage om bord forlader jeg ’Enniberg’ med en forståelse af, hvorfor det er legitimt ikke at ville vide alt. Og derfor ikke at skulle forholde sig til alt. Spørgsmålet, der står og blafrer i den færøske morgentåge, er, om de, der vil vide alt, er lykkeligere end dem, der helst er fri for at skulle forholde sig til samtlige verdens problemer. Måske har vi for få reservater, hvor man kan opholde sig uden at skulle vide alt. Måske ville flere få det bedre, hvis de havde et ’Enniberg’ at tage hen til«.
Fraværende drømme
Det sidste tror jeg ikke på. 99 af 100 danske mænd ville kaste sig skrigende i havet efter en uges ophold på den kæmpemæssige færøske trawler, for arbejdet er sindssygt hårdt og stinkende og beskidt og larmende, og fritiden er ikke andet end at sove og spise.
Det fremgår med stor tydelighed af billederne, af kroppene og ansigterne. Enten arbejdes der benhårdt, eller også er man træt helt ind til marven. Glæde og drømme er stort set fraværende.
Jeg er heller ikke enig i mantraet om ikke at skulle vide alt. Jeg tror, at den menneskelige nysgerrighed er drivkraften bag umådelige mængder opdagelser og oplevelser, som gør livet bedre og rigere, og jeg ville da gerne vide en masse om den fisketur, som billederne ikke fortæller. Jeg vil gerne forstå arbejdsgangen.
Hvordan finder og fanger de torsken? Hvorfor helt til Barentshavet? Hvorfor så stort et skib? Hvad med storme og ulykker? Hvorfor er færingerne så dygtige til at fange fisk, at de uden at blinke kaster sig ud i fiskekrig med selve EU? Hvordan sælges torsken? Hvem spiser den?
En sejlende fiskefabrik
Disse og mange andre spørgsmål sidder jeg tilbage med efter at have kigget billeder, og nej, Per, det gør mig ikke lykkeligere.
Men hvor er du god til at fotografere! Nogle motiver er taknemmelige, ansigterne, båden, havet og dækket fyldt med torsk. Nærbilleder af banale ting kan blive overraskende og fascinerende, et torskeøje, et fyldt askebæger, et gardin, en rugbrødsmad.
Men de fleste motiver er håbløse, grimme, rodede, for dette er ikke et ædelt vikingeskib, hvor hver eneste detalje er smukt håndværk. Dette er en sejlende fiskefabrik, som er et kaos af store, grimme ting, metal, spil, wirer, net og andet skrammel, og de 33 fiskere er på hårdt og til tider livsfarligt arbejde.
De mange billeder af mændene på dækket, med wirerne og trawlet, hører til de bedste og behøver ingen ord. Det samme med de få smukke billeder af hav og himmel, dønninger og mallemukker, som er befriende pauser i det kaotiske liv om bord.
Fotografen så regnbuen og den store, silkeblanke bølge, men gjorde besætningen også? Sikkert ikke, for enten arbejder de i kaos, eller også spiser og sover de i lokaler, der er af samme forstemmende slags som det tarveligste cafeteria.
Får kun fem hjerter
Der er absolut ingen fiskerromantik i bogen (bortset fra forsiden, som måske er iscenesat, men alligevel genial, for de må da elske de torsk, der giver dem så megen rigdom). Den er en flot dokumentation af det moderne storfiskeri, og jeg forstår godt, at fotografen undlader at gå ind i en debat om dets fremtid og konsekvenser.
Hvorimod jeg stadig savner flere ord om og fra de 33 mænd om bord, som må have fortalt meget mere end de få sætninger, de citeres for.
Jeg kan i hvert fald tydeligt huske det meste af det, Daniel Peter Fritjof Magnus Djurhuus fortalte mig for 50 år siden, da vi gik på Høng Studenterkursus. Han var også færing og havde også været på torskefiskeri i Barentshavet – om vinteren. Linefiskeri fra en meget mindre båd. Det var en ubegribelig stærk og barsk historie, som gik lige i hjertet på en bondedreng fra Jylland. Selv om der ikke var et eneste billede.
Per Folkver er et kendt navn på nærværende avis. Han var fotochef i en årrække og fotograferer stadig for avisen.
Det er skæbnens venlige ironi, at han om nogen må kende til det frugtbare skisma mellem ord og billeder, for i hans tid kunne man i en periode læse en ugentlig klumme på bagsiden af PS under Sket i ugen. Den hed ’Set i ugen’ og viste et af de fotos, der havde været bragt i avisen i den forløbne uge.
Per Folkver kommenterede det med så gode, kloge og uddybende ord, at det for mig (og sikkert mange andre) blev det første, man læste i Politiken Søndag.
Han er altså også god til ord. Så god, at han kun får fem hjerter for sin fotobog. Det sjette er for de ord, han nægter at give os. Lykkelige mand!
Se Per Folkvers 25-minutters film '39 dage på Barentshavet' her:
fortsæt med at læse
