Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Selvudleverende. Romanen er et eksempel på, hvordan skrivningen kan fungere som en form for selvmedicinering, og kuren lykkes til overmåde.
Foto: Fredrik Bjerknes (PR)

Selvudleverende. Romanen er et eksempel på, hvordan skrivningen kan fungere som en form for selvmedicinering, og kuren lykkes til overmåde.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fremragende roman er en ny triumf for norsk autofiktion

Kjersti Annesdatter Skomsvolds 'Monstermenneske' byder på humor og nådesløs selvudlevering.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kjersti Annesdatter Skomsvold (f. 1979) vakte opsigt, da hun i 2009 udgav den lille roman ’Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg’ om en gammel kvinde, der er bange for at dø, fordi hun ikke har levet.

Trods sit dystre emne er bogen fuld af humor. Skomsvold gjorde »social angst til en litterær fest«, skrev pressen. Romanen fik Debutantprisen, er udgivet i 20 lande, herunder Danmark, og var sidste år shortlistet til Impac-prisen.

En flyvende start for en ung forfatter! Nu følger hun op med den selvbiografiske roman ’Monstermenneske’, der er lige så lang, som debuten er kort. Og helt anderledes, selvom man godt kan se slægtskabet i tematikken og den skæve humor.

De 565 sider fortæller om de seneste 10 år af hendes liv, herunder hendes sygdom, og hvordan hun blev forfatter.

LÆS ARTIKEL

Forfatteren vil være menneske
Skomsvold har lidt af ME, eller kronisk træthedssyndrom. Hun indleder sin selvbiografiske rejse med at fortælle om tiden på et plejehjem, hvor hun ligger smerteforpint, lysfølsom og dødeligt udmattet blandt gamle mennesker.

Hjemme er hun som en levende død. Hun, der engang løb og spillede fodbold, har nu brug for alskens hjælpemidler – kørestol, elevationsseng, sygetransport, medicin. Hun kan knap slæbe sig rundt. Kæresten Erik giver op, og hun flytter ned i forældrenes kælderhybel, hvor hun ligger i flere år. Studiet til it-ingeniør afbrydes.

»Jeg er ikke et menneske«, tænker hun. Men hun skriver små gule sedler om en kvinde ved navn Mathea – hovedpersonen i debutromanen. Efterhånden får hun sedlerne sat sammen til en bog, som hun færdiggør på de skrivekurser, hun med stor viljestyrke bliver i stand til at følge, først på Nansenskolen, derefter Skrivekunstakademiet i Bergen.

Forfatterdrømmen udtrykkes bl.a. sådan: »Hvis jeg bliver en bog, bliver jeg også et menneske«. Da debutbogen er færdig, kan hun konkludere: »Jeg er blevet til en bog i stedet for et ME-monster«.

Selvmedicinering
’Monstermenneske’ er ligesom Karl Ove Knausgårds værk fyldt med detaljerede gengivelser af øjeblikke, selvrefleksion og de mennesker, der omgiver Kjersti.

LÆS ANMELDELSE

Der er kæresten, forældrene, der undervejs i forløbet bliver skilt, og mange indtryk fra skriveskolerne og litteraturfestivaler og de interview, hun giver i forbindelse med udgivelsen af sin første bog. Relationen til skrivelæreren Hilde W. er nøje udpenslet – hendes elskede læremester, som hun må frigøre sig fra i en smertefuld proces.

Hendes to bofæller i Bergen siger, at de vil sagsøge hende, hvis hun skriver om dem. Det er der nu ikke grund til. For forfattere af autofiktion er som regel hårdest ved sig selv.

Det gælder en Knausgård – som Kjersti støder ind i et par gange – og det gælder Kjersti Annesdatter Skomsvold, der svinger mellem selvhad og en form for viljebåret tro på, at hun kan lykkes. På et tidspunkt undrer hun sig over, at hun, der er så hård ved sig selv, ikke har udviklet anoreksi. Det gør hun så! Indtil skrivningen får hende til at glemme alt om mad og spisekontrol.

Mange strenge at spille på

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis debutbogen ikke var blevet antaget eller havde været en fiasko. Ville det have været nok at skrive, nok at stræbe, hvis al den trækken sig selv op ved hårene ikke havde båret frugt?

Men det har det så i den grad gjort. Skomsvold har mange strenge at spille på, fra den fortættede pointerede prosa og humoren til den nådesløse selvudlevering i en detaljeret virkelighedsnær skildring, forankret i den følte fornemmelse af øjeblikket.

Romanen er et eksempel på, hvordan skrivningen kan fungere som en form for selvmedicinering.

Kuren lykkes til overmåde. For mindre talenter uden samme rige adgang til sproget er jeg ikke sikker på, at medicinen er anbefalelsesværdig. Men så kan man jo læse.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden