Polemiker. »Det er mig en gåde, at han af alle ikke accepterer, at frie mennesker kan være rygende uenige også om sikkerhedspolitiske spørgsmål«, skriver litteraturredaktøren om Bent Jensen.
Foto: TORBEN STROYER (arkiv)

Polemiker. »Det er mig en gåde, at han af alle ikke accepterer, at frie mennesker kan være rygende uenige også om sikkerhedspolitiske spørgsmål«, skriver litteraturredaktøren om Bent Jensen.

Bøger

Litteraturredaktøren: Bent Jensen ser ikke troldsplinten i sit eget øje

Historikerens monomane partsindlæg er et forudsigeligt produkt af 00’ernes værdikamp.

Bøger

For et års tid siden hørte jeg Søren Mørch fortælle om sit syn på historieskrivning. »Det gælder om at have så få kilder som muligt«, sagde han.

Det var inden hans bog om Anders Fogh Rasmussen udkom, og man måtte forstå på Mørch, at det faktisk er muligt at skrive en bog om en tidligere dansk statsminister uden at lade sig forstyrre af alt for megen empiri.

Når det gælder Søren Mørch, en af landets bedste historieformidlere, får man gennemgående det indtryk, at det – næsten – er fiktion, man læser. Mørch understreger gang på gang, at ’historien’ dvs. fortiden, jo ikke findes, og at det, historiefortælleren vækker til live, ikke er ubestridelige sandheder, men til syvende og sidst ’blot’ er noget, han finder på.

LÆS OGSÅ

Forudsigelig konklusion
Jeg har det på samme måde med den forgangne uges store bogbegivenhed: Bent Jensens digre værk om Danmark under den kolde krig, som ganske forudsigeligt delte vandene mellem anmelderne: Det er baseret på en enorm mængde kilder, men det fjerner ikke indtrykket af, at historieskriveren ikke har ladet sig forstyrre unødigt af dem.

Jeg er ikke engang overrasket. Alle, der bare har fulgt en lille smule med i forfatterens langstrakte vendetta og nidkære personforfølgelse, ved, at han først og fremmest er en mand med en sag, og at polemikeren kommer før historikeren.

Hvis bet365.com havde haft odds om konklusionen i Bent Jensens bog, ville de have lignet dem, der ville være på en kamp mellem FC Barcelona og Fremad Amager. 1,00002 mod 450. Man ville ikke have tjent en krone på Bent Jensens resultat.

Der kan ikke være nogen i kongeriget, der havde regnet med en anden konklusion end den forudsigelige om »de venstreorienteredes store svigt?«. Alt andet ville have været utænkeligt.

’Nej til atomvåben’
Bent Jensens projekt har været politiseret fra første færd. Det monumentale og monomane partsindlæg, som foreligger nu, er et barn af 00’ernes indædte værdikamp og har hele vejen igennem været tænkt som blå bloks domfældelse over rød blok, og klakørerne var da også parate, da værket skulle vurderes i den borgerlige presse: Claes Kastholm Hansen, Lars Hedegaard og Sven Ove Gade.

Kunne man groft sagt forestille sig andet end jubel og ug med kryds og slange til Bent Jensen fra netop disse anmeldere?

Jeg har ikke noget imod selv at gå til bekendelse: Jeg solgte i sin tid klistermærker for ’Nej til atomvåben’ foran Brugsen i Nordre Frihavnsgade. Jeg gik til foredrag på Borups Højskole med amerikaneren Daniel Ellsberg, der advarede mod, at affyringen af atomraketter ville kunne ske per automatik, hvis radarerne fejlfortolkede flokke af vildgæs som missiler. Jeg læste Jørgen Dragsdahls artikler i Information med stor interesse, og jeg var som de fleste andre, jeg kendte, hunderæd ved udsigten til opstilling af SS-20-missiler i Europa, og ved supermagternes våbenkapløb i det hele taget.

Ifølge Bent Jensen skal jeg betragte mig selv som en, der har fejlet moralsk, fordi jeg var aktiv i datidens fredsbevægelse. Mine fredelige socialdemokratiske forældre, som støttede Socialdemokratiets fodnotepolitik, var ifølge samme Jensen på kanten af landsforræderi, fordi de undervurderede den totalitære trussel i Øst.

Troldsplinten i eget øje

Jeg har respekt for, at Bent Jensen har investeret så meget i at sætte sin vilje igennem. Men det er mærkeligt og uhyggeligt, at han ikke ser troldsplinten i sit eget øje.

Det er mig en gåde, at han af alle ikke accepterer, at frie mennesker kan være rygende uenige også om sikkerhedspolitiske spørgsmål.

LÆS OGSÅ

Nu har han brugt mere end 1.500 sider på at bevise sådan rent videnskabeligt, at han skam har ret. Jeg sidder inde med sandheden, proklamerer han.

Undskyld mig, men det lyder ... totalitært.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce