Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
SAS' arkiv
Foto: SAS' arkiv

Stjerne. I 1958 kom en SAS-stewardesse på forsiden af Life. Hun havde vundet en international konkurrence med deltagelse af 54 stewardesser fra lige så mange selskaber.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ungpige-drømmene får frit løb i kulturhistorisk letvægter om luftens feer

Bog om stewardesserne danmarkshistorie er rig på anekdoter fra de høje luftlag

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der var to muligheder. Gogo-danser eller stewardesse. Alle andre karrieremuligheder blegnede i sammenligning, og skulle man absolut vælge, måtte det nok blive uniformen og den lille rullekuffert.

Selv om stewardessens ’gyldne æra’ for længst var forbi her i 1970’erne, da den politisk ukorrekte pigedrøm blev drømt.

I hvert fald hvis vi skal tro Nellie Vierhout, der i samarbejde med stewardessen Nan Rostock har skrevet ’Vi var de første – stewardessen som danmarkshistorie’.

Masseturismen og introduktionen af jetfly satte omkring 1960 en ny standard om bord, hvor sikkerhed, hastighed og kapacitet blev de vigtigste succesparametre på bekostning af den ’uskyld’ og ’fortryllelse’, der hidtil havde omgærdet flyvningen som profession og som rejseform forbeholdt de privilegerede få: »Piloter er ikke længere pionerer, og at være stewardesse er ikke længere et drømmejob«, skriver Vierhout vemodigt i sit efterord. Men et drømmejob var det.

Guldstøv i de høje luftlag

Med inspiration fra de såkaldte sky girls, der med venlighed og autoritet hjalp amerikanske flypassagerer til rette, ansatte Det Danske Luftfartselskab i sommeren 1938 danmarkshistoriens første stewardesse, Doris Jensen, og kort efter kollegaen Hanne Hansen.

Begge blev udstyret med skråhuer og skræddersyede uniformer i gråt og blåt til henholdsvis sommer og vinterflyvninger med Condoren.

En krig lagde en dæmper på eventyrlysten, og tyskerne styrede mere eller mindre luftrummet over Kastrup i de fem besættelsesår. Men fra 1945 og 15 år frem oplevede den danske stewardesse sin absolutte storhedstid.

At skænke champagne til Maurice Chevalier på ’Celebrityruten’ mellem København og Los Angeles, servicere dronning Ingrid til Grønland og tilbage igen, vække Sophia Loren og Carlo Ponti med morgenmad på sengen (jo, man lejede skam en køje) er blot nogle af de eksempler på, at der var masser af ’guldstøv’ i de luftlag, som disse meget unge og meget nydelige karrierekvinder befandt sig i.

Luftsyge og nødlandinger

Behovet for stewardesser voksede, i takt med at flytrafikken voksede, og karrieren blev – hvor kort den end var, i begyndelsen alene forbeholdt kvinder (af en bestemt højde og drøjde) i alderen 24 til 30, et yderst attraktivt alternativ til det husmoderforklæde, der ellers hang og ventede mange.

»Hun havde en tilværelse, som var få andre forundt i 50’ernes Danmark. Hun kendte New York bedre end København«, står der i Irenes historie, som også fortæller om limousinerne og restaurantbesøgene, shoppeturene og om det at blive modtaget af en flok amerikanske officerer i Grønland og blive budt op til dans som kærkommen kvinde på basen ...

For selvfølgelig var disse unge kvinder, for hvem smilet var en del af uniformen, feterede. I første omgang til piloternes fortrydelse – det var jo dem, der var luftens ombejlede helte, skriver Vierhout – men med tiden blev der indgået ikke så få ægteskaber mellem piloter og stewardesser.

At flypersonalet i det hele taget blev hinandens familie, får man et klart indtryk af i bogen, hvor anekdoter om kammeratskab og flirteri suppleres af beretninger om luftsyge, nødlandinger og de gange, hvor det virkelig gik galt. Og hvor stewardessen altid(!) optrådte køligt og korrekt.

Som da en ældre passagers gebis skulle fiskes frem af en af de mange fyldte brækposer, en særlig urolig rute havde afstedkommet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Loyaliteten

Vierhout var selv SAS-stewardesse i årene 1969-2003, hvilket hun har fortalt om i bogen ’Bag smilet’, så hvis man visse steder fornemmer, at hendes indsigt i branchen og dens personalhistorier er lige lovlig imponerende intim, har det sin årsag.

Vierhout skriver sin egen skabelseshistorie så at sige, selv om litteraturlisten og de 26 pensionerede stewardesser, der har ladet sig interviewe til bogen, borger for en vis historisk bredde og sociologisk dybde.

Lidt sært forekommer det at syntetisere de 26 øjenvidneskildringer til Lise, Merete, Irene og Evas historier, men fordi Nellie Vierhout er en så ubesværet fortæller, glider de fire personhistorier fint ind i det underholdende væv af kultur-, kvinde- og luftfartshistorie, der er bogens ambition.

Når Vierhout i forordet om de første danske stewardesser, hvis historie tilsyneladende ikke tidligere er blevet fortalt, kækt konkluderer, at »jobbet som stewardesse bragte det bedste frem i dem. (...) deres medfødte beskedenhed gjorde, at de ikke blev ødelagte, selv om de blev forkælede«, er det symptomatisk for den loyalitet, der bogen igennem følger stewardesserne, og som af og til får læseren til at smile og efterlyse kritisk distance.

Men for en postmoderne kvinde, der af mange grunde måtte lægge stewardesseambitionen bag sig dengang i 70’erne, er ’Vi var de første’ en uimodståelig anledning til at spænde sikkerhedsbæltet – og drømme med.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden