Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Akvarel. Sandrine Revels lette, lidt gammeldags streg og brug af akvarel i  'Den usynlige lesbiske' har mere tilfælles med The New Yorker classic end med vore dages ofte mere militant grafiske udtryk.

Akvarel. Sandrine Revels lette, lidt gammeldags streg og brug af akvarel i 'Den usynlige lesbiske' har mere tilfælles med The New Yorker classic end med vore dages ofte mere militant grafiske udtryk.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

To moderne tegneserier byder på lidt gys og et lesbisk selvportræt

Piger har hovedrollerne i stadig flere moderne tegneserier - også disse to.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kønsmodningen er en krise, der både kan fortælles som en gyser og som en komedie.

Overgangen bliver både det ene og det andet i to oversatte tegneserier, der understreger, at det især er pigernes transformation, det handler om i vore dages grafiske noveller og romaner.

Komikken er i centrum i ’Den usynlige lesbiske’, hvor Sandrine Revel har tegnet og fint farvelagt Océane Michels meritter. Under navnet Océanerosemarie har Océane Michel i halvandet år optrådt for fulde huse i Paris med sit onewomanshow om livet som lesbisk.

Sammen med Murielle Magellan har entertaineren med det velduftende romantiske navn Océanorosemarie strikket en række episoder sammen til en slags seksuel selvbiografi om livet som »usynlig lesbisk«.

Det er en vittig, bidsk og indimellem rørende fortælling om at lære at stole på sine følelser, handle ærligt ud fra sit begær og ikke mindst lære at håndtere en akavet omverdens nogle gange sælsomme reaktionsmønstre.

Usynlig lesbisk

Océanorosemarie fokuserer på det akavede og den stille fortvivlelse over, hvor svært det er at trænge igennem som sig selv midt i al den signalforvirring, hendes seksuelle orientering medfører.

Det er langtfra alle de kvinder, hun falder for, som er lesbiske. Det er ikke så nemt at gennemskue, hvem der er usynlig lesbisk i en heteroseksuel verden.

På den anden side er det langtfra alle lesbiske miljøer, som er lige åbne og inviterende over for en helt almindelig ’usynlig lesbisk’ som Océanorosemarie.

Men det mest tankevækkende er hendes skildring af den selvfede tolerance i en demonstrativt frigjort tid. Af hvordan mange kvinder vil have en luns af kagen.

De vil lukrere på hendes lesbiske identitet ved at fortælle om deres egne erfaringer med ’anderledes’ impulser. Det giver bonus på selvforståelseskontoen, ikke bare have forståelse, men selv være anderledes på den fede og tolerante måde.

En slags identitetsflirt, som forbløffende mange af aktørerne i ’Den usynlige lesbiske’ dyrker mere eller mindre udtalt.

Lidt for mange episoder smager af gentagelse og forbliver episoder uden fremdrift, men grundlæggende er der tale om et vittigt selvportræt, hvor tonefaldet er godt afspejlet i Sandrine Revels lette, lidt gammeldags, feminine streg og brug af akvarel, der har mere tilfælles med The New Yorker classic end med vore dages ofte mere militant grafiske udtryk.

Det hjemsøgte hus

Livsklog humor af den kultiverede franske slags skal man ikke lede efter i den svenske ’Mørket venter’.

Loka Karnarp debuterede i 2006 med den selvbiografiske tegneserie ’Till mina vänner och ovänner’ og står bag den feministiske portrætserie ’Historiska porträtt’. I ’Mørket venter’ har hun slået sig sammen idéhistorikeren Carl-Michael Edenborg om et litterært teenagegys i tegneserieform.

Det hjemsøgte hus er en gammel kending i gysergenren, som fik et nyt dystert tvist med Mark Z. Danielewskis kultroman ’House of Leaves’, hvor det ikke er spøgelser, men husets eget bundløse mørke, der suger til sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På samme måde i tegneserien med den svenske originaltitel ’Hungerhuset’, hvor adoptivdøtrene Elsa og Frederikke flygter fra de voksne og går ind i et øde hus, der bare står og venter sultent på dem.

Ikke rigtig møguhyggeligt

Elsas pubertet er den afgørende faktor, der støder pigerne ind i mørket, som på en eller anden måde hænger sammen med deres savn af deres døde mor. Selv om huset ikke har nogen kælder, ryger Elsa igennem gulvet og forsvinder.

Da hun på lige så uforklarlig måde dukker op igen, er hun både sig selv og forandret. Her minder uhyggen voldsomt meget om den, Neil Gaiman fremmaner i ’Coraline’ og andre bøger. Det velkendte, der er sig selv, men pludselig også er noget andet.

’Mørket venter’ er såmænd uhyggelig nok, og den massive grafiske sorte streg skriver sig ind i en både fransk og amerikansk tegneseriemodernitet, men selvom værket anslår en original tone sådan cirka midt mellem Stephen King og Carl Larsson og antyder både psykologi og mytologi, er den også lidt for enkel til at blive sådan rigtig møguhyggeligt foruroligende.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden