Normalt udkommer en digtsamling i 300-400 eksemplarer.
Når 18-årige Yahya Hassans debutdigte udkommer i næste uge, bliver de trykt i fire gange så stort et oplag: 1.600 eksemplarer.
»Når man tænker på, hvad det er for en historie, og hvordan den er skrevet, er det en bog, der kan nå et bredt publikum«, vurderer Yahya Hassans redaktør på Gyldendal, Simon Pasternak.
LÆS OGSÅ Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation
Stor opmærksomhed
Ifølge forlæggeren overvejer man nu, om bogen med titlen ’Yahya Hassan’ skal trykkes i flere eksemplarer.
»Vi ser på, om vi skal sætte oplaget op. Bogen har jo fået rimelig stor opmærksomhed, så vi må se, om vi kan finde et oplag, der passer«, siger han.
Bogen og den unge nydanske digter bag har ganske rigtigt fået kæmpestor opmærksomhed, siden han i lørdags blev interviewet her i Politiken om digtene og om sin kritik af en barsk og voldelig opvækst fuld af faderens tæsk i en ghetto i Aarhus Vest.
Det her er ikke en debatbog, men en digtsamling og en kunstners personlige stemme
Yahya Hassan blev som 13-årig anbragt på institution efter flere ungdomsår som kriminel.
»Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte op. Og så kunne vi se vores fædre rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation«, sagde han blandt andet i Politikens debatsektion.
»Han skal fucking dø!«
Artiklen blev den mest delte Politiken-artikel på de sociale medier i år. Den er i skrivende stund delt 85.000 gange.
Mandag steg opmærksomheden yderligere, da Hassan blev interviewet i DR 2’s Deadline.
Efter interviewet modtog digteren, der begyndte på Forfatterskolen i København i september, dødstrusler på sin egen og på Deadlines facebookside.
»Han skal fucking dø! Længer(e) er den ikke!!!«, lød det i en kommentar, mens en anden opfordrede Yahya Hassan til at »skyde sig selv, før en anden gør det«.
Deadline og Yahya Hassan har anmeldt truslerne til politiet.
»Muslimerne siger, de nok skal finde mig. At de kommer efter mig. Men de kan bare komme alle sammen. Jeg giver ikke en skid for tumper«, sagde Yahya Hassan i går til Jyllands-Posten.
Også Gyldendal har henvendt sig til politiet, siger redaktør Simon Pasternak.
»Vi er i kontakt med politiet om, hvordan vi skal forholde os til det. Det kan jo ikke være meningen, at man som forfatter ikke må sige, hvad man har behov for«, siger han.
Inspireret af Knausgård
Yahya Hassan er som digter blandt andet inspireret af den norske forfatter Karl Ove Knausgård og hans seks selvbiografiske ’Min kamp’-romaner, der også indeholder et smertefuldt faderopgør.
Simon Pasternak håber, at Yahya Hassans digte bliver modtaget som det kunstværk, samlingen er: »Det, bøger kan, er at fortælle nogle anderledes historier. Det her er ikke en debatbog, men en digtsamling og en kunstners personlige stemme. Som kunstværk er det virkelig godt«.
fortsæt med at læse






