Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvornår får vi lidt fortællinger om fremtidig fremgang?

Vi mangler opbyggelige og opmuntrende bøger som Daniel Defoes ’Robinson Crusoe’.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En af de vigtigste romaner, der nogensinde er skrevet, er ’Robinson Crusoe’ af Daniel Defoe, som udkom i 1719. I det akademiserede videnssamfund (langt hen ad vejen en fiktion) har romanen fået en ny aktualitet.

Defoes beretning om det strandede, ensomme menneske, som skaber sin egen lille verden på en øde ø, er elsket for sin eventyrlighed, men også fordi den er fundamentalt opmuntrende og opbyggelig at spejle sig i.

Og her hentyder jeg ikke til den måde, hvorpå Robinson lærer Fredag, ’den ædle vilde’, som han møder, at ære de hvides kristne gud og at gå med sko og bukser.

Jeg hentyder til det i vor tid så trængte dannelsesideal, som romanen er gennemsyret af: at hånden er lige så vigtig som ånden. Eller mere konkret: at håndværksmæssige færdigheder er af afgørende betydning for os mennesker. Crusoe overlever kun, fordi han både er et oplyst menneske og er god med sine hænder.

Defoe blev inspireret til sin roman af virkelighedens Alexander Selkirk, en skotsk sømand, der strandede på en ø langt fra civilisationen i Stillehavet.

Fra katadraler til kommunikation

Med sin fortælling grundlagde han en litterær genre: robinsonaden, fortællingen om det ensomme menneske, som må klare sig gennem diverse strabadser langt fra civilisationen, og som ganske ofte ender med at blive frelst.

Vi kender varianter som ’Den gamle mand og havet’ af Ernest Hemingway, Michel Tourniers ’Fredag eller ved Stillehavets yderste rand’ og filmen ’Cast Away’ med Tom Hanks og Helen Hunt i hovedrollerne.

I vore dage giver det ikke megen status at have Crusoes færdigheder. Man skal først og fremmest kunne noget med ord. I gamle dage bestod den kreative klasse af folk, som kunne bygge katedraler.

I dag, men måske kun lidt endnu, består den af folk, der udlægger teksten for andre. Som analyserer, fortolker og kommenterer. Som kommunikerer og informerer på livet løs ved hjælp af byggeklodser, der ikke vejer noget: bogstaver og billeder fra flimrende computerskærme.

»Ikke spor LOL«

Hvis et medlem af den kreative klasse strandede på en øde ø, ville hun dø. Man ser for sig det forliste skib ligge på revet og vippe med alt sit tømmer og lasten stadig fuld af værktøj, krudt og klæder.

Der er ikke det, der ligner netforbindelse, så Google er væk, og dermed også den for længst aflærte viden om verdenshjørnerne og paratviden om alt muligt andet. Instagram og Facebook er også borte, så den kære symbolanalytiker har kun sig selv i en rå verden uden ’likes’.

»Befinder mig på øde ø, ikke spor LOL, hvad gør jeg?«, har hun lyst til at skrive til sin omverden, men omverdenen er væk. I skibsvraget ligger kun sekstant, what to do?

Og strabadserne behøver ikke engang at foregå på en øde ø, for den hverdag, vi har opbygget, er så sårbar, at den med ét slag hurtigt kan blive uhyggelig meget mere fortidig, læs: besværlig.

F.eks. ved større strømudfald, og når vandværket, som ikke længere er mekanisk, men digitalt styret, svigter. Hvordan bliver det, når den rigtig store askesky lammer flytrafikken i halve år?

Eller en solstorm ødelægger Jordens digitale infrastruktur? Eller retsmediciner Preben Gertingers spådom i ’Lualaba’ går i opfyldelse efter, fordi ebolavirusset forlader Vestafrika sådan for alvor.

Hvad med lidt fremgang?

Ja, undskyld min fremturen! Det er søndag, og vi bor i komfortable Danmark, men komfortabelt – hvor længe? Vores påtrængende fælles virkelighed har for længst fået mæle i diverse former for fremtidslitteratur, og det ser ud, som om den, både litteraturen og verden, bliver mere og mere apokalyptisk.

Fra Margareth Atwood, David Mitchell, Kazuo Ishiguro og Michael Cunningham til Cormack McCarthy. Tænk på sidstnævntes undergangsfortælling om faderen og sønnen, der langsomt bevæger sig gennem det amerikanske landskab, nogle år efter at en katastrofe har ødelagt det meste af livet på Jorden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Duoen finder mad i supermarkeder, gemmer sig for kannibaler, glem alt om en happy end.

Filosoffen G.F. Hegel proklamerede højstemt, at »mennesket må kastes ud i erfaringsprocesser, hvori selvbevidstheden virkeliggøres som moment i åndens selvudfoldelse«.

»Og håndens«, råber Daniel Defoe til os via sin strandede romanfigur. Og vi ved det godt, vi ved godt, men det tager tid at ændre de gamle opfattelser af, hvad der er vigtigt, og hvad der giver status.

Og nogle gange hjælper litteraturen lidt på vej. Som det sker i Peder Frederik Jenses fine noveller i ’Banedanmark’, hvor håndværk også er åndsværk.

Tænk, i øvrigt, hvis dansk litteratur, som kan så meget, turde kaste sig ud i bredt anlagte og aldeles opbyggelige fortællinger om fremtidig fremgang, ikke undergang.

For en gangs skyld.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden