Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
AP/AP
Foto: AP/AP

Da jeg var 18 år og var sådan en, der rigtig gerne ville læse Camus og få noget klogt ud af det i forhold til mit eget liv, prøvede jeg derfor uden held at læse Camus og få noget klogt ud af det, skriver Ask Hansen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Flere ville læse, hvis vi tog litteraturen mindre alvorligt

Væk med hemmelighedskræmmeriet og instrumentaliseringen og frem med læselysten.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En stadig større del af samfundet bliver i disse år indlemmet i vækstfilosofiens logik, hvor alt som bekendt skal tjene et formål og helst et økonomisk.

Kunsten er også i fare her. Ikke fordi regeringen vil opdrage den, så den kan eksporteres til Kina, men fordi vi selv er ved at spænde den for sin helt egen vogn.

Vækstfilosofien kommer nemlig ikke kun i form af økonomisk vækst, men også i håbet om personlig vækst. Tanken om, at vi kan bruge litteraturen til noget, behager os. Vi skal ikke bare læse af lyst, men for at blive klogere, bedre og mere empatiske mennesker.

Vi kan bruge litteraturen som medicin, og vi kan bruge den til selvudvikling. Alt sammen fordi vi tror, at litteraturen er et særligt ædelt mineral injiceret med indsigter, hvis blotte nærhed gør os til bedre mennesker.

Derfor bliver vi så glade, når kulturvaneundersøgelser viser, at folk læser mere, ligesom vi bliver så kede af det, hvis det viser sig, at folk læser mindre. Derfor mener staten, at alle skal læse mere, og den opretter puljer og laver kampagner for at fremme befolkningens læselyst.

Men hvad nu hvis litteraturen selv slet ikke er enig i det litteratursyn, som forudsætter, at litteraturen er noget, man kan ekstrapolere en substans ud af, og som samtidig forudsætter, at litteraturs grundmodus er det eksistentielt alvorlige.

God litteratur er tværtimod ofte fraværet af substans og i stedet en uhåndgribelig størrelse, der flakser mellem mening og ikke mening. Ubekvem ved at blive fastholdt og fortolket. Ligesom den er både sjov, humoristisk og legende ved siden af at være alvorlig, tung og tragisk.

Men både i gymnasiet og i den offentlige debat omgives litteraturen af ufatteligt hemmelighedskræmmeri. Den italesættes som område for sjældne erfaringer, som man kun efter omhyggelig flid med det helt rigtige værktøj kan få en mening ud af.

Netop derfor er det måske svært at få folk til at læse. Fordi vi går så meget op i, at der skal være en højere mening i og med det hele frem for bare en lyst til at læse.

Lad mig tage et eksempel, som er meget sigende for den måde, vi omgås litteratur på. Da jeg var 18 år og var sådan en, der rigtig gerne ville læse Camus og få noget klogt ud af det i forhold til mit eget liv, prøvede jeg derfor uden held at læse Camus og få noget klogt ud af det.

Det mislykkedes, nok primært fordi jeg forsøgte at tvinge noget ud af teksten, som teksten ikke ville afgive, men, tror jeg, også fordi Albert Camus’ romaner er noget af den litteratur, der har været med til at forme vores forståelse af, at den særlig gode litteratur også er den særlig alvorlige.

Ofte skal man have andre klogere mennesker til at formulere det, der kun optræder som stemninger inde i én selv, og indtil jeg en dag faldt over en passage i den polske modernist Witold Gombrowicz’ dagbøger, eksisterede mit forsøg med Camus kun som først en skam og senere blot som en forundring over ikke at kunne nyde og omsætte denne kanoniserede litteratur, som alle andre fandt så fremragende og meningsfuld.

Gombrowicz har flere indvendinger mod Camus. Den vigtigste er, at han kritiserer ham for at være et medium, igennem hvem en skole og ikke en forfatter taler. Som han skriver: »Er det Camus selv, som snakker til mig i denne bog, eller er det en bestemt moralskole, som er opstået på fransk jord som følge af de kollektive anstrengelser efter diverse Pascaler?«.

Mindre dumsmarte læsere havde måske givet fortabt over for litteraturen i frustration over at skulle drage en mening ud af teksten eller omvendt givet op i mødet med den meningsfulde alvor, teksten forsøger at udtrykke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

God litteratur findes i alle mulige alvorlige og mindre alvorlige afskygninger og har sjældent så klare budskaber eller så solide kerner, at vi på den måde kan veksle den til valuta i vores eget liv.

Læseren er med til at skabe mening i værket, og det glemmer vi ofte i vores bestræbelse på at finde iboende værdier eller indsigter i litteraturen, som man kan skrælle sig ind til. De er der ofte ikke, og hvis de er der, er det som regel bedst at undgå dem.

Som Gombrowicz skriver om Camus: »Jo sandere værdierne i en bog er, desto mere plagsom bliver den. Jeg beundrer, samtykker, skriver under på alt, støtter det – men samtidig forholder jeg mig med mistro til mit samtykke«.

Men hvad skal man så med litteraturen, kan man spørge, hvis man ikke skal blive klogere?

Ja, man skal svælge, bade og beruse sig i den, hvis man har lyst. Lade sig opsluge, forundres eller underholdes, hvis man har lyst. Uden andet formål end at gøre lige netop dette og uden grund end lige netop lysten.

Væk med hemmelighedskræmmeriet og instrumentaliseringen og frem med læselysten.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden