Foto: HOUGAARD NIELS
Bøger

Thomas Boberg dykker ned i en poetisk efterverden

Rejs med som turist i verdenslitteraturen i Thomas Bobergs nye digtsamling.

Bøger

Fantombilleder hedder de tegninger, som vi kender fra krimier, der forsøger at rekonstruere forbryderens kontrafej ud fra vidnernes eller offerets signalement.

Ud fra ord skaber man grove, skitseagtige billeder, hvilket kan gælde også som en grov beskrivelse af, hvad litteraturlæsning blandt andet går ud på.

’Fantombillede’ står nu også som titlen på Thomas Bobergs seneste digtsamling, der med det samme skaber et spændingsfelt mellem fravær og nærvær. Både med sine rytmiske vers og sine prosadigte maner og maler Boberg væsener frem, som dirrer mellem ord og billede, mellem besværgende drømmesyn og ubønhørlig realitet og mellem »digt og svigt« for nu at bruge et af hans udtryk.

Fremragende systemdigte

Det første væsen er den vanskeligt definerbare størrelse, der går under betegnelsen ’jeg’. Digtsamlingens første, Walt Whitman-agtig sektion bærer overskriften ’Jeg’ og rummer en række digte, der indleder alle linjer med ordet jeg og sætter det sammen med et væld af uflatterende prædikater.

Her er vi i selskab med et mildest talt mangfoldigt og inkluderende jeg, der ikke går af vejen for at tage sådanne navne på sig, som man ellers kun bruger om de andre: »diktatoren«, »ærekær«, »følsomt stinkende«, blandt andet.

Jegets blik på sig selv er lige så udvendigt og uforskønnende som på den rå og fremtromlende verden i øvrigt.

’Fantombillede’ er inddelt i yderligere seks sektioner under overskrifterne ’Kapitalisme’, ’Krig’, ’Tid’, ’Turisme’, ’Mellem hugget og halsen’ og ’Credo’. Hver for sig byder sektionerne på anekdoter og grotesker over begærets former og deres sære forbindelser med kapitalismen, stemnings- og tankefulde erindringsfragmenter, uortodokse trosbekendelser og nærmest dagsaktuelle digteriske kommentarer.

Thomas Boberg præsenterer fremragende systemdigte, der fungerer som en slags omkvæd i en fortløbende krigsfortælling: »Der er en bus fuld af hellige/ krigere og en kælder/ pissefuld af æbler./ Jeg står i rabatten derude/ hjemsøgt af usmagelige digte«, lyder afsættet, der er lige så knapt på ord, som det er rigt på relationer og associationer.

Den poetiske efterverden

Mest interessant er efter min mening de turistiske digte, der ikke angår almindelig ferieren, men som derimod udfolder en række litterære udflugter. Via førstepersonsberetninger eller indlevende øjenvidner fortæller digtene små historier om en perlerække af poetiske legender.

Arthur Rimbaud, Paul Verlaine, Li Po, Jens August Schade, Gustaf Munch-Petersen, Johannes Ewald, Rolf Gjedsted, Sylvia Plath og Frank Jæger dukker op i digtene, der introducerer dem med diskrete signaler og allusioner, og som iscenesætter fantastiske møder imellem dem hinsides kronologien.

I denne poetiske efterverden optræder forfatterne netop som en slags fantombilleder, som ånder, der går igen og bringes til live i Thomas Bobergs digte. Det skal der en særlig kraft til, som man slet ikke kan undgå at mærke, når man læser dem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden