slum. Epidemierne spredte sig især i underklassens tæt befolkede boliger, her er vi i en baggård i Vognmagergade omkring 1890.
Foto: Foto fra bogen: Københavns Museum

slum. Epidemierne spredte sig især i underklassens tæt befolkede boliger, her er vi i en baggård i Vognmagergade omkring 1890.

Bøger

Krigen mod lort er kyndigt fortalt i sundhedshistorisk bog

Klaus Larsen beskriver medrivende hvordan videnskaben ændrede vores liv.

Bøger

Jeg skriver denne anmeldelse fra min private lille karnap i medicinhistorien, og bag mit vindue suser de gamle lindetræer, som de må have gjort i 1850’erne, da Lægeforeningens Boliger stod klar til indflytning, og et par nysgerrige kvier havde taget flugten fra Østre Fælled for at overvære den højtidelige indvielse.

Guldalderens København var ved at drukne i lort bag sine volde, og da den asiatiske kolera i 1853 fik tag i byen, stod det hurtigt klart, at landets hovedstad var en hygiejnisk katastrofe, og at sundhedsvæsenet var underdimensioneret og ude af stand til at håndtere den sanitære undtagelsestilstand.

I løbet af få uger sked 4.737 københavnere sig bogstaveligt talt ihjel, og sagkundskaben stod magtesløs: Dels havde lægerne ingen forståelse af sygdommens årsag, dels hvilede deres kundskaber på årtusindgamle hippokratiske dogmer, som i realiteten gjorde mere skade end gavn.

Lægerne ordinerede åreladning, grødomslag og spansk flue. Kirkegårdsgraverne havde travlt i sommerheden.

Til kamp mod fattigdom og smuds

Den store koleraepidemi blev på mange måder et vendepunkt. Fremtrædende hygiejnikere blæste til kamp mod fattigdom og smuds, og proletarfamilier blev flyttet fra loppebefængte pjalteborge til det nye modelsamfund på Østerbro, hvor deres børn kunne vokse op i grønne omgivelser og indånde den friske brise fra Øresund.

Politikerne var dog skeptiske, og mange rigsdagsmænd vendte sig mod de utilbørlige socialmedicinske krav. Man frygtede et »Dictatur af Læger«, som nationalliberale Orla Lehmann slagfast udtrykte det.

Men medicinerne bed sig fast, og hygiejniske reformer vandt langsomt indpas.

Tidens helt

Det var dog først med Louis Pasteurs navnkundige gæringsforsøg, at lægerne for alvor fik noget at byde på. Væk var tidligere tiders defensive fokus på atmosfæriske uddunstninger og kropslige ubalancer – sygdomme skulle nu ses som nedbrydningsprocesser i væv og organer, og med opdagelsen af de skadevoldende bakterier forlod lægevidenskaben på rekordtid det teoretiske tankegods, som havde domineret siden den klassiske oldtid.

Det sene 1800-tals-læge koblede sig med held på tidens naturvidenskabelige begejstring, og selv en ærkehumanist som Georg Brandes tøvede ikke med at udnævne ham (for indtil 1885 bestod den danske lægestand udelukkende af mænd) til »Tidens Helt«.

Der var ganske vist langt imellem de terapeutiske succeshistorier, men lægens sociale opadstigen betød til gengæld en modernisering af sygehusvæsen og en forskningsindsats, som levede op til fysikkens krav om objektivitet og statistisk kontrol.

Hertil kom, at lægevæsenet – præcis som Orla Lehmann havde forudset det – tog stadig flere sider af tilværelsen under sine vinger. Det sunde og det sædelige blev lægens privilegerede domæner, og på tærsklen til det 20. århundrede udtalte han sig med lige stor autoritet om kropspleje, skolegang og kvinders stilling i samfundet.

Treårskrigen

I naturlig forlængelse af den anmelderroste ’Dødens teater’ ser journalisten Klaus Larsen i ’Smitstof’ nærmere på det moderne medicinske gennembrud og de konsekvenser, det fik for lægestanden, sundhedssektoren og almindelige menneskers liv.

Vi kommer ind i historien under Treårskrigen, hvor lægernes indsats begrænsede sig til makabre amputationer uden bedøvelse eller smertelindring.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og vi forlader den igen omkring år 1900, hvor mikroskoper, røntgenkanoner, vaccinationer og antiseptiske forholdsregler var godt i gang med at halvere børnedødeligheden og lægge årtier til den danske befolknings middellevetid.

Kvalificeret populærformidling

Imellem de to poler tager forfatteren os med ind i industrialiseringens gyder og faldefærdige lejekaserner, og vi hører om børneliv i rendestenen, kreaturer på tredje sal og glædespiger, hvis liv er kort og uden megen glæde.

Larsen har en herligt flydende pen, og af en ikkehistoriker at være har han imponerende godt styr på detaljer og sammenhænge. Vi taler om højt kvalificeret populærformidling, og selv om bogen ikke når samme niveau som sin forgænger – dertil er narrativen for vaklende og gentagelserne for mange – så er Larsens beretning både underholdende og lærerig.

’Smitstof’ er historien om den moderne velfærdsstats tilblivelse og om lægens rolle som social entreprenør. Det suser i lindene udenfor. Tænk, hvis de kunne tale.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden