Tiltrækning og frastødelse. Det er, hvad den unge Elena Greco, jegfortælleren i ’Historien om et nyt navn’ føler for sin hjemby, Napoli. Gader fulde af had, indspiste intriger, fattigdom, åndelig formørkelse og mænd, der misbruger kvinder. Men jo længere den bogligt ambitiøse, intelligente pige søger bort fra barndommens gade, jo mere indser hun dens betydning for hendes stemme og hele hendes person.

Selv om hun søger væk, ud, op, bliver hun altid trukket tilbage ned i slummen, ind i intrigerne, nedad i det endeløse spind af løgne, der løber gennem gaderne. Man kan tage pigen ud af Napoli, men man kan ikke tage Napoli ud af pigen, og selv da Elena møder anerkendelse, er det for en særlig tone, en usynlig tråd, der rækker tilbage til netop Napoli.

I andet bind af Elena Ferrantes Napoli-romaner bliver Elena og veninden Lila voksne. Fortællingen begynder, hvor sidste bind slap: ved Lilas katastrofale bryllup i 1960, hvor de to pigers veje for alvor skilles. Mens Lila, skomagerens datter, iklæder sig den sociale spændetrøje i form af brudekjolen, da hun gifter sig med kvarterets viktualiehandler, søger Elena, portnerens datter, friheden gennem uddannelse og bryder fri af det lille lokalsamfund, da hun kommer på universitetet.

Adskillelsens første signal sidder i sproget, da Elena opdager, at Lila ganske langsomt er gledet fra venskabets intime ’vi’ til det frigjorte, ensomme ’jeg’. Men undervejs kommer især én skæbnesvanger sommer til at vende op og ned på begge pigernes forestillinger om fremtiden og på deres indbyrdes venskab.

Ferieopholdet på Ischia er beskrevet så lidenskabeligt, at man endnu en gang tyr til tanken om, at det næppe er tilfældigt, Ferrante har givet sin hovedperson sit eget forfatternavn, Elena, og Ferrante formår at skildre ungdommens flammende følelsesliv så intenst og smittende, at man rives med gennem Elenas mange overvejelser, der bølger frem og tilbage mellem forelskelse, fortabelse og stille resignation.